Andres yndlingsbøger #2: I Capture the Castle

Selvom vi nu er langt over halvvejs inde i 2017, og jeg glimrer ved mit fravær,  fortsætter projektet om at læse andres yndlingsbøger selvfølgelig (jeg har dog valgt at være realistisk og lade projektet fortsætte i 2018). Denne gang har jeg læst I Capture the Castle af Dodie Smith, som Bente fra Trolderier har anbefalet til mig.

***

Jeg hedder Bente og blogger om bøger på trolderier.wordpress.com. Det har jeg gjort siden 2013. Camilla har anbefalet én af de bedste bøger, jeg læste i 2016 – så det glæder mig at kunne gengælde den, og anbefale en af de bedste bøger, jeg læste i 2015. Jeg har en bred litterærsmag, jeg elsker coming of age-historier, historisk fiktion, fantasy, YA og ja, you name it. Næsten!

I Capture The Castle var en af de bedste bøger, jeg læste i 2015 og siden har det varmet mit hjerte at tænke på den. Det er en sødmefuld coming of age roman om de to søstre, Cassandra og Rose, der bor på et gammel, faldefærdigt slot. Historie er fortalt af Cassandra, der gennem skriblerier i sine notesbøger, forsøger at indfange livet på slottet. Den fraværende forfatter far, der har haft en succesfuld udgivelse, broderen, Thomas, der som den eneste stadig går i skole, søsteren Rose, der drømmer om at være alle andre steder end på slottet og stedmoderen – og faderens muse – Topaz, der sørger for at familielivet hænger sammen. Så dukker to amerikanske brødre op, og de får rusket op i det ellers trivielle liv på slottet. Ikke bare er fortællingen fantastisk, men sproget er også vidunderligt – det er flydende og man fornemmer, hvor gennemarbejdet bogen er. Der er så mange lag og detaljer – der er bibelskereferencer, der er referencer til musik, kunst og litteratur. Alt sammen uden, at forfatteren går på kompromis med hverken fortællingen eller sproget. Det er stadig flydende og levende.

***

I shouldn’t think even millionaires could eat anything nicer than new bread and real butter and honey for tea.

Det var langt fra kærlighed ved første kapitel, da jeg læste I Capture the Castle – og alligevel endte jeg med at holde meget af romanen. Cassandras stemme irriterede mig i store dele af bogen, og jeg fandt romancen meget forudsigelig. Jeg har haft meget svært ved at skrive om bogen, for både romancen og Cassandras stemme var også elementer, der charmerede mig fuldstændigt.

Som Bente skriver, er romanen opbygget af Cassandras dagbogsnotater. Hendes stemme er præget af en blåøjet naivitet, som på en og samme tid både var charmerende og trættende. Hendes iver efter at beskrive alt ned til de mindste detalje åbner op for atmosfæriske beskrivelser, der gør det faldefærdige slot til endnu en karakter i romanens farverige persongalleri. Jeg kunne mærke det knitrende græs mellem mine tæer, mærke bumpene på togrejserne og måbe over den overflod, som de amerikanske brødre repræsenterede. Men samtidig blev iveren også for meget, når Cassandra gang på gang bryder ind i fortællingen, for at understrege, hvor vigtigt det er, at hun netop får fortalt alle nuancerne. Hendes naivitet er skrevet allerbedst, når hun føler sig forurettet, for Cassandras retfærdighedsfølelse er virkelig stærk.

Det er langt fra plottet, der bærer romanen frem: Det er beskrivelserne. Det er tydeligt, at der er lagt så mange tanker i hver eneste sætning, og jeg nød det til fulde. De malende beskrivelser gjorde dog også, at jeg næsten manisk vendte hver eneste side, når der endelig skete noget, for blot at vende tilbage til lange beskrivelser af naturen igen. For mig hang dispositionen af plottet og beskrivelserne altså ikke helt sammen.

