Pause

Det er ikke nogen hemmelighed, at det står lidt sløvt til med nye blogindlæg herinde. I øjeblikket skriver jeg bachelor, og da jeg startede den proces, mente jeg nok, at jeg også kunne overskue at holde bloggen kørende samtidig – men som man kan se på de meget sporadiske indlæg, der er kommet de sidste mange måneder, har det simpelthen ikke været tilfældet.

Jeg har alle dage blogget, fordi jeg synes, det er sjovt og spændende. Men lige nu er det bare et for stort pres for mig. Jeg har debatteret længe med mig selv om, om jeg skulle lave sådan en officiel pause, for jeg har alle dage været meget pligtopfyldende, så derfor er det svært at erkende, at jeg ikke kan jonglere med flere bolde i luften lige nu. Men allerede mens jeg nu skriver dette indlæg, kan jeg mærke, at mine skuldre bliver bare en smule lettere.

Jeg ved ikke, hvor længe, pausen bliver, for efter min bachelor er afleveret, skal jeg fokusere på eksaminer – men en ting er sikkert: Jeg vil komme tilbage med fornyet energi, overskud og lækre indlæg, og jeg håber, I vil blive hængende.

Vi ses på den anden side. ❤

Jacob Skyggebjerg: Jalousi


Tak til Forlaget Gladiator for anmeldereksemplaret.

Øjnene bliver skræmte. Øjenbrynene trækker sig ud til siderne. Hendes mundvige spjætter. Huden bliver rød. Hendes vejrtrækning galopperer. Så er det, han bliver ved. Fordi hun endelig forstår, nu sker det endelig, endelig knækker hun. Han vil egentlig gerne stoppe, og holde hende ind til sig og sige undskyld, men det kan han ikke give sig selv lov til, det var det her, han ville opnå. Han ville have hendes reaktion.

Gennem de senere år er det blevet mere og mere normalt, at romaner, der portrætterer dysfunktionelle forhold, bliver romantiseret. Det åbenlyse eksempel er Fifty Shades of Grey, men det er også en af de mest populære troper i mange romantiske Young Adult bøger, ligesom genren New Adult nærmest lader til at være opstået for at kunne tjene penge på denne trope. Derfor var jeg også tøvende, da jeg læste romanens bagsidetekst, som fortæller læseren, at romanens hovedpersoner er “Bonnie & Clyde, Lady & Vagabonden.” Men mine fordomme blev gjort fuldkommen til skamme.

Jalousi er en hæsblæsende kærlighedshistorie, der, som man allerede kan fornemme på romanens titel, er dømt til at mislykkedes. Samsine og HP får de værste reaktioner frem i hinanden, og selv når det går godt mellem dem, er dysfunktionaliteten høj. Deres hverdag drejer sig oftest om den næste omgang sprut, den næste cigaret og den næste fede. Mellem Samsine og HP’s historie, kører der sideløbende en mailudveksling mellem dem efter de for alvor har gjort det forbi. Desperationen er til at mærke, først fra den ene part og så den anden, for så derefter at skifte over til hadske vendinger og tilsvininger. HP vil gøre alt for at såre Samsine, der har fået det til at gøre så ondt inde i ham.

Jacob Skyggebjerg skriver i et fantastisk sprog, der fanger hver eneste grå nuance i samfundets nederste socialklasse. Det er langt fra en romantisk skildring af jalousien, og det er jeg kun glad for – i stedet fremstår romanen som en rå og ærlig skildring af to mennesker, der lagde ud med gode intentioner, men hvor der ikke skal særligt meget til, før de bliver kørt ud over kanten.

