Iain Pears: Arcadia

He knows all the stories about the creatures of the woods; the devils and demons, the fairies and the monsters. It is why no one goes there alone, not even in a cold winter when fuel is short. The woods are dangerous to anyone who ventures in unprotected.

I England under den kolde krig skriver den pensionerede spion, Henry Lytten, på sin fantasy roman. Som en hver anden forfatter kæmper han med sit univers, der på en og samme tid skal være harmonisk, men heller ikke adskille sig for meget fra den verden, han lever i. Nabopigen Rosie kommer jævnligt på besøg for at fodre Henrys dovne kat, men en dag er den forsvundet. Jagten på katten leder hende til husets kælder og et vindue, der viser et helt andet landskab end den verden, Rosie kender til. Hun kan selvfølgelig ikke lade være med at træde ind i landskabet og ankommer til Anterworld – en verden, der minder slående om den, Lytten har skriblet ned på sit papir.

I en fjern og dystopisk fremtid hvor verden bliver styret af avanceret teknologi og en korrupt elite, har den oprørske matematiker Angela Meerson opfundet en banebrydende maskine. Da regeringen får nys om maskinens potentiale, tager hun en beslutning, der kommer til at have konsekvenser på tværs af tid og universer.

Arcadia er en utrolig kompleks roman, der ikke kun bevæger sig på tværs af tid og rum, men også mellem bogens rige kartotek af karakterer. Gang på gang tager Pears genrekonventioner op, kun for at blande dem sammen eller splitte dem ad. Læseren skal holde tungen lige i munden for at kunne følge med – men det bliver aldrig nogensinde for meget, for Pears har fuldstændig styr på selv de mindste tråde og spor, han lægger ud i sin roman.

Karaktererne mangler aldrig dybde, hvilket i sig selv er imponerende, netop fordi der så mange af dem. Selv dystopiens tyranniske leder har facetter, der overrasker. Jeg holdt specielt meget af Angela Meerson, som af hendes omgivelser bliver opfattet som gal og kompromisløs, hvilket hun også er – men hun er også meget mere end det. Hun er en kvinde i verden domineret af mænd, der vil stjæle hendes opfindelse, og hun vil ikke finde sig i det. Hun er underholdende, når hendes tanker bevæger sig ud af en tangent, som jeg ikke altid helt kunne følge, og hun er sårbar, når hun erkender, at hun ikke kan ændre slagets gang. Rosie er på mange måder en yngre udgave af Angela, som jeg samtidig bedre kunne spejle mig i: Hun har ikke lyst til at være en pæn pige, der passer hjemmet. Hun vil opleve verden, råbe højt og eksistere ligeværdigt med de mennesker, hun møder.

Som en selverklæret, litteraturteoretisk nørd nød jeg selvfølgelig Pears’ fantastiske håndværk. Det er tydeligt at se, hvor meget arbejde, der er lagt i Arcadia. Men romanen er langt fra indspist og elitær. Man behøver ikke fange referencerne for at nyde romanen. Trods de komplicerede mønstre er Arcadia også bare en fantastisk god historie.

Advertisements

2017’s femstjernede

Mit 2017 har på mange måder været en rodet affære, og dette har også kunnet spores i den sporadiske blogning, jeg har begået. At få læst, end sige at skrive anmeldelser, har ikke været min højeste prioritet – i stedet har jeg, specielt i de sidste tre måneders tid, haft travlt med at passe på mig selv, og i samme omgang er jeg stoppet med at presse mig selv så meget; sætte ambitionerne lavere og lære at trække vejret på ny. Jeg har dog stadig fået læst nogle rigtig gode bøger, som jeg har givet fem stjerner på Goodreads. Her følger en kort oversigt med mine anbefalinger af disse, samt et par titler på andre bøger, der enten skabte refleksioner eller ren og skær glæde, da jeg læste dem.

Danske titler

Naja Marie Aidt: Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage. Gyldendal 2017.
Herhjemme i Danmark var det tilbage i foråret svært at undgå buzzen om Naja Marie Aidts Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage. I poesien forsøger Aidt at artikulere sin sorg over sin søns alt for tidlige død. Jeg husker, at det nogle gange føltes grænseoverskridende at læse linjerne; den altødelæggende og ikke spor glamouriserede sorg er noget, der sjældent gives plads til i det offentlige rum. Aidts ord var så intime og nære – til trods for, at hun parafraserer mange forskellige digtere og musikere. Til sammen dannede de noget så smukt og skrøbeligt, som jeg sjældent har oplevet i digtning.

