Re: Book-shaming

Jeg læste dette indlæg af Rikke den anden dag, og var egentlig i gang med at skrive en lang kommentar til det – en kommentar, jeg endte med at synes, var alt for lang, specielt fordi min egen holdning blev mere og mere uklar, som jeg tastede løs. Forhåbentligt kommer det til at blive lidt mere klart her. Hvis du ikke allerede har læst Rikkes indlæg, vil jeg anbefale at gøre det – det gav i hvert fald mig stof til eftertanke.

For det, der skete for mig var egentlig, at jeg blev en anelse provokeret af indlægget. Der er nogle bestemte ting, jeg vil tage til efterretning, men samtidig gav den mig også en lyst til at ruske op i nogle andre ting. Jeg ved, det kan være et betændt emne, men jeg er mere end frisk på at debattere det yderligere i kommentarfeltet, hvis det skulle have interesse.

Noget af det vigtigste er at skelne mellem kritikken af bogen og kritikken af læseren. Det er heller ikke læseren, jeg er ude efter at slå oveni hovedet – men jeg ville sådan ønske, at vi stoppede med at promovere bøger, der romantiserer slaveri, forherliger usunde forhold og bruger bifobiske troper – bare for at tage nogle eksempler på noget af det, jeg har bemærket populære eksempler på de seneste år. Følgende liste indeholder spoilere for hhv. The Bone Season af Samantha Shannon, Ti Små Åndedrag af K. A. Tucker og The Graces af Laure Eve.

.

.

.

  1. Når en pige bliver taget i fangenskab, brændemærket og derefter forelsker sig i sin vogter, er det at romantisere slaveri. Selvom det er noget, vi godt kan lide at lade være med at tænke på, er der stadig mennesker i dag, der lever som slaver. Spoiler alert: De forelsker sig ikke i deres tilfangetagere.
  2. Når moralen i en roman lader til at være, at det er okay at stalke en pige, hvis liv man har ødelagt, så længe hun bliver forelsket i én, sender det en stærk signalværdi, og den har intet at gøre med virkeligheden. Stalkning er seriøst og kan potentielt få offeret til at frygte for sit liv. Der er ingen stor kærlighedshistore forbundet til det.
  3. Biseksualitet er ikke noget, man skal bruge som et plot twist i sin historie, ligesom det at oute vedkommende ikke skal normaliseres og reageres på med et skuldertræk. Selvom vi godt kan lide at se os selv som et samfund, der er kommet langt på LGBT+ området, er der igen mennnesker, der har en reel grund til at frygte for deres liv, hvis de bliver tvunget ud af skabet. Selv hvis der ikke er sådan en grund, er ens seksualitet altid ens egen, som man ikke skylder at fortælle til nogen, før man føler sig komfortabel med det.

.

.

.

Jeg synes, det er vigtigt som læser at være opmærksom på de her ting (og så har jeg ikke engang nævnt racisme, ableism og mange andre problematiske troper). Jeg ved, der er mange, der blot læser for den gode historie – og selvfølgelig skal man have lov til det. Men er det book-shaming at gøre læsere opmærksomme på de problematikker, deres yndlingsbøger har? Det synes jeg bestemt ikke. For som jeg nævner på ovennævnte liste, berører de her troper masser af marginaliserede mennesker. Det kan gøre ondt på dem at læse om, og for mange er det endnu mere frustrerende at se, at problemerne går uudtalt hen, og at det endda er noget, forfattere kan tjene penge på at skrive om. Jeg synes, vi bør forlange bedre af de bøger, vi læser – specielt, hvis man som jeg, er en forholdsvist privilegeret læser. Ikke mindst skal vi være gode allierede, der tager det seriøst, når marginaliserede råber højt om, at indholdet af en bestemt bog kan være skadende for deres minoritetsgruppe. Og igen: Det er tilladt at nyde en bog, selvom den indeholder problematiske dele; men husk at påpege det. Det betyder virkelig meget for rigtigt mange læsere.

Andres yndlingsbøger #1: Tiger Lily


I starten af året skrev jeg lidt om mit projekt om at læse andres yndlingsbøger. Søde Rikke var den første til at anbefale mig en bog – og herunder fortæller hun om sit valg. Herefter følger min egen anmeldelse af bogen. Tusind tak til Rikke for at deltage!