“Når det er det smarede liv, når alt er på den præmis, at det er det smadrede liv. Det er den idyl, der er,” er der også, en smule kryptisk, skrevet på bagsideteksten, men alligevel opsummerer lige præcis denne sætning romanens forløb så godt. Samsine og HP sidder fast i dette smadrede liv, hvor det er svært at se forskel på rigtigt og forkert, hvor slåskampe er løsningen på konflikter, og hvor alkoholens berusende effekt bare for nogle timer kan få dem til at tro, at de har det meget godt. Skyggebjerg har begået en brutal, men alligevel meget ærlig roman, om to individers kærlighedshistorie, og han har gjort det hamrende godt. Der er intet romantisk over denne historie, selvom den netop bliver kaldt for en kærlighedshistorie – i stedet fremstiller den to menneskers sandhed råt for usødet.

Siden sidst #2

Uden helt at ville det går der næsten en måned mellem mine indlæg for tiden. En ødelagt computer, en bacheloropgave og noget så usexet som havearbejde er blot nogle af synderne. Jeg tænkte derfor, jeg ville prøve at føre et koncept videre, som jeg startede i oktober sidste år, men enten kan jeg ikke huske noget som helst, eller også har jeg rent faktisk ikke lavet særligt mange spændende ting. Derfor bliver det her bare en blanding af, hvad der lige falder mig ind.

… Jeg har fået øjnene op for showet ‘Crazy Ex-Girlfriend’, der på mange måder er fuldstændigt fantastisk. Ikke mindst pga. musiknumrene, der tager tykt pis på populærkulturens dobbeltstandarder.

… Jeg har skrevet mindst 10 kladder til blogindlæg og kasseret dem alle sammen. Jeg ved ikke, hvor den her ekstreme perfektionisme pludselig kommer fra.

Entertainment Weekly samlede det meste af slænget fra Buffy the Vampire Slayer, og min besættelse af showet eksploderede på ny. Det hjælper heller ikke på det, at jeg har opdaget Buffering the Vampire Slayer Podcast. Jeg har været ved at falde af cyklen af grin flere gange over den podcast, så den er klart anbefalelsesværdig.

… Jeg har læst romanen Jalousi af Jacob Skyggebjerg, og den er fuldstændigt åndssvagt fantastisk. Det er sådan, man skriver historier om dysfunktionel kærlighed. Jeg skriver snart en uddybende anmeldelse til bloggen, men jeg har også skrevet en kortere anmeldelse på Goodreads.

… Den der have, ikke? Jeg elsker og hader den. Jeg går og tager mig selv i at tjekke for nattefrost. Jeg overvejer, helt uden ironi, at tage tilnavnet ‘Forstadsdronning’.

Jeg glæder mig til…

… at fortsætte med bachelorskrivning. Jeg er så glad for mit emne, men lige nu er der en helt masse praktiske ting, der skal sættes på plads først.

… at kunne kalde mig bachelor i litteraturvidenskab.

… flere solrige dage i min have. Med eller uden havearbejde.

… en laaaaaang sommerferie.

Hvordan går I og har det derude? Får I læst noget godt? Set nogle gode serier? Oplevet noget?

Re: Book-shaming

Jeg læste dette indlæg af Rikke den anden dag, og var egentlig i gang med at skrive en lang kommentar til det – en kommentar, jeg endte med at synes, var alt for lang, specielt fordi min egen holdning blev mere og mere uklar, som jeg tastede løs. Forhåbentligt kommer det til at blive lidt mere klart her. Hvis du ikke allerede har læst Rikkes indlæg, vil jeg anbefale at gøre det – det gav i hvert fald mig stof til eftertanke.

For det, der skete for mig var egentlig, at jeg blev en anelse provokeret af indlægget. Der er nogle bestemte ting, jeg vil tage til efterretning, men samtidig gav den mig også en lyst til at ruske op i nogle andre ting. Jeg ved, det kan være et betændt emne, men jeg er mere end frisk på at debattere det yderligere i kommentarfeltet, hvis det skulle have interesse.