Jacob Skyggebjerg: Jalousi. Forlaget Gladiator 2017.
Jalousi er faktisk den eneste af disse bøger, jeg har skrevet en anmeldelse af. Den er hæsblæsende, voldsom og beskriver et dybt dysfunktionelt forhold helt uden at romantisere det – karakterernes desperation drypper ned ad siderne, og denne kombination udgjorde en meget intens læseoplevelse, som jeg havde svært ved at lægge fra mig.

Kristina Aamand: For enden af din pegefinger. Carlsen 2016.
Foenden af din pegefinger kunne ligeså godt være i kategorien Young Adult, men jeg synes en af romanens største kvaliteter er, at den er på dansk og foregår i Danmark. Den 17-årige Sheherazade føler sig fanget mellem sin mors forventninger om, hvad en muslimsk pige skal være og sine klassekammeraters liv, der adskiller sig fra hendes på mange måder. Da hun så møder Thea, bliver splittelsen for alvor total. For enden af din pegefinger er en stjerne i dansk ungdomslitteratur, fordi bogen formår at tage problemstillinger op fra begge miljøer, den skildrer, uden nogensinde at tvinge et synspunkt ned over læserens hoved – i stedet inviteres der til refleksion og empati. Hele romanen er desuden akkompagneret af Sheherazades zines, der både udtrykker hendes frustrationer og glæder.

Litterær fiktion

Han Kang: The Vegetarian. Oversat af Deborah Smith. Hogarth Press 2016.
I starten af året læste jeg Han Kangs The Vegetarian, der med sit mørke og dystre univers sugede mig helt ind den groteske fortælling om Yeong-hye, der efter et blodigt mareridt stopper med at spise kød. Romanen bliver fortalt af tre forskellige synsvinkler, men aldrig hovedpersonen selv, og jeg læste den især som en kommentar om kvinders manglende autonomi over deres kroppe. Han Kang formår at skrive med en særlig ildevarslende pen, der formåede at få det til at krybe ned ad ryggen på mig, end en gyserhistorie havde fået mig til i meget lang tid.

Toni Morrison: Beloved. Vintage Classics 2007 (org. udgivet 1987).
Jeg skrev mit bachelorprojekt om Toni Morrisons Beloved, og selvom det var en ambivalent proces, som har taget noget tid at distancere mig fra, er det fortsat en af mine absolut yndlingsromaner. Morrisons skildringer af slaveriet og dets konsekvenser er hårrejsende, hjerteskærende og absolut vigtig læsning.

Ayobami Adebayo: Stay with Me. Canongate Books 2017.
For mig er det stadig ubegribeligt, at Stay with Me er Ayobami Adebayos debutroman. Handlingen udspiller sig i 1980’ernes Nigeria, hvor Yejide og Akin er ufrivilligt barnløse. Flere koner er normen og en praktisk løsning på problemet ifølge Akins familie, men parret har altid holdt på, at de vil holde fast i monogami. I romanens start føler Akin sig dog presset af sin mor til at tage endnu en kone – og det er alt, hvad jeg vil fortælle om handlingen. Det er en af den slags romaner, der er bedst, når man ikke ved for meget.  Den er konstrueret på snedig vis; jeg troede hele tiden, jeg havde regnet ud, hvor romanen var på vej hen, men gang på gang tog jeg fejl. Adebayo mestrer overraskelsens kunst, uden det nogensinde bliver utroværdigt, og jeg glæder mig til at læse det næste, hun udgiver.

Andre anbefalinger:

  • Ali Smith: There but for the
  • C.E. Morgan: The Sport of Kings 

Young Adult

Angie Thomas: The Hate U Give. Walker Books 2017.
The Hate U Give har ikke været til at komme udenom, og det med god grund. Uden nogensinde at undervurdere sine læseres kløgt fortæller Thomas historien om Starr, der er vidne til, at hendes ubevæbnede ven, Khalil, bliver skudt af en politibetjent. Romanen er inspireret af Black Lives Matter bevægelsen, der protesterer imod politivold og strukturel racisme mod sorte i USA. Bevægelsen også har spredt sig til andre dele af verden). Men The Hate U Give handler ikke kun om uretfærdighed, berettiget vrede og sorg – men også om, hvor stærk man kan være, når man protesterer sammen.