***

Mit navn er Rikke, jeg er 23 år og bosiddende i Odense. Jeg er en passioneret ekstrovert, der brænder for kultur (især litteratur). Til dagligt studerer jeg litteraturvidenskab på SDU i Odense, hvor jeg har tilvalg i Æstetik og Kulturanalyse. Derudover har jeg bloggen ”Flyv med mig”, som indeholder boganmeldelser, anbefalinger og tips, oplevelser og events, og andre finurlige ting.

Tiger Lily af Jodi Lynn Anderson er en af mine yndlingsbøger, og den anbefaler jeg til Camilla, da hun skal have læst lidt mere god YA (Young-Adult), og jeg håber sådan, at hun vil forelske sig i denne fortælling.

Tiger Lily er et fantastisk eventyr, og forfatteren skriver simpelthen så smukt og fængende. Den handler om Tiger Lily, som vi kender lidt til fra Peter Pan, men den er fortalt fra Klokkeblomsts synsvinkel, hvilket gør det yderst interessant og lettere mystisk. Vi får historien om Tiger Lily og Peter Pan, inden han møder den berygtede Wendy Darling, og den går simpelthen lige i hjertet – derudover er der selvfølgelig også havfruer og pirater involveret. Jeg knuselsker den, og den er bare så spændende! Efter endt læsning havde jeg simpelthen lyst til at læse den igen, og når jeg tænker tilbage på den, så bliver jeg nærmest helt sentimental. Den har virkelig en særlig plads i mit hjerte.

***

Tiger Lily didn’t want someone to take care of her. But I heard the longing in Tik Tok’s heart too, and the loneliness of being such a singular tyype of person, without another like himself to hold at night. He didn’t want the same for his daughter.

Ligeså længe, som jeg har kendt Rikke og læst med på hendes blog, har jeg overvejet, om jeg skulle give mig i kast med netop Tiger Lily; for Rikke har altid talt varmt om netop denne roman. Som det er med så mange andre bøger, man har lyst til at læse, er man bare nogle gange fyldt med mere eller mindre gode undskyldninger for, hvorfor man aldrig helt alligevel har fået den læst, og det korte af det lange er, at jeg aldrig rigtigt kom omkring det. Indtil nu.

Som en lille bemærkning vil jeg lige hurtigt nævne noget, der irriterede mig: Jeg kan virkelig ikke forstå, at den bliver omtalt som mørkere end den oprindelige Peter Pan i de udtalelser, der er trykt på bogens første sider: “Readers will find it hard to resist being drawn into Tiger Lily’s world, where dangers and emotions are painted several shades darker than in J.M. Barrie’s classic fantasy.” (Publishers Weekly) Det er ikke fordi, Tiger Lily ikke er mørk, men i forsøget på at lovprise bogen, synes jeg simpelthen udtalelserne kommer til at nedvurdere og forsimple Tiger Lilys inspirationskilde. Ganske vidst er Peter Pan en børnebog, og hvis man kun kender til Disneys filmatisering, kan jeg godt forstå sammenligningen, men Barries klassiske fortælling er simpelthen langt mere dyster og mørk, end man umiddelbart skulle tro. Dette har selvfølgelig ikke noget at gøre med Tiger Lily, Jodi Lynn Anderson eller for den sags skyld Rikkes anbefaling, men jeg blev simpelthen nødt til at nævne det (og så læs, læs, læs Peter Pan, for den er fantastisk!)

Jeg forsøgte selvfølgelig at skubbe min indledende irritation til side, for det har kun noget med en underlig markedsføring at gøre. Jeg ved dog ikke, om denne irritation spillede ind alligevel, for jeg forelskede mig desværre ikke så meget i Tiger Lily, som Rikke (eller jeg) havde håbet på.