Noget af det vigtigste er at skelne mellem kritikken af bogen og kritikken af læseren. Det er heller ikke læseren, jeg er ude efter at slå oveni hovedet – men jeg ville sådan ønske, at vi stoppede med at promovere bøger, der romantiserer slaveri, forherliger usunde forhold og bruger bifobiske troper – bare for at tage nogle eksempler på noget af det, jeg har bemærket populære eksempler på de seneste år. Følgende liste indeholder spoilere for hhv. The Bone Season af Samantha Shannon, Ti Små Åndedrag af K. A. Tucker og The Graces af Laure Eve.

.

.

.

  1. Når en pige bliver taget i fangenskab, brændemærket og derefter forelsker sig i sin vogter, er det at romantisere slaveri. Selvom det er noget, vi godt kan lide at lade være med at tænke på, er der stadig mennesker i dag, der lever som slaver. Spoiler alert: De forelsker sig ikke i deres tilfangetagere.
  2. Når moralen i en roman lader til at være, at det er okay at stalke en pige, hvis liv man har ødelagt, så længe hun bliver forelsket i én, sender det en stærk signalværdi, og den har intet at gøre med virkeligheden. Stalkning er seriøst og kan potentielt få offeret til at frygte for sit liv. Der er ingen stor kærlighedshistore forbundet til det.
  3. Biseksualitet er ikke noget, man skal bruge som et plot twist i sin historie, ligesom det at oute vedkommende ikke skal normaliseres og reageres på med et skuldertræk. Selvom vi godt kan lide at se os selv som et samfund, der er kommet langt på LGBT+ området, er der igen mennnesker, der har en reel grund til at frygte for deres liv, hvis de bliver tvunget ud af skabet. Selv hvis der ikke er sådan en grund, er ens seksualitet altid ens egen, som man ikke skylder at fortælle til nogen, før man føler sig komfortabel med det.

.

.

.

Jeg synes, det er vigtigt som læser at være opmærksom på de her ting (og så har jeg ikke engang nævnt racisme, ableism og mange andre problematiske troper). Jeg ved, der er mange, der blot læser for den gode historie – og selvfølgelig skal man have lov til det. Men er det book-shaming at gøre læsere opmærksomme på de problematikker, deres yndlingsbøger har? Det synes jeg bestemt ikke. For som jeg nævner på ovennævnte liste, berører de her troper masser af marginaliserede mennesker. Det kan gøre ondt på dem at læse om, og for mange er det endnu mere frustrerende at se, at problemerne går uudtalt hen, og at det endda er noget, forfattere kan tjene penge på at skrive om. Jeg synes, vi bør forlange bedre af de bøger, vi læser – specielt, hvis man som jeg, er en forholdsvist privilegeret læser. Ikke mindst skal vi være gode allierede, der tager det seriøst, når marginaliserede råber højt om, at indholdet af en bestemt bog kan være skadende for deres minoritetsgruppe. Og igen: Det er tilladt at nyde en bog, selvom den indeholder problematiske dele; men husk at påpege det. Det betyder virkelig meget for rigtigt mange læsere.

Andres yndlingsbøger #1: Tiger Lily


I starten af året skrev jeg lidt om mit projekt om at læse andres yndlingsbøger. Søde Rikke var den første til at anbefale mig en bog – og herunder fortæller hun om sit valg. Herefter følger min egen anmeldelse af bogen. Tusind tak til Rikke for at deltage!

***

Mit navn er Rikke, jeg er 23 år og bosiddende i Odense. Jeg er en passioneret ekstrovert, der brænder for kultur (især litteratur). Til dagligt studerer jeg litteraturvidenskab på SDU i Odense, hvor jeg har tilvalg i Æstetik og Kulturanalyse. Derudover har jeg bloggen ”Flyv med mig”, som indeholder boganmeldelser, anbefalinger og tips, oplevelser og events, og andre finurlige ting.

Tiger Lily af Jodi Lynn Anderson er en af mine yndlingsbøger, og den anbefaler jeg til Camilla, da hun skal have læst lidt mere god YA (Young-Adult), og jeg håber sådan, at hun vil forelske sig i denne fortælling.