Jeg vil ikke skrive meget om romancen af hensyn til de, der ikke har læst romanen, men jeg er sikker på, at det var meningen, jeg skulle blive overrasket over slutningen. Det gjorde jeg som nævnt ikke – men alligevel formåede Smith gang på gang at charmere mig med Cassandras naivitet, smerte, glæde og vrede. Følelserne er virkelig stærke i bogen, og jeg tror virkelig, det var det, der gjorde, at jeg til sidst kom til at holde så meget af romanen, som jeg gjorde, på trods af de ambivalente følelser, jeg sad tilbage med, da jeg afsluttede bogen.

Advertisements

e.e. cummings – [i carry your heart with me(i carry it in] (1952)

Læs digtet her – lyt eventuelt med, mens e.e. cummings læser højt her.

Ovenstående kringlede titel er navnet på et af mine yndlingsdigte af e.e. cummings. Det er også et af mine favorit digte, der handler om kærlighed; det er sjældent, kærlighedsdigtning virkelig tager mig med storm, men da jeg læste digtet første gang som 15-årig, var jeg solgt – og det har jeg været lige siden. Min indre romantiker ville opleve denne altopslugende kærlighed; med årene er jeg blevet mere kynisk, men også mere frygtsom. Tanken om en sådan overvældende kærlighed skræmmer mig. Dette gør dog ikke digtet mindre storslået.

Mine yndlingsstrofer er nedenstående, der netop dykker ned i kærlighedens væsen; “the root of the root and the bud of the bud”. Så smukt, så simpelt og alligevel så kompliceret. Nøjagtigt ligesom kærligheden.

here is the deepest secret nobody knows
(here is the root of the root and the bud of the bud
and the sky of the sky of a tree called life;which grows
higher than soul can hope or mind can hide)
and this is the wonder that’s keeping the stars apart

 

100 kvindelige forfattere

Jeg elsker lister – specielt lister, der handler om bøger, film og serier. Jeg har i mange år troligt krydset af, når jeg har læst en bog fra BBC’s The Big Read Top 100, og jeg har fundet meget inspiration i mange andre lister, der lister bøger op, man skal læse, før man dør.

Men litteraturkanonen er domineret af mænd. Noget, jeg også mærker, når jeg studerer på universitetet – og jeg er træt af det. Derfor har jeg, med inspiration fra Jean’s Thoughts, udarbejdet en liste bestående af 100 kvindelige forfattere. Her har jeg både gjort plads til de klassiske forfattere som Jane Austen, Charlotte Brontë og Viriginia Woolf, men også nyere navne som Elena Ferrante, Gillian Flynn og Warsan Shire. Det har været vigtigt for mig, at få listen til at spænde så bredt, som det er muligt – både, når det gælder genre (for her er der både non-fiktion, digtning og romaner) og nationalitet. Ligeså vigtigt, som det har været for mig at listen ikke er domineret af hvide forfattere, var det dog også vigtigt, at Norden var bredt repræsenteret.

Som jeg sad og udarbejdede listen, gik det dog op for mig, hvor lavt et tal, 100 egentlig er. Derfor har jeg prioriteret forfattere, jeg ikke har læst før – og de, jeg har læst, som er kommet på alligevel, har betydet en del for litteraturhistorien eller for mig personligt. Der er ikke nogen udløbsdato på dette projekt – det skal mest af alt fungere som inspiration og motivation, og jeg ved af erfaring, at det derfor ikke nytter noget at give mig selv en tidsfrist.

Hvis I også har lyst til at deltage, så skal I være velkomne til at snuppe min liste – eller udforme jeres egen! Det kunne være skønt at sætte på dagsordenen, så skriv endelig, hvis I er blevet inspireret.

