Marilynne Robinson: Gilead

As you read this, I hope you will understand that when I speak of the long night that preceded this days of my happiness, I do not remember grief and loneliness so much as I do peace and comfort – grief, but never without comfort; loneliness, but never without peace.

Nogle gange er livet for kort til at nå at fortælle alt, hvad man har på hjerte – og præcis denne opdagelse gør den ældre præst, John Ames, sig. Derfor skriver han et brev til sin unge søn, som han kan læse, når hans far en gang er gået bort. I dette lange brev fortæller han om sin far og bedstefar – bedstefaren, der var så god, at man ikke kunne have sine ting i fred, for han var altid i gang med at give dem videre til trængende mennesker, og om den konflikt, der gjorde at far og søn ikke kunne enes.

I en charmerende og smuk tone formidler Robinson præstens pen på skønneste vis: Brevet er en blanding af gamle anekdoter om krig og fred, religion og sygdom og om det, der foregår i John Ames nutid. For John Ames, der ellers prædiker om syndsforladelse, har det svært ved John Ames Boughton; hans bedste ven søn, som de ikke har hørt fra i årevis og kommer til Gilead for at sige farvel til sin egen far.

Gilead er ikke en bog, der foregår i højt tempo – normalt er ‘rolig’ ikke et adjektiv, jeg bruger om bøger, men det er lige præcis, hvad Gilead er. Gennem denne ro fornemmer man tydeligt den store kærlighed, Ames nærer for sin søn, og roen understreger hele den kærlighedserklæring, som brevet egentlig er. Ames har fået priviligiet af at se sin søn vokse op, men sønnen vil ikke en gang være voksen, før Ames går bort – i stedet for at græde over dette, tager Ames sagen i egen hånd.

Romanen er meget spirituel, da Ames netop er præst; men for en som jeg, der ikke er specielt troende, gjorde det intet. Ames er nemlig ikke ukritisk over for sin egen religions fejl, ligesom han gerne læser bøger af erklærede ateister og diskuterer dem. Ingen religion bliver proppet ned over hovedet på hverken læseren eller sønnen; den altoverskyggende morale formår således at være, at vi selv skal gøre vores egne erfaringer i livet, og at hans egne pointer hurtigt kan udviskes.

Historien om den unge Boughton rørte mig virkelig meget – i et godt stykke tid var jeg ikke helt overbevist om romanens ærinde, men da jeg ved bogens slutning sad og småsnøftede, var jeg alligevel ikke i tvivl om, at Gilead er en virkelig smuk roman, som jeg vil komme til at huske længe.

Sommerlæsning

Den 23. juni klokken 12 kan jeg sætte et velfortjent punktum for dette semesters eksamensperiode – og som den planlægger, jeg nu en gang er, har jeg selvfølgelig allerede styr på, hvad jeg skal læse gennem sommeren. Min liste er præget af tykke bøger, jeg ikke føler, jeg normalt har tid til at læse, feel good young adult og lidt Stephen King – for hvad er en læseliste uden Stephen King? Ja, jeg spørger bare! Det er ikke en liste, jeg må og skal igennem, da jeg lige for tiden både leder efter job, snart skal flytte og begynde at skrive bachelor i august – men indtil videre er det blot en inspiration med bøger, jeg håber, jeg snart kan komme til at nyde.

Donna Tartt: Stillidsen
Jeg blev blæst fuldstændigt bagover, da jeg læste Den Hemmelige Historie, men jeg har endnu ikke fået læst Tartts seneste værk. Bogen har stået på min bogreol i i hvert fald to år, og det skal der snart rådes bod på! Det har været størrelsen, der har afskrækket mig, for jeg er sikker på, at jeg vil komme til at elske den.