Tiger Lily er et fantastisk eventyr, og forfatteren skriver simpelthen så smukt og fængende. Den handler om Tiger Lily, som vi kender lidt til fra Peter Pan, men den er fortalt fra Klokkeblomsts synsvinkel, hvilket gør det yderst interessant og lettere mystisk. Vi får historien om Tiger Lily og Peter Pan, inden han møder den berygtede Wendy Darling, og den går simpelthen lige i hjertet – derudover er der selvfølgelig også havfruer og pirater involveret. Jeg knuselsker den, og den er bare så spændende! Efter endt læsning havde jeg simpelthen lyst til at læse den igen, og når jeg tænker tilbage på den, så bliver jeg nærmest helt sentimental. Den har virkelig en særlig plads i mit hjerte.

***

Tiger Lily didn’t want someone to take care of her. But I heard the longing in Tik Tok’s heart too, and the loneliness of being such a singular tyype of person, without another like himself to hold at night. He didn’t want the same for his daughter.

Ligeså længe, som jeg har kendt Rikke og læst med på hendes blog, har jeg overvejet, om jeg skulle give mig i kast med netop Tiger Lily; for Rikke har altid talt varmt om netop denne roman. Som det er med så mange andre bøger, man har lyst til at læse, er man bare nogle gange fyldt med mere eller mindre gode undskyldninger for, hvorfor man aldrig helt alligevel har fået den læst, og det korte af det lange er, at jeg aldrig rigtigt kom omkring det. Indtil nu.

Som en lille bemærkning vil jeg lige hurtigt nævne noget, der irriterede mig: Jeg kan virkelig ikke forstå, at den bliver omtalt som mørkere end den oprindelige Peter Pan i de udtalelser, der er trykt på bogens første sider: “Readers will find it hard to resist being drawn into Tiger Lily’s world, where dangers and emotions are painted several shades darker than in J.M. Barrie’s classic fantasy.” (Publishers Weekly) Det er ikke fordi, Tiger Lily ikke er mørk, men i forsøget på at lovprise bogen, synes jeg simpelthen udtalelserne kommer til at nedvurdere og forsimple Tiger Lilys inspirationskilde. Ganske vidst er Peter Pan en børnebog, og hvis man kun kender til Disneys filmatisering, kan jeg godt forstå sammenligningen, men Barries klassiske fortælling er simpelthen langt mere dyster og mørk, end man umiddelbart skulle tro. Dette har selvfølgelig ikke noget at gøre med Tiger Lily, Jodi Lynn Anderson eller for den sags skyld Rikkes anbefaling, men jeg blev simpelthen nødt til at nævne det (og så læs, læs, læs Peter Pan, for den er fantastisk!)

Jeg forsøgte selvfølgelig at skubbe min indledende irritation til side, for det har kun noget med en underlig markedsføring at gøre. Jeg ved dog ikke, om denne irritation spillede ind alligevel, for jeg forelskede mig desværre ikke så meget i Tiger Lily, som Rikke (eller jeg) havde håbet på.

Når det så er sagt er det stadig en god genfortælling. Anderson formår virkelig at respektere Peter Pans præmisser, men samtidig udforsker hun nye kroge af klassikeren, som var spændende at følge. Hook er for eksempel ikke så frygtindgydende, som han før er blevet portrætteret, men er i stedet lidt af en stakkels, alkoholiseret mand med en livskrise, Tiger Lilys stamme bliver udsat for et forsøg på kolonialisering af englænderne og selvom det stadig er svært at kende de tabte drenge fra hinanden, får man alligevel fornemmelsen af større personligheder. Jeg må indrømme, at kærlighedshistorien ikke sagde mig så meget, men i stedet blev jeg betaget af Andersons sprog og hendes beskrivelser af hendes Neverland, dets karakterer og dets legender.