Når det så er sagt er det stadig en god genfortælling. Anderson formår virkelig at respektere Peter Pans præmisser, men samtidig udforsker hun nye kroge af klassikeren, som var spændende at følge. Hook er for eksempel ikke så frygtindgydende, som han før er blevet portrætteret, men er i stedet lidt af en stakkels, alkoholiseret mand med en livskrise, Tiger Lilys stamme bliver udsat for et forsøg på kolonialisering af englænderne og selvom det stadig er svært at kende de tabte drenge fra hinanden, får man alligevel fornemmelsen af større personligheder. Jeg må indrømme, at kærlighedshistorien ikke sagde mig så meget, men i stedet blev jeg betaget af Andersons sprog og hendes beskrivelser af hendes Neverland, dets karakterer og dets legender.

Jeg var vild med Tinker Bell som fortæller; der er øjeblikke, hvor man glemmer, hun er der, men så skal hun nok minde læseren om det ved at hive en karakter i håret. I Tinker Bells øjne bliver Tiger Lily til en helt speciel pige, og jeg tror, det i denne sammenhæng er et meget vigtigt greb: Der er ingen tvivl om, at hun forguder Tiger Lily næsten ligeså meget, som hun forguder Peter Pan, og hvis fortællestilen ikke havde været således, kunne det hurtigt være kammet over i en irriterende beskrivelse af, hvor lidt Tiger Lily er som alle andre piger. Der var spor af det, da Wendy Darling kommer til Neverland – for hendes kvindelighed og omsorgsfulde væsen er tydeligvis en trussel for både Tinker Bell og Tiger Lily – men det kammer heldigvis aldrig helt over.

Alt i alt er jeg glad for endelig at have fået læst Tiger Lily, selvom den ikke helt levede op til forventningerne. Næste gang skal jeg læse Bente fra Trolderiers yndlingsbog, I Capture the Castle af Dodie Smith – og det er endnu en af de der bøger, som jeg har villet læse i meget lang tid, så det ser jeg virkelig frem til.

Jeg savner…

tumblr_olfshmeht31vgqsdro7_500

  • ALLE afsnittene af Riverdale på Netflix. Come on, altså (gæt, hvem jeg shipper?).
  • At racisme/sexisme/homofobi/osv. i bøger bliver påpeget mere i danske anmeldermiljøer (Hvis det vækker din nysgerrighed, anbefaler jeg The Bookavids blog. Start med det her indlæg).
  • At blive inspireret.
  • En fantastisk, lesbisk romance. (Ville personligt gerne se Zolitas “Holy” video i en filmatiseret udgave. Kuldegysninger over hele linjen.)
  • At have tid og overskud til at læse  andet end studielæsning.
  • Solen; mit humør var så fantastisk de to dage, den tittede frem i den her uge. Nu er humøret i kulkælderen igen.
  • At møde nye mennesker.

Michel Houellebecq: Platform

Not having anything around to read is dangerous: you have to content yourself with life itself, and that can lead you to take risks.

Inden jeg kommer alt for godt i gang med min anmeldelse, vil jeg hurtigt slå fast, at jeg aldrig selv ville have læst – eller købt – Platform, hvis det ikke havde været fordi, jeg skulle læse den på mit studie. Houellebecq er kendt for at skrive romaner med anti-feministiske og islamofobiske elementer, og selvom jeg er stor fan af, at bøger udfordrer læseren (også med synspunkter, som man ikke nødvendigvis er enig i), var jeg stærkt overbevist om, at hans romaner ikke var noget for mig. At læse Platform har ikke ændret dette synspunkt, blot gjort mig mere sikker i min sag.

Hovedpersonen, der også hedder Michel, rejser på en charterrejse til Thailand, hvor han hurtigt begynder at kede sig. De, han rejser med, interesserer ham ikke synderligt, og det eneste, der lader til at fornøje ham ved Thailand, er landets bordeller. Den eneste, han kan lide fra rejseselskabet er Valérie, men han reagerer ikke på sin lyst efter hende, før de er tilbage i Frankrig igen. I hjemlandet indleder de et passioneret forhold, og i et forsøg på at give rejsebureaet, Valérie arbejder på, en makeover, planlægger de at markedsføre sexturisme i Asien.

En af Michels (hovedpersonen, ikke forfatterens) hovedteser er, at vestens kvinder er for maskuline – så meget, at der ingen maskulinitet er tilbage til mænd. Kvinderne er simpelthen for selvstændige; de har højt betalte jobs, lækre lejligheder, men værst af alt: På grund af dette har de mistet lysten til sex. De har mistet lysten til at give og modtage nydelse, og dette bringer både mænd og kvinder ind i et tomrum, som betyder, at de søger mere og mere mod smerten i stedet. I østen har de i midlertidigt masser af kærlighed: Her mangler de i stedet penge – og disse to poler, mener Michel, kan med fordel forenes og danne en løsning.