Andre anbefalinger:

  • Mackenzi Lee: The Gentleman’s Guide to Vice and Virtue
  • Nina LaCour: Everything Leads to You

 

 

Andres yndlingsbøger #2: I Capture the Castle

Selvom vi nu er langt over halvvejs inde i 2017, og jeg glimrer ved mit fravær,  fortsætter projektet om at læse andres yndlingsbøger selvfølgelig (jeg har dog valgt at være realistisk og lade projektet fortsætte i 2018). Denne gang har jeg læst I Capture the Castle af Dodie Smith, som Bente fra Trolderier har anbefalet til mig.

***

Jeg hedder Bente og blogger om bøger på trolderier.wordpress.com. Det har jeg gjort siden 2013. Camilla har anbefalet én af de bedste bøger, jeg læste i 2016 – så det glæder mig at kunne gengælde den, og anbefale en af de bedste bøger, jeg læste i 2015. Jeg har en bred litterærsmag, jeg elsker coming of age-historier, historisk fiktion, fantasy, YA og ja, you name it. Næsten!

I Capture The Castle var en af de bedste bøger, jeg læste i 2015 og siden har det varmet mit hjerte at tænke på den. Det er en sødmefuld coming of age roman om de to søstre, Cassandra og Rose, der bor på et gammel, faldefærdigt slot. Historie er fortalt af Cassandra, der gennem skriblerier i sine notesbøger, forsøger at indfange livet på slottet. Den fraværende forfatter far, der har haft en succesfuld udgivelse, broderen, Thomas, der som den eneste stadig går i skole, søsteren Rose, der drømmer om at være alle andre steder end på slottet og stedmoderen – og faderens muse – Topaz, der sørger for at familielivet hænger sammen. Så dukker to amerikanske brødre op, og de får rusket op i det ellers trivielle liv på slottet. Ikke bare er fortællingen fantastisk, men sproget er også vidunderligt – det er flydende og man fornemmer, hvor gennemarbejdet bogen er. Der er så mange lag og detaljer – der er bibelskereferencer, der er referencer til musik, kunst og litteratur. Alt sammen uden, at forfatteren går på kompromis med hverken fortællingen eller sproget. Det er stadig flydende og levende.

***

I shouldn’t think even millionaires could eat anything nicer than new bread and real butter and honey for tea.

Det var langt fra kærlighed ved første kapitel, da jeg læste I Capture the Castle – og alligevel endte jeg med at holde meget af romanen. Cassandras stemme irriterede mig i store dele af bogen, og jeg fandt romancen meget forudsigelig. Jeg har haft meget svært ved at skrive om bogen, for både romancen og Cassandras stemme var også elementer, der charmerede mig fuldstændigt.

Som Bente skriver, er romanen opbygget af Cassandras dagbogsnotater. Hendes stemme er præget af en blåøjet naivitet, som på en og samme tid både var charmerende og trættende. Hendes iver efter at beskrive alt ned til de mindste detalje åbner op for atmosfæriske beskrivelser, der gør det faldefærdige slot til endnu en karakter i romanens farverige persongalleri. Jeg kunne mærke det knitrende græs mellem mine tæer, mærke bumpene på togrejserne og måbe over den overflod, som de amerikanske brødre repræsenterede. Men samtidig blev iveren også for meget, når Cassandra gang på gang bryder ind i fortællingen, for at understrege, hvor vigtigt det er, at hun netop får fortalt alle nuancerne. Hendes naivitet er skrevet allerbedst, når hun føler sig forurettet, for Cassandras retfærdighedsfølelse er virkelig stærk.

Det er langt fra plottet, der bærer romanen frem: Det er beskrivelserne. Det er tydeligt, at der er lagt så mange tanker i hver eneste sætning, og jeg nød det til fulde. De malende beskrivelser gjorde dog også, at jeg næsten manisk vendte hver eneste side, når der endelig skete noget, for blot at vende tilbage til lange beskrivelser af naturen igen. For mig hang dispositionen af plottet og beskrivelserne altså ikke helt sammen.

Jeg vil ikke skrive meget om romancen af hensyn til de, der ikke har læst romanen, men jeg er sikker på, at det var meningen, jeg skulle blive overrasket over slutningen. Det gjorde jeg som nævnt ikke – men alligevel formåede Smith gang på gang at charmere mig med Cassandras naivitet, smerte, glæde og vrede. Følelserne er virkelig stærke i bogen, og jeg tror virkelig, det var det, der gjorde, at jeg til sidst kom til at holde så meget af romanen, som jeg gjorde, på trods af de ambivalente følelser, jeg sad tilbage med, da jeg afsluttede bogen.

e.e. cummings – [i carry your heart with me(i carry it in] (1952)

Læs digtet her – lyt eventuelt med, mens e.e. cummings læser højt her.