  1. Agatha Christie *
  2. Ali Smith *
  3. Alice Munro
  4. Alice Walker
  5. Angela Carter *
  6. Angela Davis
  7. Anne Brontë
  8. Anne Carson
  9. Anne Sexton
  10. Arundhati Roy
  11. Astrid Lindgren *
  12. Ayn Rand
  13. Azar Nafisi
  14. bell hooks
  15. Bharati Mukherjee
  16. Carson McCullers
  17. Charlotte Brontë
  18. Charlotte Perkins Gilman
  19. Chimamanda Ngozi Adichie *
  20. Delphine de Vigan *
  21. Djuna Barnes
  22. Donna Tartt *
  23. Doris Lessing
  24. Dorothy West
  25. Dorthe Nors *
  26. Edith Södergran
  27. Edith Wharton
  28. Elena Ferrante
  29. Elizabeth Gaskell
  30. Emmeline Pankhurst
  31. Emily Dickinson
  32. Flannery O’Connor
  33. Frances Hodgson Burnett
  34. G. Willow Wilson
  35. George Eliot
  36. Gillian Flynn *
  37. Han Kang *
  38. Harriet Beecher Stowe
  39. Helen Oyeyemi
  40. Helle Helle *
  41. Herbjørg Wassmo
  42. Inger Christensen *
  43. Irmgard Keun
  44. Isabel Allende
  45. Jane Austen
  46. Jane Bennett
  47. Jean Rhys
  48. Jeanette Winterson
  49. Jennifer Egan
  50. Jhumpa Lahiri
  51. Josefine Klougart *
  52. Joy Kogawa
  53. Julia Alvarez
  54. Kamala Markandaya
  55. Katherine Mansfield
  56. Kathleen Collins
  57. Keri Hulme
  58. Linn Ullmann
  59. Lionel Shriver
  60. Margaret Atwood
  61. Marjane Satrapi *
  62. Marina Keegan
  63. Marina Tsvetaeva
  64. Mary Wollstonecraft *
  65. Maryse Condé
  66. Maxine Hong Kingston
  67. Merete Pryds Helle *
  68. Maya Angelou
  69. Monica Ali
  70. Nella Larsen
  71. Nnedi Okorafor
  72. Octavia E. Butler
  73. Olga Ravn *
  74. Radclyffe Hall
  75. Roxane Gay
  76. Ruth Ozeki
  77. Sappho
  78. Sarah Kane *
  79. Sarah Waters
  80. Selma Lagerlöf *
  81. Simone de Beauvoir
  82. Siri Hustvedt *
  83. Sherley Anne Williams
  84. Shirley Jackson
  85. Sofi Oksanen *
  86. Susanna Clarke
  87. Suzanne Brøgger
  88. Svetlana Alexievich
  89. Sylvia Plath *
  90. Toni Morrison *
  91. Tove Ditlevsen
  92. Ursula Le Guin
  93. Vera Brittain
  94. Virginia Woolf *
  95. Vita Sackwille-West
  96. Warsan Shire
  97. Willa Cather
  98. Yaa Gyasi
  99. Zadie Smith
  100. Zora Neale Hudson

Lad os snakke om fremtiden

“Det er ikke fordi, 10 ikke er en god karakter. Det er bare ikke godt nok.” – min indre kritiker (og jordens største kælling)

Jeg elsker academia og universitetslivet afsindigt højt. Jeg elsker at lære, jeg elsker at studere, jeg elsker at gå ned i de, for mange mennesker, ubetydelige detaljer og nuancer – det, der giver bøgerne liv og gør dem til mesterværker. Jeg elsker at splitte værker fra hinanden og læse akademiske analyser, der hjælper mig med at nuancere mit syn på romanerne. Jeg er en kæmpe nørd, jeg elsker mit studie, og min største drøm har længe været at skrive en ph.d.

Da jeg startede på universitetet, var det også noget, jeg drømte om. Det var dog langt mere en utopi end noget, der kunne være virkeligt, for så god var jeg jo alligevel ikke, vel?  Det fik jeg bekræftet, da jeg dumpede min allerførste eksamen på universitetet. Det var Humanistisk videnskabsteori, og når jeg tænker tilbage på det i dag, tog jeg det egentlig med en stoisk ro. Det var okay. Jeg kunne tage en hurtig reeksamen, og min underviser skrev til mig, at han havde været ked af at dumpe mig, for jeg havde egentlig skrevet en god opgave. Jeg havde bare byttet om på begreberne i konklusionen. Principper er principper og sådan noget.

Mine karakterer var i bedste tilfælde middelmådige; jeg stavrede mig frem på første og andet semester som Bambi på glatis. Sådan er det for mange – man skal lige finde ud af, hvad man laver. Da jeg fik mit første 12-tal på tredje semester, var jeg så forvirret. Det var til en mundtlig eksamen – jeg har altid hadet mundtlige eksaminer, så jeg måtte bare have været heldig. Men tingen er, at man på universitetet ikke bare er heldig – det er i hvert fald ikke min erfaring. Hvis du ikke har forberedt dig ordentligt, bliver resultatet derefter – og selv hvis du har knoklet hårdt, er det ikke altid, det er lige det, din underviser vil have af dig.

