Maj i links #2

Lige for tiden er der noget stille og tomt på bloggen – eksamensperioden har ramt mig hårdt. Eksamensperioder er dog også lig med alt for mange overspringshandlinger, så derfor har jeg selvfølgelig et indlæg klar med interessante links, som jeg er faldet over i anden halvdel af maj. Hvis du missede første del, kan du finde indlægget her.

American Psycho og Broadway. To ting, jeg aldrig havde troet ville finde sammen, men ikke desto mindre er Bret Easton Ellis’ ikoniske, blodige roman blevet til en musical. BuzzFeed har interviewet manuskriptforfatteren om hvilke overvejelser, der ligger bag, når man vælger at skrive en af de mest kontroversielle bøger nogensinde om til en musical.

The Vegetarian af Han Kang har netop vundet den internationale Man Booker pris. Oversætteren, Deborah Smith, kunne ind til for seks år siden ikke et ord koreansk, hvilket er en fascinerende historie i sig selv – det sørgelige ved historien er, at Danmark halter håbløst bagud, når det kommer til oversættelser af romaner. Jeg har hørt virkelig meget godt om The Vegetarian, så jeg er glad for, at Deborah Smith har gjort det muligt for ikke-koreanske læsere at nyde bogen.

I forbindelse med mit studie har jeg bl.a. skullet læse Virginia Woolf og Sylvia Plath – to enormt dygtige, men desværre også deprimerede kvinder, der endte med at tage livet af sig selv alt for tidligt. Jeg kom derfor til at tænke på et essay af Ashe Vernon, der bliver ved med at være aktuelt: The Lie of the Tortured Artist. For vores samfund har en slem tendens til at sætte lighedstegn mellem psykisk syg og geni, ligesom depressionen ofte bliver betegnet som “tragisk, men smuk”. Vernon forklarer så fint, hvorfor det er en meget forkert og skadende opfattelse.

Onlinemagasinet cahoodaloodaling har udgivet et fascinerende forårsnummer, Trigger Warning. Som navnet antyder, beskæftiger alle bidragene sig med svære, traumatiske oplevelser. Jeg har endnu ikke haft tid til at læse hele nummeret igennem, men mange af bidragene har efterladt mig med en klump i halsen. Det er utroligt, hvordan man ved at udtrykke sig kreativt kan bearbejde sin traumatiske fortid.

Jeg vil egentlig gerne holde mig til at dele udelukkende litterært relaterede links, men for denne fantastiske sang med Andrew Bird og Fiona Apple er jeg nødt til at gøre en undtagelse. Ud over at være lidt af en ørehænger, er det virkelig længe siden, jeg har været så forelsket i en sangtekst, og så er det jo næsten til at retfærdiggøre, ikke? Med linjer som “And all your left handed kisses / were just prelude to another / prelude to your backhanded love song, baby” er det næsten som den rene poesi i mine øregange.

Advertisements

Ali Smith: Girl Meets Boy

She had the swagger of a girl. She blushed like a boy. She had a girl’s toughness. She had a boy’s gentleness. She was as meaty as a girl. She was as graceful as a boy. She was as brave and handsome and rough as a girl. She was as pretty and delicate and dainty as a boy. She turned boys’ heads like a girl. She turned girls’ head like a boy. She made love like a boy. She made love like a girl. She was so boyish it was girlish, so girlish it was boyish, she made me want to rove world writing our names on every tree.

Den klassiske historie om en pige, der møder en dreng, får lidt af et twist i Ali Smiths charmerende fortolkning af Iphis myten fra Ovids Metamorfoser. Bogen er en del af Canongate Myth serien, hvor forskellige forfattere fortolker antikke myter. Serien indeholder bl.a. også bøger skrevet af Margaret Atwood, Jeanette Winterson og A. S. Byatt.