Ovenstående kringlede titel er navnet på et af mine yndlingsdigte af e.e. cummings. Det er også et af mine favorit digte, der handler om kærlighed; det er sjældent, kærlighedsdigtning virkelig tager mig med storm, men da jeg læste digtet første gang som 15-årig, var jeg solgt – og det har jeg været lige siden. Min indre romantiker ville opleve denne altopslugende kærlighed; med årene er jeg blevet mere kynisk, men også mere frygtsom. Tanken om en sådan overvældende kærlighed skræmmer mig. Dette gør dog ikke digtet mindre storslået.

Mine yndlingsstrofer er nedenstående, der netop dykker ned i kærlighedens væsen; “the root of the root and the bud of the bud”. Så smukt, så simpelt og alligevel så kompliceret. Nøjagtigt ligesom kærligheden.

here is the deepest secret nobody knows
(here is the root of the root and the bud of the bud
and the sky of the sky of a tree called life;which grows
higher than soul can hope or mind can hide)
and this is the wonder that’s keeping the stars apart

 

100 kvindelige forfattere

Jeg elsker lister – specielt lister, der handler om bøger, film og serier. Jeg har i mange år troligt krydset af, når jeg har læst en bog fra BBC’s The Big Read Top 100, og jeg har fundet meget inspiration i mange andre lister, der lister bøger op, man skal læse, før man dør.

Men litteraturkanonen er domineret af mænd. Noget, jeg også mærker, når jeg studerer på universitetet – og jeg er træt af det. Derfor har jeg, med inspiration fra Jean’s Thoughts, udarbejdet en liste bestående af 100 kvindelige forfattere. Her har jeg både gjort plads til de klassiske forfattere som Jane Austen, Charlotte Brontë og Viriginia Woolf, men også nyere navne som Elena Ferrante, Gillian Flynn og Warsan Shire. Det har været vigtigt for mig, at få listen til at spænde så bredt, som det er muligt – både, når det gælder genre (for her er der både non-fiktion, digtning og romaner) og nationalitet. Ligeså vigtigt, som det har været for mig at listen ikke er domineret af hvide forfattere, var det dog også vigtigt, at Norden var bredt repræsenteret.

Som jeg sad og udarbejdede listen, gik det dog op for mig, hvor lavt et tal, 100 egentlig er. Derfor har jeg prioriteret forfattere, jeg ikke har læst før – og de, jeg har læst, som er kommet på alligevel, har betydet en del for litteraturhistorien eller for mig personligt. Der er ikke nogen udløbsdato på dette projekt – det skal mest af alt fungere som inspiration og motivation, og jeg ved af erfaring, at det derfor ikke nytter noget at give mig selv en tidsfrist.

Hvis I også har lyst til at deltage, så skal I være velkomne til at snuppe min liste – eller udforme jeres egen! Det kunne være skønt at sætte på dagsordenen, så skriv endelig, hvis I er blevet inspireret.