Men jeg begyndte at tro på, jeg var god. Jeg havde en oplevelse af at skrive gode eksamensopgaver, som jeg ikke havde lyst til at splitte fra hinanden med min kritik. Jeg begyndte at kunne lide at gå til mundtlige eksaminer. Det virkede ikke så urealistisk at tro på, at jeg var  god, at jeg kunne skrive den ph.d.

Derfor begyndte mine forventninger til mig selv at stige. Min opfattelse af mig selv og mit værd var grundlagt i academia; det var det, jeg kunne finde ud af. Samtidig begyndte glæden ved mit studie at falde. De kvikke læsere vil nok regne ud, at der er en årsagssammenhæng her – men det tog mig alt for længe at regne ud. Så lang tid at jeg store dele af tiden hadede at skrive den bachelor, jeg havde set så længe frem til at skulle i gang med. Når ens selvværd er grundlagt i noget så arbitrært som ens underviseres forskellige kriterier for, hvad der er en god eksamination, skal der ikke meget til, før ens verden falder i grus.

Den her sommer har jeg brugt på alt andet end academia. Det har været befriende; jeg har arbejdet frivilligt, jeg har rejst, og jeg har på mange måder bevist over for mig selv, at mit værd ligger i så meget andet end min evne til at analysere romaner og forstå filosofi. Jeg skal starte på min kandidatuddannelse på Litteraturvidenskab nu, og jeg kan oprigtigt sige,at jeg GLÆDER mig. Helt ned i maven.

Og ph.d.’en? Man siger jo, det gennemgående er karaktererne på kandidaten, der tæller – og selvfølgelig om ens projekt er nytænkende og har relevans. Men jeg vil ikke længere arbejde mod det som et mål. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor meget det potentielt ville kunne ødelægge mig. Jeg er langt mere værd end det. Jeg er god til universitetslivet, men jeg er også god til så meget andet; og det er de kvaliteter, jeg vil arbejde videre med i fremtiden. Være et menneske fremfor alt andet – arbejde hårdt, nyde at lære og finde glæde i alle de ting, jeg elsker ved mit studie.

Det er blandt andet derfor, her har været så stille. Ud over dette, har jeg nemlig også tænkt meget over, hvordan jeg bruger mit lille hjørne af internettet – og jeg er ikke nået frem til noget endegyldigt svar. Jeg er typen, der vil have en idiotsikker plan, før jeg springer ud i noget. Men er der noget, jeg har lært denne sommer, er det at tingene nok skal gå, selvom man ikke planlægger det hele. Der er så mange gode mennesker, der står klar til at gribe én. Jeg håber også, I vil blive hængende, selvom tingene kommer til at være anderledes herinde – og hvis ikke, er jeg alligevel så taknemmelig for hver eneste læser, der har læst med så langt. Tak for jer, hver og én. Tak. ❤

Pause

Det er ikke nogen hemmelighed, at det står lidt sløvt til med nye blogindlæg herinde. I øjeblikket skriver jeg bachelor, og da jeg startede den proces, mente jeg nok, at jeg også kunne overskue at holde bloggen kørende samtidig – men som man kan se på de meget sporadiske indlæg, der er kommet de sidste mange måneder, har det simpelthen ikke været tilfældet.

Jeg har alle dage blogget, fordi jeg synes, det er sjovt og spændende. Men lige nu er det bare et for stort pres for mig. Jeg har debatteret længe med mig selv om, om jeg skulle lave sådan en officiel pause, for jeg har alle dage været meget pligtopfyldende, så derfor er det svært at erkende, at jeg ikke kan jonglere med flere bolde i luften lige nu. Men allerede mens jeg nu skriver dette indlæg, kan jeg mærke, at mine skuldre bliver bare en smule lettere.