Myten om Iphis foregår på Kreta, hvor ægteparret Telethusa og Ligdus er i en slem ulykke. Telethusa er gravid, men parret kan ikke betale den medgift, man bliver pålagt, hvis det bliver en pige, og Ligdus kommer til den konklusion, at de bliver nødt til slå spædbarnet ihjel, hvis de får en pige. Telethusa er ulykkelig, men om natten får hun besøg af den egyptiske gud, Isis, der lover, at hun nok skal holde hånden over dem. Skæbnen vil selvfølgelig, at det bliver en pige, men Telethusa bilder succesfuldt sin mand ind, at det er en dreng. Ligdus giver “drengen” navnet Iphis, der som en bonus også er kønsneutralt. De lever et godt liv, ind til der bliver aftalt et ægteskab mellem Iphis og Ianthe, som også er uvidende om Iphis’ virkelige køn. Inden brylluppet er Iphis og Telethusa i panik, for bryllupsnatten vil selvfølgelig komme, og så vil deres løgn blive afsløret. Isis er selvfølgelig på pletten igen, og forvandler Iphis til en rigtig mand, så de kan leve lykkeligt til deres dages ende. Man kan sagtens stille spørgsmålstegn til, hvor uduelig Ligdus må have været, når han ikke opdagede Iphis’ virkelige køn, men lad det nu ligge (det virkede jo også et stykke tid for Mulan, ikke?).

Girl Meets Boy er således en meget moderne fortolkning af en ældgammel myte. I modsætning til dens antikke modstykke, lader Ali Smith hånt om konventioner af køn, og bruger i stedet myten som et skelet til en sønderrivende samfundssatire og kritik.
De to søstre, Anthea og Midge (Imogen), kunne umiddelbart ikke være mere forskellige. Midge er pragmatisk, arbejdsom og lever op til andres forventninger, mens Anthea er, hvad man bedst kan beskrive som en fri sjæl, der kun arbejder på et kontor, fordi hun skal tjene til dagen og vejen.

Mødet med aktivisten, Robin, forandrer begge søstres liv. Anthea begynder at overveje, hvad hun virkelig vil med sit liv, mens Midge bliver udfordret i sin opfattelse af stort set hele verden. Hvordan opfatter hun seksualitet, kærlighed og kapitalisme – for er det virkelig en så god idé at tage patent på dyrt flaskevand?

Ali Smiths skrivestil er speciel, men uden at det bliver forceret. Der er en naturlighed over de mange parenteser, manglende anførselstegn og det stream of consciousness inspirerede narrativ. Man følger de to søstres synsvinkler, og selvom jeg holdt af dem begge to, holdt jeg især af at følge Midges perspektiv. I starten er hendes indskrænkethed over for verden morsom, men hendes udvikling er fantastisk. Det er rigtigt inspirerende at følge hende, når hun begynder at sige fra og forsvare sine egne synspunkter.

Jeg læste Girl Meets Boy i januar, og jeg kan stadig ikke stoppe med at tænke på bogen. Smiths legen med køn og de stærke karakterer har gjort, at jeg konstant har lyst til at genlæse passager og udforske historien endnu mere. Det er ikke prosa i den klassiske, smukke forstand, men simpliciteten i hendes skrivestil er netop det, der gør den smuk. Hendes måde at fortolke myten om Iphis på er forfriskende, og jeg har lyst til at smide et eksemplar i hænderne på alle, jeg møder. Da jeg desværre ikke har et pengetræ i baghaven, nøjes jeg derfor med min allervarmeste anbefaling.

Miranda July: The First Bad Man

But as the sun rose I crested the mountain of my self-pity and remembered I was always going to die at the end of this life anyway.

Jeg har virkelig svært ved at finde ud af, hvad jeg synes om denne bog. Jeg købte den på en tur i London, fordi jeg havde hørt en anbefaling af den, helt uden at vide noget om den. Det er også svært at få noget at vide om den: Min udgave er plastret til med forskellige menneskers begejstrede anbefalinger både på bagsiden, på forsiden og på de første tre sider i bogen. Så måtte den jo være god, ikke?