Jeg var vild med Tinker Bell som fortæller; der er øjeblikke, hvor man glemmer, hun er der, men så skal hun nok minde læseren om det ved at hive en karakter i håret. I Tinker Bells øjne bliver Tiger Lily til en helt speciel pige, og jeg tror, det i denne sammenhæng er et meget vigtigt greb: Der er ingen tvivl om, at hun forguder Tiger Lily næsten ligeså meget, som hun forguder Peter Pan, og hvis fortællestilen ikke havde været således, kunne det hurtigt være kammet over i en irriterende beskrivelse af, hvor lidt Tiger Lily er som alle andre piger. Der var spor af det, da Wendy Darling kommer til Neverland – for hendes kvindelighed og omsorgsfulde væsen er tydeligvis en trussel for både Tinker Bell og Tiger Lily – men det kammer heldigvis aldrig helt over.

Alt i alt er jeg glad for endelig at have fået læst Tiger Lily, selvom den ikke helt levede op til forventningerne. Næste gang skal jeg læse Bente fra Trolderiers yndlingsbog, I Capture the Castle af Dodie Smith – og det er endnu en af de der bøger, som jeg har villet læse i meget lang tid, så det ser jeg virkelig frem til.

Jeg savner…

tumblr_olfshmeht31vgqsdro7_500

  • ALLE afsnittene af Riverdale på Netflix. Come on, altså (gæt, hvem jeg shipper?).
  • At racisme/sexisme/homofobi/osv. i bøger bliver påpeget mere i danske anmeldermiljøer (Hvis det vækker din nysgerrighed, anbefaler jeg The Bookavids blog. Start med det her indlæg).
  • At blive inspireret.
  • En fantastisk, lesbisk romance. (Ville personligt gerne se Zolitas “Holy” video i en filmatiseret udgave. Kuldegysninger over hele linjen.)
  • At have tid og overskud til at læse  andet end studielæsning.
  • Solen; mit humør var så fantastisk de to dage, den tittede frem i den her uge. Nu er humøret i kulkælderen igen.
  • At møde nye mennesker.

Michel Houellebecq: Platform

Not having anything around to read is dangerous: you have to content yourself with life itself, and that can lead you to take risks.

Inden jeg kommer alt for godt i gang med min anmeldelse, vil jeg hurtigt slå fast, at jeg aldrig selv ville have læst – eller købt – Platform, hvis det ikke havde været fordi, jeg skulle læse den på mit studie. Houellebecq er kendt for at skrive romaner med anti-feministiske og islamofobiske elementer, og selvom jeg er stor fan af, at bøger udfordrer læseren (også med synspunkter, som man ikke nødvendigvis er enig i), var jeg stærkt overbevist om, at hans romaner ikke var noget for mig. At læse Platform har ikke ændret dette synspunkt, blot gjort mig mere sikker i min sag.

Hovedpersonen, der også hedder Michel, rejser på en charterrejse til Thailand, hvor han hurtigt begynder at kede sig. De, han rejser med, interesserer ham ikke synderligt, og det eneste, der lader til at fornøje ham ved Thailand, er landets bordeller. Den eneste, han kan lide fra rejseselskabet er Valérie, men han reagerer ikke på sin lyst efter hende, før de er tilbage i Frankrig igen. I hjemlandet indleder de et passioneret forhold, og i et forsøg på at give rejsebureaet, Valérie arbejder på, en makeover, planlægger de at markedsføre sexturisme i Asien.

En af Michels (hovedpersonen, ikke forfatterens) hovedteser er, at vestens kvinder er for maskuline – så meget, at der ingen maskulinitet er tilbage til mænd. Kvinderne er simpelthen for selvstændige; de har højt betalte jobs, lækre lejligheder, men værst af alt: På grund af dette har de mistet lysten til sex. De har mistet lysten til at give og modtage nydelse, og dette bringer både mænd og kvinder ind i et tomrum, som betyder, at de søger mere og mere mod smerten i stedet. I østen har de i midlertidigt masser af kærlighed: Her mangler de i stedet penge – og disse to poler, mener Michel, kan med fordel forenes og danne en løsning.

