Gabriel García Marquez: One Hundred Years of Solitude

“I know all of this by heart,” Úrsula would shout. “It’s as if time had turned around and we were back at the beginning.”

Generelt skal man passe lidt på, før man udnævner noget til at være “årets etellerandet” inden der er gået et halvt et af slagsen, men jeg tror nu nok alligevel, at One Hundred Years of Solitude må kåres til at være min underligste læseoplevelse i år. For mens jeg elsker en god omgang magisk realisme, var der et eller andet, der ramte fuldstændig forbi min smag. Samtidig er jeg dog dybt fascineret af Marquez’ fantasi og sprog, der sprænger alle rammer for det utrolige.

One Hundred Years of Solitude er en slægtshistorie om familien Buendía, som foregår et sted i Latinamerika i den mærkværdige by, Macando. Og det er noget af en slægtshistorie: Fra alkymistens søgen efter de vises sten til en helgen, der svæver i himlen, til en kvinde, der har gået på prinsesseskole til ånder – og det er ikke engang det mest mærkelige i historien. Man skulle tro, at med så rig en fantasi, ville Marquez have mulighed for at finde på mere end sådan cirka fire navne, men nej. Noget af det mest forvirrende ved bogen er nemlig, at alle mænd i familien hedder noget med José, Arcadio og Aureliano. Derfor var jeg meget glad for det stamtræ, der var i min udgave af bogen.

Dette bringer mig til den historiske tid: for på trods af alle de underlige hændelser, bevæger tiden sig i ring. Som handlingen skrider frem i bogen, går visse personlighedstræk og mønstre igen i Buendía familien, på trods af de ydre omstændigheder, der ændrer sig drastisk i løbet af mere end det århundrede, romanen varer. Fra en lille landsby, der ikke har nogen kontakt til omverden, til borgerkrig, død og ødelæggelse og til imperialismens indtog – på trods af så forskelligartede omstændigheder, der kan forme og danne personligheder, gentager familiehistorien og tragedierne sig i Marquez’ underfundige roman.

One Hundred Years of Solitude var en mærkværdig bog at læse, men samtidig var jeg så fascineret af sproget. Marquez skriver med en selvfølgelighed, der gør, at jeg som læser – på trods af de underlige ting, der sker – ikke et eneste øjeblik betvivler, at der i Macando findes der en kvinde, der spiser jord i en tvangspræget angst og at det selvfølgelig regner uafbrudt i fem år. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at føle mig distanceret fra romanen; jeg har muligvis oversættelsen mistænkt for at være skyld i dette. Jeg har også læst, at rigtigt meget af handlingen, til trods for de fantastiske begivenheder, har grobund i latinamerikansk historie og folkeånd, som jeg af gode grunde ikke ved specielt meget om. Jeg vil dog gerne læse mere af Gabriel Garcia Marquez, for hans univers er magisk og helt specielt.

Advertisements

One thought on “Gabriel García Marquez: One Hundred Years of Solitude

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s