Morgan Matson: Second Chance Summer
Nogle gange har jeg bare lyst til at læse noget let og sødmefyldt young adult, men jeg er samtidig temmelig kræsen. Jeg gider ikke læse om trekantsdramaer og piger, der bestemt ikke er som alle de andre piger, så det er lidt et hit or miss for mig. Jeg har dog læst Since You’ve Been Gone af samme forfatter, og den var simpelthen så sød og rørende, så jeg håber, at Second Chance Summer er lige noget for mig.

Stephen King: Den Grønne Mil
Oprindeligt blev Den Grønne Mil skrevet som en føljeton, så da jeg for nogle år siden fandt et samlet sæt af seks fine, små bøger i genbrugen, kunne jeg ikke få armene ned. Desværre har jeg endnu ikke fået læst dem (tegner der sig et mønster?), men jeg håber, at det bliver denne sommer, det sker. De små formater er jo perfekte til at have med i tasken til en strandtur, og selvom jeg har set filmatiseringen mange gange, har jeg stadig store forhåbninger til bogen!

Rene Denfield: The Enchanted
Jeg har længe villet læse Denfields roman om livet bag death row, så da Book Depository for nyligt havde den på tilbud, blev jeg nødt til at slå til. Det er ikke lige frem, fordi det er et klassisk valg af sommerbog, men jeg er ikke i tvivl om, at den kan holde mig fanget i solen i timevis.

Garth Risk Hallberg: Byen brænder
Hallbergs ambitiøse roman har ikke været til at overse i begyndelsen af 2016 – og jeg er så nysgerrig efter at finde ud af, om jeg bliver lige så fanget af den over 1000 siders lange roman, som mange andre er blevet. Jeg håber det, for mine forventninger er – måske lidt for – høje.

Med undtagelse af Second Chance Summer, har jeg ikke så mange klassiske sommerbøger på min liste. Jeg er for det meste ikke til mange af de bøger, der traditionelt bliver markedsført med sommertemaer – for mig handler sommerlæsning i langt højere grad om spænding, der kan holde mig i solen i timevis.

Hvilke planer har du for din sommerlæsning, og ud fra hvilke kriterier har du valgt den? Skal det handle om sommerforelskelser og lette kys, eller er du ligesom jeg, der ikke tematiserer sommeren specielt meget i din læsning?

Podcast anbefaling: Welcome to Night Vale

Lige for tiden er min næse ikke begravet i skønlitterære bøger, men i snørklede litteraturteorier. Derfor er lydbøger og podcasts en dejlig ting, fordi jeg kan høre dem, mens jeg laver alle mine overspringshandlinger, og i dag vil jeg gerne anbefale podcasten Welcome to Night Vale, som er en mørk, satirisk nyhedsradio fra den fiktive ørkenby, Night Vale.

Podcasten udkommer to gange om måneden, og selvom jeg ikke har hørt mere end ti afsnit, er jeg allerede stor fan. Byen Night Vale er meget forskellig fra byer, som vi kender dem: Der er underlige skikkelser i mørke skygger, en farlig, glødende sky, engle, propaganda,  mystiske dødsfald og meget mere – det hele bliver rapporteret som hverdagshændelser i radionyhederne, som Cecil fortæller. Alle disse hændelser bliver bundet sammen af karismatiske karakterer, som lytteren langsomt begynder at genkende – bl.a. Old Woman Josie og den fantastiske Carlos med hans smukke hår, samt faste indslag som vejret, der i virkeligheden er et stykke musik af relativt ukendte kunstnere.

Oplæsningen er en af podcastens stærkeste sider. Cecil Baldwin har en utrolig behagelig og smørblød stemme (så behagelig, at jeg hører podcasten om aftenen, for at kunne falde i søvn), der står i skærende kontrast med hvad han fortæller. En af de andre genistreger i podcasten er nemlig, at den påpeger samfundets dobbeltmorale og bullshit, ved at gøre dem absurde og ekstreme. I pilotepisoden fortælles der for eksempel:

Guns don’t kill people. It’s impossible to be killed by a gun. We are all invincible to bullets and it’s a miracle.