Så… der var mange ting i denne roman, der fik mig til at skære tænder, bande og sætte aggressive understregninger. Først og fremmest er hovedpersonen knaldhamrende racistisk og misogyn. Jeg fandt ingen forsonende træk hos ham – selv ikke hans kærlighed til Valérie kunne bløde lidt op for ham. Han er negativ og pessimistisk på menneskets vegne, og der bliver fyldt så mange sider ud med det.

Der er mange ting, jeg godt kan se meningen bag – som i, at jeg forstår, at han skriver så kvindefjendsk, når nu hans lidelse er vestens kvinders skyld – og eftersom løsningen er thaiprostituerede, forstår jeg også den forsimplede portrættering af disse. Men jeg er ikke overbevist af hans kritik – og måske er det også fordi, jeg selv sidder, og føler mig ramt. Som feminist er det svært ikke at føle sig ramt – og alligevel kan jeg ikke tage kritikken seriøst. Mange gange sad jeg og havde et mentalt billede af hovedpersonen, der sad med armene over kors og rakte tunge ad mig; og i mit mentale billede pegede min tunge også fluks tilbage på ham.

En ting er, at jeg ikke føler mig overbevist om en af bogens største pointer – en anden er skrivestilen. Bogen er fuld af vold og sex – og sidstnævnte bliver beskrevet som en ufrivillig parodi på en erotisk roman. Jeg ved ikke, om det er oversættelsen, der misser noget. For på den ene side kunne det godt være et bevidst, stilistisk valg fra Houellebecq – det ligger sig lidt i det satiriske spor, han arbejder i – men på den anden side træder det overhovedet ikke klart frem og kommer til at blive en underlig mellemting, der blot efterlader mig med et skeptisk, hævet øjenbryn.

Jeg havde det lidt ambivalent med at skulle anmelde en bog, jeg måske ikke havde givet en fair chance til at starte med, men det føles egentlig meget konstruktivt at skrive ned, hvorfor jeg ikke kan lide den. For det er længe siden, jeg har været så irriteret – ja, decideret vred – på en bog; og det må jeg da give Houellebecq. Jeg har på fornemmelsen, at han skriver for at provokere, og det er i den grad lykkedes for ham med Platform.

Emma Donoghue: The Wonder

How could the child bear not just the hunger, but the boredom? The rest of humankind used means to divide the day, Lib realized – as reward, as entertainment, the chming of an inner clock. For Anna, during this watch, each day had to pass like one endless moment.

Mange kender Donoghue for hendes roman, Room, der i 2015 blev filmatiseret med Brie Larson og Jacob Tremblay i hovedrollerne. Faktisk adskiller Room sig fra Emma Donoghues øvrige forfatterskab: Hun skriver oftest historisk fiktion, og dette er The Wonder et smukt eksempel på. Scenen er 1850’ernes Irland, hvor den 12-årige pige Anna hævder, at hun ikke har indtaget andet end vand siden sin fødselsdag – og det er altså fire måneder siden! Romanen er inspireret af virkelige hændelser om fastende piger mellem det 16. og det 20. århundrede, og er et fascinerende (og skræmmende) portræt af religiøs fanatisme sat op mod fornuften.

Den engelske sygeplejerske, Lib, bliver kaldt til den lille, irske by for at holde øje med Anna. I to uger skal hun og nonnen, Sister Michael, holde et vågent øje med, om Anna indtager mad. Anna selv påstår, at hun lever af “manna fra himlen”, men Lib er skeptisk. Hun er fuldt og fast overbevist om, at barnet – med eller uden sin familie – snyder den irske, fundamentalistiske landsby, der er overbevist om, at hun er en ny helgen.