  1. Agatha Christie *
  2. Ali Smith *
  3. Alice Munro
  4. Alice Walker
  5. Angela Carter *
  6. Angela Davis
  7. Anne Brontë
  8. Anne Carson
  9. Anne Sexton
  10. Arundhati Roy
  11. Astrid Lindgren *
  12. Ayn Rand
  13. Azar Nafisi
  14. bell hooks
  15. Bharati Mukherjee
  16. Carson McCullers
  17. Charlotte Brontë
  18. Charlotte Perkins Gilman
  19. Chimamanda Ngozi Adichie *
  20. Delphine de Vigan *
  21. Djuna Barnes
  22. Donna Tartt *
  23. Doris Lessing
  24. Dorothy West
  25. Dorthe Nors *
  26. Edith Södergran
  27. Edith Wharton
  28. Elena Ferrante
  29. Elizabeth Gaskell
  30. Emmeline Pankhurst
  31. Emily Dickinson
  32. Flannery O’Connor
  33. Frances Hodgson Burnett
  34. G. Willow Wilson
  35. George Eliot
  36. Gillian Flynn *
  37. Han Kang *
  38. Harriet Beecher Stowe
  39. Helen Oyeyemi
  40. Helle Helle *
  41. Herbjørg Wassmo
  42. Inger Christensen *
  43. Irmgard Keun
  44. Isabel Allende
  45. Jane Austen
  46. Jane Bennett
  47. Jean Rhys
  48. Jeanette Winterson
  49. Jennifer Egan
  50. Jhumpa Lahiri
  51. Josefine Klougart *
  52. Joy Kogawa
  53. Julia Alvarez
  54. Kamala Markandaya
  55. Katherine Mansfield
  56. Kathleen Collins
  57. Keri Hulme
  58. Linn Ullmann
  59. Lionel Shriver
  60. Margaret Atwood
  61. Marjane Satrapi *
  62. Marina Keegan
  63. Marina Tsvetaeva
  64. Mary Wollstonecraft *
  65. Maryse Condé
  66. Maxine Hong Kingston
  67. Merete Pryds Helle *
  68. Maya Angelou
  69. Monica Ali
  70. Nella Larsen
  71. Nnedi Okorafor
  72. Octavia E. Butler
  73. Olga Ravn *
  74. Radclyffe Hall
  75. Roxane Gay
  76. Ruth Ozeki
  77. Sappho
  78. Sarah Kane *
  79. Sarah Waters
  80. Selma Lagerlöf *
  81. Simone de Beauvoir
  82. Siri Hustvedt *
  83. Sherley Anne Williams
  84. Shirley Jackson
  85. Sofi Oksanen *
  86. Susanna Clarke
  87. Suzanne Brøgger
  88. Svetlana Alexievich
  89. Sylvia Plath *
  90. Toni Morrison *
  91. Tove Ditlevsen
  92. Ursula Le Guin
  93. Vera Brittain
  94. Virginia Woolf *
  95. Vita Sackwille-West
  96. Warsan Shire
  97. Willa Cather
  98. Yaa Gyasi
  99. Zadie Smith
  100. Zora Neale Hudson

Lad os snakke om fremtiden

“Det er ikke fordi, 10 ikke er en god karakter. Det er bare ikke godt nok.” – min indre kritiker (og jordens største kælling)

Jeg elsker academia og universitetslivet afsindigt højt. Jeg elsker at lære, jeg elsker at studere, jeg elsker at gå ned i de, for mange mennesker, ubetydelige detaljer og nuancer – det, der giver bøgerne liv og gør dem til mesterværker. Jeg elsker at splitte værker fra hinanden og læse akademiske analyser, der hjælper mig med at nuancere mit syn på romanerne. Jeg er en kæmpe nørd, jeg elsker mit studie, og min største drøm har længe været at skrive en ph.d.

Da jeg startede på universitetet, var det også noget, jeg drømte om. Det var dog langt mere en utopi end noget, der kunne være virkeligt, for så god var jeg jo alligevel ikke, vel?  Det fik jeg bekræftet, da jeg dumpede min allerførste eksamen på universitetet. Det var Humanistisk videnskabsteori, og når jeg tænker tilbage på det i dag, tog jeg det egentlig med en stoisk ro. Det var okay. Jeg kunne tage en hurtig reeksamen, og min underviser skrev til mig, at han havde været ked af at dumpe mig, for jeg havde egentlig skrevet en god opgave. Jeg havde bare byttet om på begreberne i konklusionen. Principper er principper og sådan noget.

Mine karakterer var i bedste tilfælde middelmådige; jeg stavrede mig frem på første og andet semester som Bambi på glatis. Sådan er det for mange – man skal lige finde ud af, hvad man laver. Da jeg fik mit første 12-tal på tredje semester, var jeg så forvirret. Det var til en mundtlig eksamen – jeg har altid hadet mundtlige eksaminer, så jeg måtte bare have været heldig. Men tingen er, at man på universitetet ikke bare er heldig – det er i hvert fald ikke min erfaring. Hvis du ikke har forberedt dig ordentligt, bliver resultatet derefter – og selv hvis du har knoklet hårdt, er det ikke altid, det er lige det, din underviser vil have af dig.

Men jeg begyndte at tro på, jeg var god. Jeg havde en oplevelse af at skrive gode eksamensopgaver, som jeg ikke havde lyst til at splitte fra hinanden med min kritik. Jeg begyndte at kunne lide at gå til mundtlige eksaminer. Det virkede ikke så urealistisk at tro på, at jeg var  god, at jeg kunne skrive den ph.d.