Så… der var mange ting i denne roman, der fik mig til at skære tænder, bande og sætte aggressive understregninger. Først og fremmest er hovedpersonen knaldhamrende racistisk og misogyn. Jeg fandt ingen forsonende træk hos ham – selv ikke hans kærlighed til Valérie kunne bløde lidt op for ham. Han er negativ og pessimistisk på menneskets vegne, og der bliver fyldt så mange sider ud med det.

Der er mange ting, jeg godt kan se meningen bag – som i, at jeg forstår, at han skriver så kvindefjendsk, når nu hans lidelse er vestens kvinders skyld – og eftersom løsningen er thaiprostituerede, forstår jeg også den forsimplede portrættering af disse. Men jeg er ikke overbevist af hans kritik – og måske er det også fordi, jeg selv sidder, og føler mig ramt. Som feminist er det svært ikke at føle sig ramt – og alligevel kan jeg ikke tage kritikken seriøst. Mange gange sad jeg og havde et mentalt billede af hovedpersonen, der sad med armene over kors og rakte tunge ad mig; og i mit mentale billede pegede min tunge også fluks tilbage på ham.

En ting er, at jeg ikke føler mig overbevist om en af bogens største pointer – en anden er skrivestilen. Bogen er fuld af vold og sex – og sidstnævnte bliver beskrevet som en ufrivillig parodi på en erotisk roman. Jeg ved ikke, om det er oversættelsen, der misser noget. For på den ene side kunne det godt være et bevidst, stilistisk valg fra Houellebecq – det ligger sig lidt i det satiriske spor, han arbejder i – men på den anden side træder det overhovedet ikke klart frem og kommer til at blive en underlig mellemting, der blot efterlader mig med et skeptisk, hævet øjenbryn.

Jeg havde det lidt ambivalent med at skulle anmelde en bog, jeg måske ikke havde givet en fair chance til at starte med, men det føles egentlig meget konstruktivt at skrive ned, hvorfor jeg ikke kan lide den. For det er længe siden, jeg har været så irriteret – ja, decideret vred – på en bog; og det må jeg da give Houellebecq. Jeg har på fornemmelsen, at han skriver for at provokere, og det er i den grad lykkedes for ham med Platform.

Emma Donoghue: The Wonder

How could the child bear not just the hunger, but the boredom? The rest of humankind used means to divide the day, Lib realized – as reward, as entertainment, the chming of an inner clock. For Anna, during this watch, each day had to pass like one endless moment.

Mange kender Donoghue for hendes roman, Room, der i 2015 blev filmatiseret med Brie Larson og Jacob Tremblay i hovedrollerne. Faktisk adskiller Room sig fra Emma Donoghues øvrige forfatterskab: Hun skriver oftest historisk fiktion, og dette er The Wonder et smukt eksempel på. Scenen er 1850’ernes Irland, hvor den 12-årige pige Anna hævder, at hun ikke har indtaget andet end vand siden sin fødselsdag – og det er altså fire måneder siden! Romanen er inspireret af virkelige hændelser om fastende piger mellem det 16. og det 20. århundrede, og er et fascinerende (og skræmmende) portræt af religiøs fanatisme sat op mod fornuften.

Den engelske sygeplejerske, Lib, bliver kaldt til den lille, irske by for at holde øje med Anna. I to uger skal hun og nonnen, Sister Michael, holde et vågent øje med, om Anna indtager mad. Anna selv påstår, at hun lever af “manna fra himlen”, men Lib er skeptisk. Hun er fuldt og fast overbevist om, at barnet – med eller uden sin familie – snyder den irske, fundamentalistiske landsby, der er overbevist om, at hun er en ny helgen.