Jeg ved ikke, hvor længe, pausen bliver, for efter min bachelor er afleveret, skal jeg fokusere på eksaminer – men en ting er sikkert: Jeg vil komme tilbage med fornyet energi, overskud og lækre indlæg, og jeg håber, I vil blive hængende.

Vi ses på den anden side. ❤

Jacob Skyggebjerg: Jalousi


Tak til Forlaget Gladiator for anmeldereksemplaret.

Øjnene bliver skræmte. Øjenbrynene trækker sig ud til siderne. Hendes mundvige spjætter. Huden bliver rød. Hendes vejrtrækning galopperer. Så er det, han bliver ved. Fordi hun endelig forstår, nu sker det endelig, endelig knækker hun. Han vil egentlig gerne stoppe, og holde hende ind til sig og sige undskyld, men det kan han ikke give sig selv lov til, det var det her, han ville opnå. Han ville have hendes reaktion.

Gennem de senere år er det blevet mere og mere normalt, at romaner, der portrætterer dysfunktionelle forhold, bliver romantiseret. Det åbenlyse eksempel er Fifty Shades of Grey, men det er også en af de mest populære troper i mange romantiske Young Adult bøger, ligesom genren New Adult nærmest lader til at være opstået for at kunne tjene penge på denne trope. Derfor var jeg også tøvende, da jeg læste romanens bagsidetekst, som fortæller læseren, at romanens hovedpersoner er “Bonnie & Clyde, Lady & Vagabonden.” Men mine fordomme blev gjort fuldkommen til skamme.

Jalousi er en hæsblæsende kærlighedshistorie, der, som man allerede kan fornemme på romanens titel, er dømt til at mislykkedes. Samsine og HP får de værste reaktioner frem i hinanden, og selv når det går godt mellem dem, er dysfunktionaliteten høj. Deres hverdag drejer sig oftest om den næste omgang sprut, den næste cigaret og den næste fede. Mellem Samsine og HP’s historie, kører der sideløbende en mailudveksling mellem dem efter de for alvor har gjort det forbi. Desperationen er til at mærke, først fra den ene part og så den anden, for så derefter at skifte over til hadske vendinger og tilsvininger. HP vil gøre alt for at såre Samsine, der har fået det til at gøre så ondt inde i ham.

Jacob Skyggebjerg skriver i et fantastisk sprog, der fanger hver eneste grå nuance i samfundets nederste socialklasse. Det er langt fra en romantisk skildring af jalousien, og det er jeg kun glad for – i stedet fremstår romanen som en rå og ærlig skildring af to mennesker, der lagde ud med gode intentioner, men hvor der ikke skal særligt meget til, før de bliver kørt ud over kanten.

“Når det er det smarede liv, når alt er på den præmis, at det er det smadrede liv. Det er den idyl, der er,” er der også, en smule kryptisk, skrevet på bagsideteksten, men alligevel opsummerer lige præcis denne sætning romanens forløb så godt. Samsine og HP sidder fast i dette smadrede liv, hvor det er svært at se forskel på rigtigt og forkert, hvor slåskampe er løsningen på konflikter, og hvor alkoholens berusende effekt bare for nogle timer kan få dem til at tro, at de har det meget godt. Skyggebjerg har begået en brutal, men alligevel meget ærlig roman, om to individers kærlighedshistorie, og han har gjort det hamrende godt. Der er intet romantisk over denne historie, selvom den netop bliver kaldt for en kærlighedshistorie – i stedet fremstiller den to menneskers sandhed råt for usødet.

Siden sidst #2

Uden helt at ville det går der næsten en måned mellem mine indlæg for tiden. En ødelagt computer, en bacheloropgave og noget så usexet som havearbejde er blot nogle af synderne. Jeg tænkte derfor, jeg ville prøve at føre et koncept videre, som jeg startede i oktober sidste år, men enten kan jeg ikke huske noget som helst, eller også har jeg rent faktisk ikke lavet særligt mange spændende ting. Derfor bliver det her bare en blanding af, hvad der lige falder mig ind.

… Jeg har fået øjnene op for showet ‘Crazy Ex-Girlfriend’, der på mange måder er fuldstændigt fantastisk. Ikke mindst pga. musiknumrene, der tager tykt pis på populærkulturens dobbeltstandarder.