Et af de bedste adjektiver, jeg kan sætte på romanen er “langsom” – langsom ment i allerbedste mening. Den kryber sig snigende ind på én. Første halvdel af romanen, hvor problematikken blev udfoldet, havde jeg meget svært ved at blive engageret i – men der sker noget afgørende i romanen, som fik mig til at blive liggende til klokken halv fire om natten for at læse færdigt. Donoghue formår at skrive spænding på en subtil måde, som gør første dels langsommelighed til en nødvendighed. Jeg er overbevist om, at The Wonder er en roman, man er nødt til at være tålmodig med. Hvis man kan være det, kommer det til at belønne sig i romanens anden halvdel, hvor svaret på gåden udmunder i en skræmmende problematik, der leder til ekstreme konsekvenser.

Atmosfæren i romanen er omgivet af mystik, mørke og en udefinerbar følelse af noget andet. Noget, der er dybt og fundamentalt forkert, men som man som læser ikke kan sætte en finger på, hvad er. Man kommer til at dele Libs frustrationer over ikke at kunne gennemskue, hvad der er på spil. Fornuften fortæller én, at der ikke kan være noget overnaturligt eller guddommeligt på færde. I stedet er svaret – uden at spoile for meget – nærmest lige for næsen af en. Donoghue omgiver således romanen med et slør, der ikke lader én tænke i gennemskuelige baner – og det er netop det, der gør romanen så god. The Wonder var en af de sidste romaner, jeg læste i 2016 – og hvilken måde at slutte året af på, langsommeligheden til trods.

Læseprojekt 2017: Andres yndlingsbøger

I 2017 vil jeg gerne udvide mine læsehorisonter – og jeg har længe tænkt på, hvordan jeg kan gøre det bedst. Selvom jeg synes, jeg læser en god blanding af genrer, er jeg alligevel tilbøjelig til at vælge de sikre bøger: Dem, der har elementer, der bare skriger af “mig” – og det er det meste af tiden også så skønt. Jeg har tænkt over, hvad det er, der gør, at jeg nogle gange får lyst til at læse udenfor min komfortzone – og det er passion. Når folk virkelig elsker en bog og taler i så rosende gloser om den, smitter entusiasmen af på mig, og jeg får lyst til at læse bogen. Det er bare så sjældent, jeg får gjort noget ved det – for som regel er der store eller små elementer i de omtalte bøger, der gør, at jeg kommer i tvivl om, at jeg vil nyde bogen.

Men nu tager jeg handling! I 2017 vil jeg læse seks af andres yndlingsbøger – ideelt set bliver det et miks på tværs af genrer, så jeg netop kommer ud af min komfortzone. Uanset hvad glæder jeg mig til projektet.

Jeg vil hveranden måned give ordet til anbefaleren, der kort præsenterer og skriver om deres yndlingsbog. Hvorfor de elsker den, og hvad den betyder for dem. I samme indlæg vil jeg selv reflektere over, hvad jeg har fået ud af at læse bogen, og hvad jeg synes om den – så ideelt set bliver det en anmeldelse med to synspunkter.

Allerede nu har jeg hivet fat i nogle seje personer, der gerne vil anbefale mig bøger – men jeg mangler stadig flere anbefalinger til projektet, så hvis det lyder som noget, du har lyst til, så send mig meget gerne en mail på millah@live.dk. 

Om de bedste bøger og at sparke 2016 væk

Kære 2016,
Jeg er virkelig glad for, at du snart slutter, for du har ærlig talt ikke været særlig sød. Hverken på det personlige eller politiske plan (ej at forglemme alle de gode mennesker, du har ladet dø). Faktisk glæder jeg mig virkelig meget til at sparke dig væk (ja, jeg hopper altså ikke!) og gøre plads til 2017, som – 7-9-13, bank under bordet – kun kan blive bedre. I det mindste har du da stadig budt mig på gode læseoplevelser (og det manglede da også bare), og det er dem, jeg vil dele de bedste af her. Jeg har ikke skrevet anmeldelser af dem alle, så i stedet har jeg enten linket til nogle gode anmeldelser eller til deres Goodreads side – de kan alle varmt anbefales!