Derfor begyndte mine forventninger til mig selv at stige. Min opfattelse af mig selv og mit værd var grundlagt i academia; det var det, jeg kunne finde ud af. Samtidig begyndte glæden ved mit studie at falde. De kvikke læsere vil nok regne ud, at der er en årsagssammenhæng her – men det tog mig alt for længe at regne ud. Så lang tid at jeg store dele af tiden hadede at skrive den bachelor, jeg havde set så længe frem til at skulle i gang med. Når ens selvværd er grundlagt i noget så arbitrært som ens underviseres forskellige kriterier for, hvad der er en god eksamination, skal der ikke meget til, før ens verden falder i grus.

Den her sommer har jeg brugt på alt andet end academia. Det har været befriende; jeg har arbejdet frivilligt, jeg har rejst, og jeg har på mange måder bevist over for mig selv, at mit værd ligger i så meget andet end min evne til at analysere romaner og forstå filosofi. Jeg skal starte på min kandidatuddannelse på Litteraturvidenskab nu, og jeg kan oprigtigt sige,at jeg GLÆDER mig. Helt ned i maven.

Og ph.d.’en? Man siger jo, det gennemgående er karaktererne på kandidaten, der tæller – og selvfølgelig om ens projekt er nytænkende og har relevans. Men jeg vil ikke længere arbejde mod det som et mål. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor meget det potentielt ville kunne ødelægge mig. Jeg er langt mere værd end det. Jeg er god til universitetslivet, men jeg er også god til så meget andet; og det er de kvaliteter, jeg vil arbejde videre med i fremtiden. Være et menneske fremfor alt andet – arbejde hårdt, nyde at lære og finde glæde i alle de ting, jeg elsker ved mit studie.

Det er blandt andet derfor, her har været så stille. Ud over dette, har jeg nemlig også tænkt meget over, hvordan jeg bruger mit lille hjørne af internettet – og jeg er ikke nået frem til noget endegyldigt svar. Jeg er typen, der vil have en idiotsikker plan, før jeg springer ud i noget. Men er der noget, jeg har lært denne sommer, er det at tingene nok skal gå, selvom man ikke planlægger det hele. Der er så mange gode mennesker, der står klar til at gribe én. Jeg håber også, I vil blive hængende, selvom tingene kommer til at være anderledes herinde – og hvis ikke, er jeg alligevel så taknemmelig for hver eneste læser, der har læst med så langt. Tak for jer, hver og én. Tak. ❤

Pause

Det er ikke nogen hemmelighed, at det står lidt sløvt til med nye blogindlæg herinde. I øjeblikket skriver jeg bachelor, og da jeg startede den proces, mente jeg nok, at jeg også kunne overskue at holde bloggen kørende samtidig – men som man kan se på de meget sporadiske indlæg, der er kommet de sidste mange måneder, har det simpelthen ikke været tilfældet.

Jeg har alle dage blogget, fordi jeg synes, det er sjovt og spændende. Men lige nu er det bare et for stort pres for mig. Jeg har debatteret længe med mig selv om, om jeg skulle lave sådan en officiel pause, for jeg har alle dage været meget pligtopfyldende, så derfor er det svært at erkende, at jeg ikke kan jonglere med flere bolde i luften lige nu. Men allerede mens jeg nu skriver dette indlæg, kan jeg mærke, at mine skuldre bliver bare en smule lettere.

Jeg ved ikke, hvor længe, pausen bliver, for efter min bachelor er afleveret, skal jeg fokusere på eksaminer – men en ting er sikkert: Jeg vil komme tilbage med fornyet energi, overskud og lækre indlæg, og jeg håber, I vil blive hængende.

Vi ses på den anden side. ❤

Jacob Skyggebjerg: Jalousi


Tak til Forlaget Gladiator for anmeldereksemplaret.

Øjnene bliver skræmte. Øjenbrynene trækker sig ud til siderne. Hendes mundvige spjætter. Huden bliver rød. Hendes vejrtrækning galopperer. Så er det, han bliver ved. Fordi hun endelig forstår, nu sker det endelig, endelig knækker hun. Han vil egentlig gerne stoppe, og holde hende ind til sig og sige undskyld, men det kan han ikke give sig selv lov til, det var det her, han ville opnå. Han ville have hendes reaktion.