Et af de bedste adjektiver, jeg kan sætte på romanen er “langsom” – langsom ment i allerbedste mening. Den kryber sig snigende ind på én. Første halvdel af romanen, hvor problematikken blev udfoldet, havde jeg meget svært ved at blive engageret i – men der sker noget afgørende i romanen, som fik mig til at blive liggende til klokken halv fire om natten for at læse færdigt. Donoghue formår at skrive spænding på en subtil måde, som gør første dels langsommelighed til en nødvendighed. Jeg er overbevist om, at The Wonder er en roman, man er nødt til at være tålmodig med. Hvis man kan være det, kommer det til at belønne sig i romanens anden halvdel, hvor svaret på gåden udmunder i en skræmmende problematik, der leder til ekstreme konsekvenser.

Atmosfæren i romanen er omgivet af mystik, mørke og en udefinerbar følelse af noget andet. Noget, der er dybt og fundamentalt forkert, men som man som læser ikke kan sætte en finger på, hvad er. Man kommer til at dele Libs frustrationer over ikke at kunne gennemskue, hvad der er på spil. Fornuften fortæller én, at der ikke kan være noget overnaturligt eller guddommeligt på færde. I stedet er svaret – uden at spoile for meget – nærmest lige for næsen af en. Donoghue omgiver således romanen med et slør, der ikke lader én tænke i gennemskuelige baner – og det er netop det, der gør romanen så god. The Wonder var en af de sidste romaner, jeg læste i 2016 – og hvilken måde at slutte året af på, langsommeligheden til trods.

Læseprojekt 2017: Andres yndlingsbøger

I 2017 vil jeg gerne udvide mine læsehorisonter – og jeg har længe tænkt på, hvordan jeg kan gøre det bedst. Selvom jeg synes, jeg læser en god blanding af genrer, er jeg alligevel tilbøjelig til at vælge de sikre bøger: Dem, der har elementer, der bare skriger af “mig” – og det er det meste af tiden også så skønt. Jeg har tænkt over, hvad det er, der gør, at jeg nogle gange får lyst til at læse udenfor min komfortzone – og det er passion. Når folk virkelig elsker en bog og taler i så rosende gloser om den, smitter entusiasmen af på mig, og jeg får lyst til at læse bogen. Det er bare så sjældent, jeg får gjort noget ved det – for som regel er der store eller små elementer i de omtalte bøger, der gør, at jeg kommer i tvivl om, at jeg vil nyde bogen.

Men nu tager jeg handling! I 2017 vil jeg læse seks af andres yndlingsbøger – ideelt set bliver det et miks på tværs af genrer, så jeg netop kommer ud af min komfortzone. Uanset hvad glæder jeg mig til projektet.

Jeg vil hveranden måned give ordet til anbefaleren, der kort præsenterer og skriver om deres yndlingsbog. Hvorfor de elsker den, og hvad den betyder for dem. I samme indlæg vil jeg selv reflektere over, hvad jeg har fået ud af at læse bogen, og hvad jeg synes om den – så ideelt set bliver det en anmeldelse med to synspunkter.

Allerede nu har jeg hivet fat i nogle seje personer, der gerne vil anbefale mig bøger – men jeg mangler stadig flere anbefalinger til projektet, så hvis det lyder som noget, du har lyst til, så send mig meget gerne en mail på millah@live.dk. 

Om de bedste bøger og at sparke 2016 væk

Kære 2016,
Jeg er virkelig glad for, at du snart slutter, for du har ærlig talt ikke været særlig sød. Hverken på det personlige eller politiske plan (ej at forglemme alle de gode mennesker, du har ladet dø). Faktisk glæder jeg mig virkelig meget til at sparke dig væk (ja, jeg hopper altså ikke!) og gøre plads til 2017, som – 7-9-13, bank under bordet – kun kan blive bedre. I det mindste har du da stadig budt mig på gode læseoplevelser (og det manglede da også bare), og det er dem, jeg vil dele de bedste af her. Jeg har ikke skrevet anmeldelser af dem alle, så i stedet har jeg enten linket til nogle gode anmeldelser eller til deres Goodreads side – de kan alle varmt anbefales!