Hovedpersonen, Cheryl, er for at sige det mildt, meget speciel. Nok nærmere excentrisk. Hendes verden er ordnet i systemer, så der er mindst muligt rod omkring hende, og derfor lever hun blandt andet med kun en tallerken og et sæt bestik, så hun skal vaske mindst muligt op. Hun er samtidig besat af den 60-årige Phillip, som hun mener, hun har dyrket sex med hele livet. Bortset fra at de selvfølgelig ikke har, og han ikke viser andet end platonisk interesse for hende. Da hendes chefer beder hende om at lade Clee, deres 20-årige datter, flytte midlertidigt ind hos hende, ændres hendes stabile liv fuldstændigt: Hun begynder at mærke vrede, følelser og rent faktisk mærke den virkelighed, hun lever i.

Den første halvdel af bogen var meget sløv at læse, selvom der ikke bliver sparet på Cheryls mærkelige indfald. Det var måske også dette, der gjorde, at den første halvdel af bogen svær at komme igennem. Gang på gang måtte jeg tage mig selv til hovedet, for Cheryl er ikke underlig på den søde, quirky måde. Hun er – som sagt – bare excentrisk, og det var hurtigt udmattende at læse om hendes måde at gøre tingene på og den måde, hun taler til andre mennesker på. Ind i mellem kom hun endda til at virke lidt som en karikatur på en midaldrende kvinde, som bor alene og ligeså godt kunne have fem katte.

Heldigvis er anden halvdel noget mere stærk. Som Clee kommer ind i Cheryls liv, bliver hun langt mere tålelig, for hendes bekymringer bliver i langt højere grad lettere at relatere til. Det er stadig ikke alt, man som læser forstår, men det bliver ikke frustrerende på samme måde, som i bogens første halvdel. Cheryl lader sig selv være skrøbelig, prøver at forstå menneskerne omkring dem og åbner først og fremmest øjnene for det, der er lige foran hendes næsetip.

The First Bad Man er en meget speciel læseoplevelse, for ud over Cheryls personlighed, er den også fyldt med dårligt skrevne sexscener. Det er helt tydeligt, at det skal være så tåkrummende, som overhovedet muligt, og derfor gør det overhovedet ikke noget. Til trods for den sløve start, vil jeg alligevel gerne anbefale den, for jeg strøg igennem anden halvdel. Du skal læse The First Bad Man, hvis du er til utraditionelle fortællinger, der på visse tidspunkter får der til at ryste på hovedet, mens de på andre tidspunkter efterlader dig med et fjollet smil på læben.

Maj i links #1

Jeg støder ofte på interessante, sjove eller underlige ting om bøger, og jeg har altid haft lyst til at dem med nogle. Derfor har jeg lavet serien “Måneden i links”, som to gange hver måned kommer til at indeholde de links, jeg er stødt på, som jeg af den ene eller anden grund har lyst til at dele. 

Jeg synes, Emma Holten er en af de sejeste kvinder i Danmark lige for tiden. Derfor er det også interessant at se, hvad hun læser privat, og hvad skønlitteratur betyder for hendes politiske arbejde.

Da skuespilleren, Diane Guerrero (bl.a. kendt fra Orange Is The New Black) var bare 14 år gammel, blev hendes forældre deporteret fra USA og tilbage til Columbia. Set i lyset af de begivenheder, der er sket i Danmark omkring det seneste år, tror jeg, hendes nye bog, In the Country We Love, kan være aldeles lærerig at læse – og hjerteknusende. For som hun selv siger i dette interview: “We are real human beings, and our stories are of value.”

I maj har Litteratursiden et tema om kvindelige forfattere, og Hanne Højgaard Viemose, der lige nu er aktuel med romanen, Mado, har skrevet en virkelig interessant artikel om at være kvindelig forfatter. Hun føler sig som en abe, når hun skal stille op til pressebilleder og “prisnomineringsgejl”.

12 digtanbefalinger. Jeg har ikke læst en eneste af dem, men har længe haft mine øjne rettet mod Warsan Shires Teaching My Mother How to Give Birth, ligesom jeg også fik lyst til at læse Blue Laws af Keving Young.

Alternative bogtitler har floreret en del på internettet, og nu har Buzzfeed samlet en del af de sjoveste. Jeg er især vild med “Sh*t My Dad Says” og “Internships Suck”.