Gennem de senere år er det blevet mere og mere normalt, at romaner, der portrætterer dysfunktionelle forhold, bliver romantiseret. Det åbenlyse eksempel er Fifty Shades of Grey, men det er også en af de mest populære troper i mange romantiske Young Adult bøger, ligesom genren New Adult nærmest lader til at være opstået for at kunne tjene penge på denne trope. Derfor var jeg også tøvende, da jeg læste romanens bagsidetekst, som fortæller læseren, at romanens hovedpersoner er “Bonnie & Clyde, Lady & Vagabonden.” Men mine fordomme blev gjort fuldkommen til skamme.

Jalousi er en hæsblæsende kærlighedshistorie, der, som man allerede kan fornemme på romanens titel, er dømt til at mislykkedes. Samsine og HP får de værste reaktioner frem i hinanden, og selv når det går godt mellem dem, er dysfunktionaliteten høj. Deres hverdag drejer sig oftest om den næste omgang sprut, den næste cigaret og den næste fede. Mellem Samsine og HP’s historie, kører der sideløbende en mailudveksling mellem dem efter de for alvor har gjort det forbi. Desperationen er til at mærke, først fra den ene part og så den anden, for så derefter at skifte over til hadske vendinger og tilsvininger. HP vil gøre alt for at såre Samsine, der har fået det til at gøre så ondt inde i ham.

Jacob Skyggebjerg skriver i et fantastisk sprog, der fanger hver eneste grå nuance i samfundets nederste socialklasse. Det er langt fra en romantisk skildring af jalousien, og det er jeg kun glad for – i stedet fremstår romanen som en rå og ærlig skildring af to mennesker, der lagde ud med gode intentioner, men hvor der ikke skal særligt meget til, før de bliver kørt ud over kanten.

“Når det er det smarede liv, når alt er på den præmis, at det er det smadrede liv. Det er den idyl, der er,” er der også, en smule kryptisk, skrevet på bagsideteksten, men alligevel opsummerer lige præcis denne sætning romanens forløb så godt. Samsine og HP sidder fast i dette smadrede liv, hvor det er svært at se forskel på rigtigt og forkert, hvor slåskampe er løsningen på konflikter, og hvor alkoholens berusende effekt bare for nogle timer kan få dem til at tro, at de har det meget godt. Skyggebjerg har begået en brutal, men alligevel meget ærlig roman, om to individers kærlighedshistorie, og han har gjort det hamrende godt. Der er intet romantisk over denne historie, selvom den netop bliver kaldt for en kærlighedshistorie – i stedet fremstiller den to menneskers sandhed råt for usødet.

Siden sidst #2

Uden helt at ville det går der næsten en måned mellem mine indlæg for tiden. En ødelagt computer, en bacheloropgave og noget så usexet som havearbejde er blot nogle af synderne. Jeg tænkte derfor, jeg ville prøve at føre et koncept videre, som jeg startede i oktober sidste år, men enten kan jeg ikke huske noget som helst, eller også har jeg rent faktisk ikke lavet særligt mange spændende ting. Derfor bliver det her bare en blanding af, hvad der lige falder mig ind.

… Jeg har fået øjnene op for showet ‘Crazy Ex-Girlfriend’, der på mange måder er fuldstændigt fantastisk. Ikke mindst pga. musiknumrene, der tager tykt pis på populærkulturens dobbeltstandarder.

… Jeg har skrevet mindst 10 kladder til blogindlæg og kasseret dem alle sammen. Jeg ved ikke, hvor den her ekstreme perfektionisme pludselig kommer fra.

Entertainment Weekly samlede det meste af slænget fra Buffy the Vampire Slayer, og min besættelse af showet eksploderede på ny. Det hjælper heller ikke på det, at jeg har opdaget Buffering the Vampire Slayer Podcast. Jeg har været ved at falde af cyklen af grin flere gange over den podcast, så den er klart anbefalelsesværdig.

… Jeg har læst romanen Jalousi af Jacob Skyggebjerg, og den er fuldstændigt åndssvagt fantastisk. Det er sådan, man skriver historier om dysfunktionel kærlighed. Jeg skriver snart en uddybende anmeldelse til bloggen, men jeg har også skrevet en kortere anmeldelse på Goodreads.

… Den der have, ikke? Jeg elsker og hader den. Jeg går og tager mig selv i at tjekke for nattefrost. Jeg overvejer, helt uden ironi, at tage tilnavnet ‘Forstadsdronning’.