Ud over podcasten er der selvfølgelig også en bog, som også hedder Welcome to Night Vale. Der ud over er der to på vej med, så vidt jeg har forstået, manuskripterne til episoderne i. Jeg tror, man skal have hørt i hvert fald noget af podcasten, for at have forstået Night Vales dunkle univers – for det er underligt, det der foregår. Men hvis man, som jeg, bare hopper med på præmissen og generelt tiltrækkes af alt, der bare har et strejf af magisk realisme, kan jeg varmt anbefale den. Læs mere om podcasten og steder at downloade podcasten (som er ganske gratis) på deres hjemmeside.

Repræsentation i litteratur

Jeg har adskillelige gange prøvet at skrive dette indlæg, men det har været svært at få ordene skrevet ned. Oprindeligt ville jeg bare skrive langt mere generelt om emnet, men set i lyset af dagens begivenheder, vil jeg være langt mere konkret for at kunne understrege en pointe.

Lige nu er klokken længe over midnat, og jeg har haft en knude i maven hele dagen. I går nat, den 12. juni har der været skyderi mod et LGBT+ diskotek i Florida. Mens jeg skriver dette, er der ind til videre bekræftet 50 døde og 53 sårede. Det er ikke bare det største masseskyderi i USA’s historie – det er også 18. gang, Obama har måttet stille sig op og fordømme disse skyderier. Denne gang har målet været en gruppe, der afviger fra normalen – en gruppe, der dog, ligesom alle andre unge mennesker, havde været ude for at more sig. Forskellen er bare, at disse unge mennesker på den ene eller anden måde var en del af LGBT+ miljøet, og derfor – ifølge morderen – fortjente at dø.

Jeg har altid været i en omgangskreds,  hvor alle former, farver, køn og seksualiteter var repræsenteret. Dette er bl.a. en af grundene til, at dette skyderi påvirker mig ekstra meget. Jeg føler mig magtesløs over for den store koncentration af had, der er i verden, og det er bl.a. derfor, jeg skriver lige nu. Nok er det begrænset, hvad jeg kan gøre i det store billede, men følelsen af bare at gøre noget er rar.

Og sådan er det også med bøger – bortset fra, at bøger ofte betyder rigtigt meget for, hvordan vi betragter verden. Det er blandt andet derfor, at jeg i min hverdag kan tale længe om positiv repræsentation af minoriteter i litteraturen, for det betyder virkelig en hel del. Ikke nok med, at det kan nedbryde (og desværre også skabe) fordomme, men det betyder også noget for minoriteten selv. At se sig selv spejlet i et positivt billede er ikke en selvfølgelighed, hvis man afviger fra normalen – markedet er netop rettet til at konformere med standardidealerne, hvilket kan have negative konsekvenser for både selvværd og selvfølelse. Når man perspektiverer ud i verden, betyder det omvendt, at nogle mennesker desværre ender med at blive så uvidende, at uvidenheden bliver til had. Jeg siger ikke, at bøger kan ændre alle verdens problemer – desværre – og jeg indrømmer blankt, at jeg er idealistisk. Jeg ved bare, at skønlitteratur et utal af gange har givet mig horisontændringer, som jeg ikke ville have opnået, hvis jeg ikke havde læst om emnet i netop skønlitteratur.

Tak, hvis du læste med så langt. Jeg vil meget gerne høre din mening om emnet, ligesom det ville være lækkert, hvis du har anbefaling til litteratur, som positivt repræsenterer minoriteter. På trods af mit lange indlæg, er jeg alligevel langt fra hellig, og jeg læser for eksempel meget få bøger om mennesker, der ikke er hvide.

I den lidt lettere boldgade har jeg snart overstået mine eksaminer, hvilket betyder, at jeg snart får skrevet langt mere, end der lige sker for tiden – dette emne var bare for vigtigt til, at blive liggende som en af mine utallige kladder. Jeg glæder mig til at vende tilbage for fuld styrke, for det der blogging – det er da lidt vanedannende. 😉