Selvfølgelig skal der også en lille digtanbefaling med, som i denne uge er inspireret af den kære Hoziers twitter. I sangen Run er det underligste vers: “To be twisted by something / A shame without a sin / Like how she twisted the bog man / After she married him.” Jeg er stadig ikke helt sikker på, hvad det egentlig betyder, efter at han linkede til Seamus Heaneys The Grauballe Man, men jeg synes, digtet er smukt på en virkelig absurd måde.

NY Times ‘By The Book’ tag

Jeg har altid synes, at sådanne taglege er hyggelige og en god måde at lære folk at kende på, så derfor har jeg adopteret dette tag fra YouTube. Det oprindelige tag stammer herfra.

1. Hvilken bog er der på dit natbord?
Lige nu har jeg The First Bad Man af Miranda July liggende. Der ud over ligger der også Sexual/Textual Politics af Toril Moi – jeg er endnu ikke gået i gang med at læse den, men den ligger der som en venlig reminder om, at jeg skal starte på den snart.

2. Hvilken bog var den sidste, du læste, som du vil betegne som fantastisk?
Girl Meets Boy af Ali Smith, som jeg læste i starten af januar. Det er sådan en fin historie om kærlighed, seksualitet og identitet. Jeg har senere købt den i fødselsdagsgave til en veninde, ligesom jeg har lånt den ud til en anden veninde med strenge ordre om at læse den. Jeg kan ikke anbefale den nok!

3. Hvis du kunne møde en hvilken som helst forfatter – død eller levende – hvem ville det så være? Og hvad kunne du tænke dig at vide?
Jeg synes altid, sådan et spørgsmål er virkelig svært – hvis forfatter var blevet udskiftet med musikere, ville jeg min liste blive absurd lang, men af den ene eller anden grund, jeg ikke kan sætte fingeren på, idoliserer jeg ikke forfattere på samme måde. Jeg tror, jeg vil sige Stephen King – og spørge ham om, hvordan han kan skrive så absurd meget (for det spørgsmål har han sikkert ikke fået tusind gange før).

4. Hvilke bøger vil man blive overrasket over at finde på din bogreol?
Se, den her er til gengæld nem 😉 Jeg har Medinas Tæt På stående, og der er faktisk ofte folk, der kommenterer på den. Da jeg var yngre, var jeg ret glad for hendes musik, og så har jeg altid syntes, det har været spændende at læse biografier, memoirs osv. – og ja, jeg har læst den, og syntes den var helt ok.

5. Hvordan organiserer du dine bogreoler?
De er opdelt i fiktion, non-fiktion og studiebøger. Fiktion og non-fiktion står i alfabetisk rækkefølge efter forfatterens efternavn, mens studiebøgerne bare står lidt tilfældigt, fordi de er gemt væk bag skabslåger.

6. Hvilken bog har du altid haft en intention om at læse, men aldrig kommet i gang med? Er der bøger, du er pinligt berørt over ikke at have læst?
Som udgangspunkt synes jeg ikke, man skal være pinligt berørt over ikke at have læst en bestemt bog – når det så er sagt, burde jeg virkelig få læst Miguel de Cervantes Don Quixote. På mit studie går der nærmest ikke en uge, uden der bliver refereret til den, og derfor kunne det være rart, hvis jeg rent faktisk fik taget mig sammen til at læse den. Den er bare såååå lang.

7. Skuffende, overvurderet, bare ikke god: Hvilken bog føler du, du burde kunne lide, men det modsatte skete? Kan du huske den sidste bog, du lagde fra dig, uden at færdiggøre den?
Dette er måske en anelse kontroversielt, men jeg brød mig virkelig ikke om Poul Coelhos Alkymisten. Der er så mange mennesker, der taler så varmt om dens livsvisdom og charme, men jeg blev så irriteret over den, da jeg læste den. Den meget simple skrivestil var slet ikke mig – for mig virkede det som om, Coelho fortalte historien til et meget dumt barn.
Den sidste bog, jeg lagde fra mig, var Ernst Jüngers I Stålstormen. Den skulle læses i forbindelse med mit studie, så derfor fortsatte jeg stædigt med at læse videre, til trods for at jeg surmulede hver eneste gang, jeg læste i den. Det ville aldrig have været en bog, jeg selv ville have valgt! Tyve sider fra slutningen besluttede jeg mig for, at det også bare kunne være lige meget.