… Jeg har skrevet mindst 10 kladder til blogindlæg og kasseret dem alle sammen. Jeg ved ikke, hvor den her ekstreme perfektionisme pludselig kommer fra.

Entertainment Weekly samlede det meste af slænget fra Buffy the Vampire Slayer, og min besættelse af showet eksploderede på ny. Det hjælper heller ikke på det, at jeg har opdaget Buffering the Vampire Slayer Podcast. Jeg har været ved at falde af cyklen af grin flere gange over den podcast, så den er klart anbefalelsesværdig.

… Jeg har læst romanen Jalousi af Jacob Skyggebjerg, og den er fuldstændigt åndssvagt fantastisk. Det er sådan, man skriver historier om dysfunktionel kærlighed. Jeg skriver snart en uddybende anmeldelse til bloggen, men jeg har også skrevet en kortere anmeldelse på Goodreads.

… Den der have, ikke? Jeg elsker og hader den. Jeg går og tager mig selv i at tjekke for nattefrost. Jeg overvejer, helt uden ironi, at tage tilnavnet ‘Forstadsdronning’.

Jeg glæder mig til…

… at fortsætte med bachelorskrivning. Jeg er så glad for mit emne, men lige nu er der en helt masse praktiske ting, der skal sættes på plads først.

… at kunne kalde mig bachelor i litteraturvidenskab.

… flere solrige dage i min have. Med eller uden havearbejde.

… en laaaaaang sommerferie.

Hvordan går I og har det derude? Får I læst noget godt? Set nogle gode serier? Oplevet noget?

Re: Book-shaming

Jeg læste dette indlæg af Rikke den anden dag, og var egentlig i gang med at skrive en lang kommentar til det – en kommentar, jeg endte med at synes, var alt for lang, specielt fordi min egen holdning blev mere og mere uklar, som jeg tastede løs. Forhåbentligt kommer det til at blive lidt mere klart her. Hvis du ikke allerede har læst Rikkes indlæg, vil jeg anbefale at gøre det – det gav i hvert fald mig stof til eftertanke.

For det, der skete for mig var egentlig, at jeg blev en anelse provokeret af indlægget. Der er nogle bestemte ting, jeg vil tage til efterretning, men samtidig gav den mig også en lyst til at ruske op i nogle andre ting. Jeg ved, det kan være et betændt emne, men jeg er mere end frisk på at debattere det yderligere i kommentarfeltet, hvis det skulle have interesse.

Noget af det vigtigste er at skelne mellem kritikken af bogen og kritikken af læseren. Det er heller ikke læseren, jeg er ude efter at slå oveni hovedet – men jeg ville sådan ønske, at vi stoppede med at promovere bøger, der romantiserer slaveri, forherliger usunde forhold og bruger bifobiske troper – bare for at tage nogle eksempler på noget af det, jeg har bemærket populære eksempler på de seneste år. Følgende liste indeholder spoilere for hhv. The Bone Season af Samantha Shannon, Ti Små Åndedrag af K. A. Tucker og The Graces af Laure Eve.

.

.

.

  1. Når en pige bliver taget i fangenskab, brændemærket og derefter forelsker sig i sin vogter, er det at romantisere slaveri. Selvom det er noget, vi godt kan lide at lade være med at tænke på, er der stadig mennesker i dag, der lever som slaver. Spoiler alert: De forelsker sig ikke i deres tilfangetagere.
  2. Når moralen i en roman lader til at være, at det er okay at stalke en pige, hvis liv man har ødelagt, så længe hun bliver forelsket i én, sender det en stærk signalværdi, og den har intet at gøre med virkeligheden. Stalkning er seriøst og kan potentielt få offeret til at frygte for sit liv. Der er ingen stor kærlighedshistore forbundet til det.
  3. Biseksualitet er ikke noget, man skal bruge som et plot twist i sin historie, ligesom det at oute vedkommende ikke skal normaliseres og reageres på med et skuldertræk. Selvom vi godt kan lide at se os selv som et samfund, der er kommet langt på LGBT+ området, er der igen mennnesker, der har en reel grund til at frygte for deres liv, hvis de bliver tvunget ud af skabet. Selv hvis der ikke er sådan en grund, er ens seksualitet altid ens egen, som man ikke skylder at fortælle til nogen, før man føler sig komfortabel med det.