2e34ffr

  • Ali Smith – Girl Meets Boy: Det var en af de første bøger, jeg læste i 2016 – og lige siden har jeg ikke kunnet tie stille om den (eller Ali Smiths forfatterskab generelt). Girl Meets Boy er en tankevækkende, lille roman, der underholder og provokerer.
  • Virginia Woolf: To the Lighthouse: I 2016 er jeg kommet lidt længere i mit projekt om at læse hele Woolfs forfatterskab – To the Lighthouse kan være svær at læse, da Woolf her virkelig folder sin stream of conscioussness ud – men jeg synes, romanen var det hele værd. Passagen, hvor historien bliver fortalt af det gamle sommerhus, tog ganske simpelt vejret fra mig.
  • Marjane Satrapi – The Complete Persepolis: Satrapis graphic novel memoir er fantastisk; hendes streg er simpel, men fortæller alligevel historien så levende og hjerteskærende.
  • Donna Tartt – Stillidsen: Stillidsen havde med sin imponerende størrelse længe afskrækket mig – men jeg er så glad for, at jeg endelig fik den læst. På trods af Tartts lange sætninger og beskrivelser, var jeg fuldkommen suget ind i Theo Deckers verden, og den endte faktisk med at blive lidt af en page turner.
  • Marya Hornbacher – The Center of Winter: Hornbachers første roman er hjerteskærende, trist og samtidig fuld af håb. Hun portrætterer sorg som knusende, men lader alligevel læseren tilbage med en følelse af, at der er håb forude.
  • Delphine de Vigan – Alt må vige for natten: de Vigans autofiktion er barsk læsning, men også et ærligt portræt af forfatterens mor, der bestemt ikke har haft det let. Jeg er så glad for, at der er forfattere som de Vigan, der udfordrer grænsen mellem fiktion og non-fiktion – det giver en hel særlig læseoplevelse.
  • Michael Cunningham – The Hours: Cunninghams portræt af tre kvindeskæbner (Clarissa Vaughan – der ligesom Mrs. Dalloway skal holde en fest -, Laura Brown i 1950’ernes Los Angeles og Virginia Woolf, der snart kommer til at skrive Mrs. Dalloway) er så fin. Som Woolf-elsker er denne spin-off roman et must: Karaktererne og deres skæbner er beskrevet med så meget hjertevarme og empati, og selvom romanen er smækfuld med referencer til netop Mrs. Dalloway, bliver det aldrig kikset, og selv hvis man ikke er Woolf-fan, er jeg sikker på, at man vil få en kæmpe læseoplevelse.

Honorable mentions (det lyder bare ikke godt på dansk, vel?)

  • Gabriel García Marquez – 100 Years of Solitude: Selvom romanen ikke var en af mine favoritter, tænker jeg alligevel ofte på den forunderligt skøre roman, der på fantastisk vis illustrerer, hvorfor magisk realisme er sådan en fed genre.
  • Meredith Russo – Hvis jeg var din pige: Romanen var en af de eneste YA romaner, jeg læste i år (desværre) – og jeg kunne ikke have valgt en bedre en af slagsen.
  • Marguerite Duras – Sommeren 80: Duras’ forunderlige, lille samling af essays er en blanding af fakta, fiktion og politik – en til tider noget hæsblæsende blanding, hvor man skal have tungen lige i munden, men jeg nød virkelig at læse den.
  • Jonathan Safran Foer – Eating Animals: Denne bog har betydet virkelig meget for mig på et personligt plan i 2016 – men ud over dette er den også fantastisk skrevet og præget af yderst god research, der tvinger en til at åbne øjnene for sine omgivelser.

Jeg sparker som nævnt 2016 væk – og med en blanding af strawberry daiquiries, long island ice tea og asti, er jeg sikker på, at det nok skal gå fremragende. I må have en herlig aften, hvorend og hvordan I fejrer den. Godt nytår!

Hvilke bøger er de bedste, du har læst i 2016?

Om hellere at ville se serier og en Goodreads challenge

giphy

For en måneds tid siden skrev Kirstine et velreflekteret indlæg om Goodreads’ læseudfordring. Det er noget, jeg selv har tænkt en del over – specielt efter, jeg er begyndt at blogge, og lige nu, hvor både min læsning og bloggen bliver forsømt på det groveste, fylder det mere, end det burde.