8. Hvilken slags historier bliver du draget i mod? Hvilke gør det modsatte?
Mine buzzwords er ofte magisk realisme, identitetsissues, LGTBQ-personer, en feministisk indgangsvinkel, børn som spiller en vigtig rolle og romaner med usympatiske og/eller upålidelige fortællere. Ikke alt sammen på en gang, selvfølgelig, men er nogle af de ovennævnte ting til stede, er jeg oftest meget begejstret. 😉
Jeg er ikke som sådan frastødt af nogle genrer; jeg prøver at være åben om det meste. Men jeg læser ikke særligt mange fantasybøger og krimier, og så hader jeg virkelig bøger, hvor kvindelige hovedpersoner taler nedladende om andre kvinder, udelukkende fordi de er anderledes fra dem selv (læs: de bruger makeup, går i stilletter og har sex med mange mennesker). Show your sisters some love, yo!

9. Hvis du kunne få statsministeren til at læse en bog, hvilken skulle det så være?
Det meste af Jens Blendstrup – jeg tror virkelig, Løkke kunne trænge til et godt grin.

10. Hvad planlægger du at læse næste gang?
Med eksaminer forude er det ikke sikkert, jeg vil komme til at læse så meget – men jeg vil gerne i gang med Jojo Moyes Me Before You. Det har været svært at undgå at høre om den så længe, men nu kommer filmen, og traileren ser virkelig god og hjerteknusende ud: Så selvfølgelig skal jeg have læst bogen først.

Jeg vil gerne tagge Flyv med Mig, So Many Books og Lunas kaffekrog – jeg håber, I har lyst til at lege med og sende tagget videre! 🙂

Gabriel García Marquez: One Hundred Years of Solitude

“I know all of this by heart,” Úrsula would shout. “It’s as if time had turned around and we were back at the beginning.”

Generelt skal man passe lidt på, før man udnævner noget til at være “årets etellerandet” inden der er gået et halvt et af slagsen, men jeg tror nu nok alligevel, at One Hundred Years of Solitude må kåres til at være min underligste læseoplevelse i år. For mens jeg elsker en god omgang magisk realisme, var der et eller andet, der ramte fuldstændig forbi min smag. Samtidig er jeg dog dybt fascineret af Marquez’ fantasi og sprog, der sprænger alle rammer for det utrolige.

One Hundred Years of Solitude er en slægtshistorie om familien Buendía, som foregår et sted i Latinamerika i den mærkværdige by, Macando. Og det er noget af en slægtshistorie: Fra alkymistens søgen efter de vises sten til en helgen, der svæver i himlen, til en kvinde, der har gået på prinsesseskole til ånder – og det er ikke engang det mest mærkelige i historien. Man skulle tro, at med så rig en fantasi, ville Marquez have mulighed for at finde på mere end sådan cirka fire navne, men nej. Noget af det mest forvirrende ved bogen er nemlig, at alle mænd i familien hedder noget med José, Arcadio og Aureliano. Derfor var jeg meget glad for det stamtræ, der var i min udgave af bogen.

Dette bringer mig til den historiske tid: for på trods af alle de underlige hændelser, bevæger tiden sig i ring. Som handlingen skrider frem i bogen, går visse personlighedstræk og mønstre igen i Buendía familien, på trods af de ydre omstændigheder, der ændrer sig drastisk i løbet af mere end det århundrede, romanen varer. Fra en lille landsby, der ikke har nogen kontakt til omverden, til borgerkrig, død og ødelæggelse og til imperialismens indtog – på trods af så forskelligartede omstændigheder, der kan forme og danne personligheder, gentager familiehistorien og tragedierne sig i Marquez’ underfundige roman.

