Marilynne Robinson: Gilead

As you read this, I hope you will understand that when I speak of the long night that preceded this days of my happiness, I do not remember grief and loneliness so much as I do peace and comfort – grief, but never without comfort; loneliness, but never without peace.

Nogle gange er livet for kort til at nå at fortælle alt, hvad man har på hjerte – og præcis denne opdagelse gør den ældre præst, John Ames, sig. Derfor skriver han et brev til sin unge søn, som han kan læse, når hans far en gang er gået bort. I dette lange brev fortæller han om sin far og bedstefar – bedstefaren, der var så god, at man ikke kunne have sine ting i fred, for han var altid i gang med at give dem videre til trængende mennesker, og om den konflikt, der gjorde at far og søn ikke kunne enes.

I en charmerende og smuk tone formidler Robinson præstens pen på skønneste vis: Brevet er en blanding af gamle anekdoter om krig og fred, religion og sygdom og om det, der foregår i John Ames nutid. For John Ames, der ellers prædiker om syndsforladelse, har det svært ved John Ames Boughton; hans bedste ven søn, som de ikke har hørt fra i årevis og kommer til Gilead for at sige farvel til sin egen far.

Gilead er ikke en bog, der foregår i højt tempo – normalt er ‘rolig’ ikke et adjektiv, jeg bruger om bøger, men det er lige præcis, hvad Gilead er. Gennem denne ro fornemmer man tydeligt den store kærlighed, Ames nærer for sin søn, og roen understreger hele den kærlighedserklæring, som brevet egentlig er. Ames har fået priviligiet af at se sin søn vokse op, men sønnen vil ikke en gang være voksen, før Ames går bort – i stedet for at græde over dette, tager Ames sagen i egen hånd.

Romanen er meget spirituel, da Ames netop er præst; men for en som jeg, der ikke er specielt troende, gjorde det intet. Ames er nemlig ikke ukritisk over for sin egen religions fejl, ligesom han gerne læser bøger af erklærede ateister og diskuterer dem. Ingen religion bliver proppet ned over hovedet på hverken læseren eller sønnen; den altoverskyggende morale formår således at være, at vi selv skal gøre vores egne erfaringer i livet, og at hans egne pointer hurtigt kan udviskes.

Historien om den unge Boughton rørte mig virkelig meget – i et godt stykke tid var jeg ikke helt overbevist om romanens ærinde, men da jeg ved bogens slutning sad og småsnøftede, var jeg alligevel ikke i tvivl om, at Gilead er en virkelig smuk roman, som jeg vil komme til at huske længe.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s