.

.

.

Jeg synes, det er vigtigt som læser at være opmærksom på de her ting (og så har jeg ikke engang nævnt racisme, ableism og mange andre problematiske troper). Jeg ved, der er mange, der blot læser for den gode historie – og selvfølgelig skal man have lov til det. Men er det book-shaming at gøre læsere opmærksomme på de problematikker, deres yndlingsbøger har? Det synes jeg bestemt ikke. For som jeg nævner på ovennævnte liste, berører de her troper masser af marginaliserede mennesker. Det kan gøre ondt på dem at læse om, og for mange er det endnu mere frustrerende at se, at problemerne går uudtalt hen, og at det endda er noget, forfattere kan tjene penge på at skrive om. Jeg synes, vi bør forlange bedre af de bøger, vi læser – specielt, hvis man som jeg, er en forholdsvist privilegeret læser. Ikke mindst skal vi være gode allierede, der tager det seriøst, når marginaliserede råber højt om, at indholdet af en bestemt bog kan være skadende for deres minoritetsgruppe. Og igen: Det er tilladt at nyde en bog, selvom den indeholder problematiske dele; men husk at påpege det. Det betyder virkelig meget for rigtigt mange læsere.

Andres yndlingsbøger #1: Tiger Lily


I starten af året skrev jeg lidt om mit projekt om at læse andres yndlingsbøger. Søde Rikke var den første til at anbefale mig en bog – og herunder fortæller hun om sit valg. Herefter følger min egen anmeldelse af bogen. Tusind tak til Rikke for at deltage!

***

Mit navn er Rikke, jeg er 23 år og bosiddende i Odense. Jeg er en passioneret ekstrovert, der brænder for kultur (især litteratur). Til dagligt studerer jeg litteraturvidenskab på SDU i Odense, hvor jeg har tilvalg i Æstetik og Kulturanalyse. Derudover har jeg bloggen ”Flyv med mig”, som indeholder boganmeldelser, anbefalinger og tips, oplevelser og events, og andre finurlige ting.

Tiger Lily af Jodi Lynn Anderson er en af mine yndlingsbøger, og den anbefaler jeg til Camilla, da hun skal have læst lidt mere god YA (Young-Adult), og jeg håber sådan, at hun vil forelske sig i denne fortælling.

Tiger Lily er et fantastisk eventyr, og forfatteren skriver simpelthen så smukt og fængende. Den handler om Tiger Lily, som vi kender lidt til fra Peter Pan, men den er fortalt fra Klokkeblomsts synsvinkel, hvilket gør det yderst interessant og lettere mystisk. Vi får historien om Tiger Lily og Peter Pan, inden han møder den berygtede Wendy Darling, og den går simpelthen lige i hjertet – derudover er der selvfølgelig også havfruer og pirater involveret. Jeg knuselsker den, og den er bare så spændende! Efter endt læsning havde jeg simpelthen lyst til at læse den igen, og når jeg tænker tilbage på den, så bliver jeg nærmest helt sentimental. Den har virkelig en særlig plads i mit hjerte.

***

Tiger Lily didn’t want someone to take care of her. But I heard the longing in Tik Tok’s heart too, and the loneliness of being such a singular tyype of person, without another like himself to hold at night. He didn’t want the same for his daughter.

Ligeså længe, som jeg har kendt Rikke og læst med på hendes blog, har jeg overvejet, om jeg skulle give mig i kast med netop Tiger Lily; for Rikke har altid talt varmt om netop denne roman. Som det er med så mange andre bøger, man har lyst til at læse, er man bare nogle gange fyldt med mere eller mindre gode undskyldninger for, hvorfor man aldrig helt alligevel har fået den læst, og det korte af det lange er, at jeg aldrig rigtigt kom omkring det. Indtil nu.