One Hundred Years of Solitude var en mærkværdig bog at læse, men samtidig var jeg så fascineret af sproget. Marquez skriver med en selvfølgelighed, der gør, at jeg som læser – på trods af de underlige ting, der sker – ikke et eneste øjeblik betvivler, at der i Macando findes der en kvinde, der spiser jord i en tvangspræget angst og at det selvfølgelig regner uafbrudt i fem år. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at føle mig distanceret fra romanen; jeg har muligvis oversættelsen mistænkt for at være skyld i dette. Jeg har også læst, at rigtigt meget af handlingen, til trods for de fantastiske begivenheder, har grobund i latinamerikansk historie og folkeånd, som jeg af gode grunde ikke ved specielt meget om. Jeg vil dog gerne læse mere af Gabriel Garcia Marquez, for hans univers er magisk og helt specielt.

7 ting kun bogfyre kan slippe af sted med

Først vil jeg lige give et kæmpe shoutout til min inspiration, @broodingYAhero på Twitter. Hvis I ikke allerede følger vedkommende, kan jeg varmt anbefale at gøre det – der er så mange klichéer i Young Adult genren, og YAhero’s tweets er bare spot on. Jeg vil lige indskyde, at jeg selv fra tid til anden læser YA og nyder det, så intet ondt ord om det. 😉 Min liste er ikke specifikt rettet mod YA-genren – det er mere generelle betragtninger om kærlighed i bøger. For helt ærligt, nogle af de der mænd, som vi falder på stribe for i bøger… Ville de virkelig blive opfattet som romantiske i virkelighedens verden?

tumblr_n76g4lfuud1stfiuco1_500

1. ”It’s a metaphor, you see.” Prøv at overveje, hvis du mødte en fyr, der rendte rundt med en utændt cigaret i mundvigen og hver eneste gang, I var på restaurant eller café eller ude at flyve, ville han give de stakkels servitricer og stewardesser koldsved på panden. De første par gange er det meget sjovt og måske endda sødt, men pludselig bliver det bare trivielt og dybt irriterende. Og så ville I helt sikkert være parret, personalet brokker sig over efter fyraften.

”Ham weirdoen med smøgen var der igen!”
”Han er bare så irriterende! Det her rygestop er fandme op af bakke!”

2. Vælger mad for dig på menukortet, og holder fast i at du ikke skal vælge selv. Hallo, du kunne være allergisk. Men altså, en actionfyldt date med anafylaktisk shock er da også noget, man kan fortælle børnebørnene om.

3. Køber tøj til dig til skolefest/bryllup/indsæt selv vigtig begivenhed her. Det er da meget sødt, men når jeg en sjælden gang har fået tøj af en fyr, har det altid været en lille smule mere udfordrende, nedringet og tacky, end hvad jeg egentlig har følt mig komfortabel med at gå i. Og forestil jer så, nå hvis man skulle fortælle ham det:”Hey skat, jeg føler ikke for at gå til Børges og Gerdas guldbryllup i den her. Du ved, jeg synes mine lår er for store til slids, mine bryster er ved at hoppe ud, og så har jeg altså aldrig kunnet lide dyreprint.” Så er det vidst bare bedst, at han lader være med at købe tøj, ikke?

4. Rollen som den sexede, mystiske fremmede. Du fortæller alt om dig selv, mens du må nøjes med historien om en guldfisk, han havde i tredje klasse – men hey, hvad er det ved ”mystisk”, du ikke forstår?

5. Frieri i offentligheden. Okay, indrømmet. Det kan godt være, det er mig, der bare får et mindre angstanfald ved tanken om en kæmpe flashmob i Paris, for det sker jo faktisk også i virkeligheden. Og der er nogle, der elsker den slags opmærksomhed. Men prøv lige at forestille jer presset, hvis man skulle overveje at sige ”nej” – så er man jo bare en kælling, der afslår alt det gode, fyren har gjort for én.

6. Hans hud glimter. Enough said.

7. Han undskylder konstant sine tilfældige vredesudbrud med ”jeg har haft en dårlig barndom”, som du selvfølgelig ikke aner noget om, jf. punkt 4.