Jeg glæder mig til…

… at fortsætte med bachelorskrivning. Jeg er så glad for mit emne, men lige nu er der en helt masse praktiske ting, der skal sættes på plads først.

… at kunne kalde mig bachelor i litteraturvidenskab.

… flere solrige dage i min have. Med eller uden havearbejde.

… en laaaaaang sommerferie.

Hvordan går I og har det derude? Får I læst noget godt? Set nogle gode serier? Oplevet noget?

Re: Book-shaming

Jeg læste dette indlæg af Rikke den anden dag, og var egentlig i gang med at skrive en lang kommentar til det – en kommentar, jeg endte med at synes, var alt for lang, specielt fordi min egen holdning blev mere og mere uklar, som jeg tastede løs. Forhåbentligt kommer det til at blive lidt mere klart her. Hvis du ikke allerede har læst Rikkes indlæg, vil jeg anbefale at gøre det – det gav i hvert fald mig stof til eftertanke.

For det, der skete for mig var egentlig, at jeg blev en anelse provokeret af indlægget. Der er nogle bestemte ting, jeg vil tage til efterretning, men samtidig gav den mig også en lyst til at ruske op i nogle andre ting. Jeg ved, det kan være et betændt emne, men jeg er mere end frisk på at debattere det yderligere i kommentarfeltet, hvis det skulle have interesse.

Noget af det vigtigste er at skelne mellem kritikken af bogen og kritikken af læseren. Det er heller ikke læseren, jeg er ude efter at slå oveni hovedet – men jeg ville sådan ønske, at vi stoppede med at promovere bøger, der romantiserer slaveri, forherliger usunde forhold og bruger bifobiske troper – bare for at tage nogle eksempler på noget af det, jeg har bemærket populære eksempler på de seneste år. Følgende liste indeholder spoilere for hhv. The Bone Season af Samantha Shannon, Ti Små Åndedrag af K. A. Tucker og The Graces af Laure Eve.

.

.

.

  1. Når en pige bliver taget i fangenskab, brændemærket og derefter forelsker sig i sin vogter, er det at romantisere slaveri. Selvom det er noget, vi godt kan lide at lade være med at tænke på, er der stadig mennesker i dag, der lever som slaver. Spoiler alert: De forelsker sig ikke i deres tilfangetagere.
  2. Når moralen i en roman lader til at være, at det er okay at stalke en pige, hvis liv man har ødelagt, så længe hun bliver forelsket i én, sender det en stærk signalværdi, og den har intet at gøre med virkeligheden. Stalkning er seriøst og kan potentielt få offeret til at frygte for sit liv. Der er ingen stor kærlighedshistore forbundet til det.
  3. Biseksualitet er ikke noget, man skal bruge som et plot twist i sin historie, ligesom det at oute vedkommende ikke skal normaliseres og reageres på med et skuldertræk. Selvom vi godt kan lide at se os selv som et samfund, der er kommet langt på LGBT+ området, er der igen mennnesker, der har en reel grund til at frygte for deres liv, hvis de bliver tvunget ud af skabet. Selv hvis der ikke er sådan en grund, er ens seksualitet altid ens egen, som man ikke skylder at fortælle til nogen, før man føler sig komfortabel med det.

.

.

.

Jeg synes, det er vigtigt som læser at være opmærksom på de her ting (og så har jeg ikke engang nævnt racisme, ableism og mange andre problematiske troper). Jeg ved, der er mange, der blot læser for den gode historie – og selvfølgelig skal man have lov til det. Men er det book-shaming at gøre læsere opmærksomme på de problematikker, deres yndlingsbøger har? Det synes jeg bestemt ikke. For som jeg nævner på ovennævnte liste, berører de her troper masser af marginaliserede mennesker. Det kan gøre ondt på dem at læse om, og for mange er det endnu mere frustrerende at se, at problemerne går uudtalt hen, og at det endda er noget, forfattere kan tjene penge på at skrive om. Jeg synes, vi bør forlange bedre af de bøger, vi læser – specielt, hvis man som jeg, er en forholdsvist privilegeret læser. Ikke mindst skal vi være gode allierede, der tager det seriøst, når marginaliserede råber højt om, at indholdet af en bestemt bog kan være skadende for deres minoritetsgruppe. Og igen: Det er tilladt at nyde en bog, selvom den indeholder problematiske dele; men husk at påpege det. Det betyder virkelig meget for rigtigt mange læsere.