Som en lille bemærkning vil jeg lige hurtigt nævne noget, der irriterede mig: Jeg kan virkelig ikke forstå, at den bliver omtalt som mørkere end den oprindelige Peter Pan i de udtalelser, der er trykt på bogens første sider: “Readers will find it hard to resist being drawn into Tiger Lily’s world, where dangers and emotions are painted several shades darker than in J.M. Barrie’s classic fantasy.” (Publishers Weekly) Det er ikke fordi, Tiger Lily ikke er mørk, men i forsøget på at lovprise bogen, synes jeg simpelthen udtalelserne kommer til at nedvurdere og forsimple Tiger Lilys inspirationskilde. Ganske vidst er Peter Pan en børnebog, og hvis man kun kender til Disneys filmatisering, kan jeg godt forstå sammenligningen, men Barries klassiske fortælling er simpelthen langt mere dyster og mørk, end man umiddelbart skulle tro. Dette har selvfølgelig ikke noget at gøre med Tiger Lily, Jodi Lynn Anderson eller for den sags skyld Rikkes anbefaling, men jeg blev simpelthen nødt til at nævne det (og så læs, læs, læs Peter Pan, for den er fantastisk!)

Jeg forsøgte selvfølgelig at skubbe min indledende irritation til side, for det har kun noget med en underlig markedsføring at gøre. Jeg ved dog ikke, om denne irritation spillede ind alligevel, for jeg forelskede mig desværre ikke så meget i Tiger Lily, som Rikke (eller jeg) havde håbet på.

Når det så er sagt er det stadig en god genfortælling. Anderson formår virkelig at respektere Peter Pans præmisser, men samtidig udforsker hun nye kroge af klassikeren, som var spændende at følge. Hook er for eksempel ikke så frygtindgydende, som han før er blevet portrætteret, men er i stedet lidt af en stakkels, alkoholiseret mand med en livskrise, Tiger Lilys stamme bliver udsat for et forsøg på kolonialisering af englænderne og selvom det stadig er svært at kende de tabte drenge fra hinanden, får man alligevel fornemmelsen af større personligheder. Jeg må indrømme, at kærlighedshistorien ikke sagde mig så meget, men i stedet blev jeg betaget af Andersons sprog og hendes beskrivelser af hendes Neverland, dets karakterer og dets legender.

Jeg var vild med Tinker Bell som fortæller; der er øjeblikke, hvor man glemmer, hun er der, men så skal hun nok minde læseren om det ved at hive en karakter i håret. I Tinker Bells øjne bliver Tiger Lily til en helt speciel pige, og jeg tror, det i denne sammenhæng er et meget vigtigt greb: Der er ingen tvivl om, at hun forguder Tiger Lily næsten ligeså meget, som hun forguder Peter Pan, og hvis fortællestilen ikke havde været således, kunne det hurtigt være kammet over i en irriterende beskrivelse af, hvor lidt Tiger Lily er som alle andre piger. Der var spor af det, da Wendy Darling kommer til Neverland – for hendes kvindelighed og omsorgsfulde væsen er tydeligvis en trussel for både Tinker Bell og Tiger Lily – men det kammer heldigvis aldrig helt over.

Alt i alt er jeg glad for endelig at have fået læst Tiger Lily, selvom den ikke helt levede op til forventningerne. Næste gang skal jeg læse Bente fra Trolderiers yndlingsbog, I Capture the Castle af Dodie Smith – og det er endnu en af de der bøger, som jeg har villet læse i meget lang tid, så det ser jeg virkelig frem til.

Jeg savner…

tumblr_olfshmeht31vgqsdro7_500

  • ALLE afsnittene af Riverdale på Netflix. Come on, altså (gæt, hvem jeg shipper?).
  • At racisme/sexisme/homofobi/osv. i bøger bliver påpeget mere i danske anmeldermiljøer (Hvis det vækker din nysgerrighed, anbefaler jeg The Bookavids blog. Start med det her indlæg).
  • At blive inspireret.
  • En fantastisk, lesbisk romance. (Ville personligt gerne se Zolitas “Holy” video i en filmatiseret udgave. Kuldegysninger over hele linjen.)
  • At have tid og overskud til at læse  andet end studielæsning.
  • Solen; mit humør var så fantastisk de to dage, den tittede frem i den her uge. Nu er humøret i kulkælderen igen.
  • At møde nye mennesker.