2e34ffr

  • Ali Smith – Girl Meets Boy: Det var en af de første bøger, jeg læste i 2016 – og lige siden har jeg ikke kunnet tie stille om den (eller Ali Smiths forfatterskab generelt). Girl Meets Boy er en tankevækkende, lille roman, der underholder og provokerer.
  • Virginia Woolf: To the Lighthouse: I 2016 er jeg kommet lidt længere i mit projekt om at læse hele Woolfs forfatterskab – To the Lighthouse kan være svær at læse, da Woolf her virkelig folder sin stream of conscioussness ud – men jeg synes, romanen var det hele værd. Passagen, hvor historien bliver fortalt af det gamle sommerhus, tog ganske simpelt vejret fra mig.
  • Marjane Satrapi – The Complete Persepolis: Satrapis graphic novel memoir er fantastisk; hendes streg er simpel, men fortæller alligevel historien så levende og hjerteskærende.
  • Donna Tartt – Stillidsen: Stillidsen havde med sin imponerende størrelse længe afskrækket mig – men jeg er så glad for, at jeg endelig fik den læst. På trods af Tartts lange sætninger og beskrivelser, var jeg fuldkommen suget ind i Theo Deckers verden, og den endte faktisk med at blive lidt af en page turner.
  • Marya Hornbacher – The Center of Winter: Hornbachers første roman er hjerteskærende, trist og samtidig fuld af håb. Hun portrætterer sorg som knusende, men lader alligevel læseren tilbage med en følelse af, at der er håb forude.
  • Delphine de Vigan – Alt må vige for natten: de Vigans autofiktion er barsk læsning, men også et ærligt portræt af forfatterens mor, der bestemt ikke har haft det let. Jeg er så glad for, at der er forfattere som de Vigan, der udfordrer grænsen mellem fiktion og non-fiktion – det giver en hel særlig læseoplevelse.
  • Michael Cunningham – The Hours: Cunninghams portræt af tre kvindeskæbner (Clarissa Vaughan – der ligesom Mrs. Dalloway skal holde en fest -, Laura Brown i 1950’ernes Los Angeles og Virginia Woolf, der snart kommer til at skrive Mrs. Dalloway) er så fin. Som Woolf-elsker er denne spin-off roman et must: Karaktererne og deres skæbner er beskrevet med så meget hjertevarme og empati, og selvom romanen er smækfuld med referencer til netop Mrs. Dalloway, bliver det aldrig kikset, og selv hvis man ikke er Woolf-fan, er jeg sikker på, at man vil få en kæmpe læseoplevelse.

Honorable mentions (det lyder bare ikke godt på dansk, vel?)

  • Gabriel García Marquez – 100 Years of Solitude: Selvom romanen ikke var en af mine favoritter, tænker jeg alligevel ofte på den forunderligt skøre roman, der på fantastisk vis illustrerer, hvorfor magisk realisme er sådan en fed genre.
  • Meredith Russo – Hvis jeg var din pige: Romanen var en af de eneste YA romaner, jeg læste i år (desværre) – og jeg kunne ikke have valgt en bedre en af slagsen.
  • Marguerite Duras – Sommeren 80: Duras’ forunderlige, lille samling af essays er en blanding af fakta, fiktion og politik – en til tider noget hæsblæsende blanding, hvor man skal have tungen lige i munden, men jeg nød virkelig at læse den.
  • Jonathan Safran Foer – Eating Animals: Denne bog har betydet virkelig meget for mig på et personligt plan i 2016 – men ud over dette er den også fantastisk skrevet og præget af yderst god research, der tvinger en til at åbne øjnene for sine omgivelser.

Jeg sparker som nævnt 2016 væk – og med en blanding af strawberry daiquiries, long island ice tea og asti, er jeg sikker på, at det nok skal gå fremragende. I må have en herlig aften, hvorend og hvordan I fejrer den. Godt nytår!

Hvilke bøger er de bedste, du har læst i 2016?