For jeg har simpelthen ikke tiden til at læse. Egentlig har jeg altid sagt, at det handler om at prioritere – at man i stedet for at binge watche serier skal dykke ned i en bog – og det tror jeg for så vidt stadig på, selvom jeg gerne vil korrigere mine overvejelser. For jeg tror på, at læsning er en vanesag, og at man skal vænne sig til at rive tid ud af sin hverdag til at læse – så det er sådan noget, jeg fortæller min veninde, der har svært ved at få læst en enkelt bog på et år (og som i øvrigt gerne vil læse mere).

Litteraturvidenskab har generelt et virkeligt højt pensum, og det meste af tiden nyder jeg det. Jeg elsker både de tunge teoritekster og de skønlitterære værker. Jeg er videbegærlig, og jeg ville ønske, jeg kunne studere for evigt. Jeg kalder mig med stolthed for en nørd – så dette er på ingen måde en klagesang over, at det er for hårdt. Niveauet er i midlertidig blevet løftet, og jeg skal kæmpe en del for at følge med, eftersom jeg hoppede ind senere i semesteret efter en kort svipser bestående af et forkert valgt tilvalgsfag – og jeg skal derfor også op i udvidet pensum i alle mine tre kurser, som klart nok forhøjer læsebyrden.

Det var vidst et længere sidespor, men min pointe er, at jeg efter at have fordybet mig i studielæsning, har svært ved at koncentrere mig om min fritidslæsning. Jeg får højst læst ti sider, inden jeg skal sove. For når jeg har tid til at slappe af, vil jeg langt hellere binge watche tv-serier, end jeg vil åbne en bog. Og jeg bliver ved med at minde mig selv om, at det jo også er helt i orden.

Jeg går næsten og skæver ængsteligt til den åndssvage Goodreads challenge. Sandheden er jo, at jeg læser en masse – men der er ikke særligt meget af det, der kan registreres på Goodreads. Jeg ved ikke, om jeg når i mål i år, også selvom jeg lige for tiden er foran med en bog – og hvis jeg ikke gør, prøver jeg i hvert fald at fortælle mig selv, at det ikke er andet end et tal. Jeg er bare så vild med lister, læsemål og at kunne krydse noget af på en liste – og i det her tilfælde er det irrationelt og dumt. I stedet for at fokusere på, om jeg når at læse 70 bøger, bør jeg fokusere på, at det i det hele taget er flot, at jeg får læst ved siden af studiet – noget, jeg ved, mange af mine medstuderende har svært ved – og at jeg det meste af tiden har fået nogle gode læseoplevelser ud af det.

Og når vi nu er ved det… Hvilken serie kan anbefales at binge watche? Jeg kan lide serier som The 100, Orphan Black, Buffy the Vampire Slayer og Black Mirror.

Meredith Russo: Hvis jeg var din pige

Tak til Carlsen for anmeldereksemplaret. 

Virginia smilede til mig i bakspejlet, varm og vis. “Du kan få alt,” sagde hun, “når først du indrømmer over for dig selv, at du fortjener det.”

Apropos at holde sig oven vande: Forfattere som Russo er med til at gøre det. For da jeg første gang hørte om Meredith Russos debut, blev jeg så glad: Det er på tide, at transkønnede forfattere bliver en del af det kommercielle bogmarked, og Hvis jeg var din pige er sådan en fin roman, der forhåbentlig kommer til at bane vejen for en lang række romaner skrevet af transkønnede forfattere. Jeg læste en fremragende anmeldelse af Karen på Goodreads, som jeg bliver nødt til at fremhæve et citat fra, der understreger min egen pointe:

reviewing this book in terms of whether it is “good” or “not good” is almost irrelevant, because it’s one of those books that needs to exist for reasons that transcend a reader’s enjoyment of it.

Amanda er transkønnet og er lige flyttet til Lambertsville, hvor hun starter i en ny skole. Her bliver hun mødt af et helt nyt liv, hun før ikke har været vant til: For her taler pigerne til hende og vil være hendes veninder, og fyrene er ved at falde over hinanden for at komme til at tale med hende. Men det er Grant, der er speciel, og Grant, som begynder at få følelser for – men hvordan skal hun nogensinde få fortalt ham sin hemmelighed?

Jeg havde det lidt ambivalent med Hvis jeg var din pige. Det er sjældent, jeg læser YA romancer, og det spiller helt sikkert en rolle i forbindelse med de tanker, jeg sidder tilbage med nu. Jeg synes nemlig, at flashbacksne der beskrev Amandas overgang – hendes svære tid med at acceptere sig selv og sin kønsidentitet, hate crimes og operationerne – var romanens stærkeste passager. Som ciskønnet læser kan jeg naturligvis ikke sidde og gøre mig klog på, hvordan transkønnede føler – men med Amandas narrativ føler jeg, at jeg opnåede en større forståelse af, hvordan det kan føles.

Romanen er opbygget i et hurtigt tempo, og det gør, at der er detaljer, der er nødt til at blive udeladt. Russo er selv inde på dette i sit efterord – hun taler blandt andet om, at Amanda er en glamourøs transkønnet karakter, for Amanda har haft en forholdsvis nem transition, som blandt andet indebærer, at lever op til samfundets krav om at være en smuk kvinde og er heteroseksuel. Jeg var vild med denne passage fra efterordet, som jeg synes, det er vigtigt at tænke over, når man læser romanen som ciskønnet:

Amandas liv og identitet ville have været lige så gyldig, hvis hun ikke havde fundet ud af det før senere i livet, eller hvis hun var en drengepige, eller hvis hun var biseksuel eller lesbisk eller aseksuel, eller hvis hun havde haft problemer med at ligne en pige, eller hvis hun enten ikke kunne eller ikke valgte at blive opereret i de nedre regioner.

Så det var ikke så meget det glimt af utopi, der var i Meredith Russos fremstilling af Amanda som karakter, jeg havde et problem med. Jeg synes ikke, der var særlig mange gnister mellem Amanda og Grant, ligesom jeg havde svært ved at tro på, at Amandas veninder var så åbne, som de var. Romanen foregår trods alt i high school i en lille by, Amanda er den nye pige (og virkelig smuk) – det fandt mig simpelthen ikke realistisk, at en fasttømret venindegruppe så hurtigt ville lukke en ny pige ind i deres vennekreds.

Men alligevel holdt jeg af romanens karakterer: Amanda, der både er usikker og modig, Grant, der under overfladen er mere skrøbelig, end hvad man skulle tro, Amandas veninde Chloe, der selv gemmer på en hemmelighed, Virginia, Amandas mentor, der er fuld af visdomsord og Amandas far, der virkelig prøver at forstå, men som også er bange. Han er bange for den shitty verden, der viser sig, når man er anderledes og stikker ud – og det er desværre fortsat med god grund.

Du skal læse Hvis jeg var din pige, hvis du ønsker en nem og lettilgængelig kærlighedshistorie, men samtidig gerne vil høre en overhørt stemme fortælle en historie. Meredith Russos roman er lige dele underholdende, romantisk og – til tider – fremkaldte den endda små tårer i mine øjenkroge. På Bogforum fortalte Russo, at hun i øjeblikket arbejder på en kærlighedshistorie om to non-binary unge – og det er noget, jeg virkelig ser frem til, for med hendes forståelse for at skrive om unge mennesker identiteter, kan det kun blive fantastisk.

Om at holde sig oven vande

I går vågnede jeg op til nyheden om, at USA har valgt Donald Trump som præsident. Ud over, at det i sig selv er forfærdeligt, betyder dette også, at Mike Pence nu er vicepræsident. Uden at gå for meget i detaljer, vil jeg blot nævne, at en af Pences stærkeste mærkesager er omvendingsterapi for LGBT+ personer.
Dette afspejler en tendens, der skræmmer mig – for vi kan ikke bare sidde i Europa og sige, at det ikke er vores problem. Jeg har så meget på hjerte, og kan ikke få skrevet ord ned – i stedet lader jeg Emily Dickinson om at holde liv i mit spinkle håb.

 

“Hope” is the thing with feathers –
That perches in the soul –
And sings the tune without the words –
And never stops – at all –
And sweetest – in the Gale .- is heard –
And sore must be the storm –
That could abash the little Bird
That kept so many warm –
I’ve heard it in the chillest land –
And on the strangest Sea –
Yet – never – in Extremity,
It asked a crumb – of me.
Emily Dickinson – “Hope” is the thing with feathers