Tre undervurderede bøger #1

Hvad betyder ‘undervurderet’ helt præcist? Det er svært at sige – betyder det, at det er en glemt klassiker, en bog der ikke bliver talt om i bogbloggerverdenen, eller er det ganske simpelt en bog, der ikke har mange læsere? Min definition er ganske bred og en blanding af de ovennævnte, men fælles for dem alle er, at jeg synes, bøgerne fortjener flere læsere – så derfor dette indlæg.

Sarah Kane: 4.48 Psychosis
4.48 Psychosis er et drama, der også kan læses som et digt – sproget er meget levende, lyrisk og bryder med alle gældende konventioner for den dramatiske genre. Karaktererne bliver ikke defineret – faktisk er det meget svært at finde ud af, hvor mange karakterer, der egentlig er – og for sådan en litteraturnørd som mig, er det guf. Det er en meget effektfuld bog; emnet er selvmord og selvets forsvinden, så derfor er det også et drama, man skal gå varsomt til – for det er voldsomt og kræver en reaktion fra læseren. Hvis du er til twistet, depressiv poesi (for det er det ligeså meget, som det er et drama), kan jeg helt klart anbefale 4.48 Psychosis.

Aimee Bender: The Particular Sadness of Lemon Cake
På sin ni års fødselsdag opdager Rose, at hun kan smage, hvad folk føler i den mad, de tilbereder. Dette er introduktionen til en vidunderlig, underlig roman fyldt med stilfærdig, magisk realisme, der ikke slår de store armbevægelser op, men samtidig formåede at røre mig dybt. Egentlig sker der ikke så meget; handlingen er langsom, for vi følger Roses liv gennem smagsnuancer og blandede følelser – hvilke der selv sagt er mange af – lige fra plantagearbejdernes slid og stress til den fabrikerede mads ensartethed. Sproget er række på række af fine sprogblomster, og jeg kan varmt anbefale den til stille sommerdage.

Helle Helle: Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand
Det er ikke fordi, Helle Helle generelt er en undervurderet forfatter – men jeg føler ofte, at hun er meget udskældt i min egen aldersgruppe, så derfor kommer hun alligevel. Jeg synes, der er noget smukt i at kunne skrive så simpelt om hverdagslivet – for ligesom jeg sætter pris på Aimee Benders snørklede, vidunderlige sprog, er Helle Helles skrivestil imponerende i dens simpelhed. Jeg har læst Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand et utal af gange – første gang i gymnasiet, hvor jeg mistænker manges had til Helle Helle for at starte – og jeg bliver ved med at finde nye detaljer i den simple handling om Susanne, der lader sin højgravide veninde flytte ind hos hende og hendes kæreste, hvilket vender op og ned på tingenes tilstand.

Hvilke bøger synes du ikke får nok opmærksomhed?

Advertisements

The Summer Lovin’ Book Tag

Jeg er blevet tagget af søde Rikke til at lave “The Summer Lovin’ Book Tag”. I en tid, hvor den danske sommer viser sig fra sin mest humørsyge side med skiftevis øsende regn, blæst og sol, er det et helt perfekt tag at udfylde. Jeg har ikke overblik over, hvem der allerede er blevet tagget, men hvis du endnu ikke er blevet og har lyst til at lege med, kan du betragte dig selv som tagget. 🙂

Starten på sommeren: Vælg en bog med en fængende første linje.
Jeg har valgt at snyde lidt, så jeg her kommer tre sætninger: “My sister Rose lives on the mantelpiece. Well, some of her does. Three of her fingers, her right elbow and her kneecap are buried in London.” Disse mærkværdige linjer kommer fra Annabel Pitchers debutroman, My Sister Lives on the Mantelpiece, som er en YA-bog, jeg holder meget af. Den bliver fortalt fra den 10-årige Jamies perspektiv, og den er simpelthen så sød, rørende og charmerende. Jamies naive barnesind fortæller en historie om sorg, venskab og familiekærlighed på tværs af religion og aldre, og jeg kan varmt anbefale alle at læse den.

For varmt til at gå ud: Vælg en bog til en dag indenfor.
Jeg har lige færdiggjort Donna Tartts kæmperoman, Stillidsen, og selvom jeg slæbte den med over alt, er den helt klart mest ideel til en dag indenfor på grund af dens størrelse. Da jeg først gik i gang med at læse den, forsvandt jeg også totalt for omverdenen, så derfor tror jeg, den er perfekt til at få én til at glemme, at det regner uden for.

Summer road-trip: Vælg en bog du ville tage med dig.
Jeg ville tage Morgan Matsons Second Chance Summer med – en bog, jeg endnu ikke har læst, men som jeg forventer at få en masse sommersødme ud af.

Iste godhed: Vælg en bog med et koldt scenarie.
Gillian Flynns Sharp Objects handler om journalisten Camille, der bliver sendt tilbage til sin barndomsby for at efterforske forsvindingerne af to små piger. Det er en roman med masser af indviklet familiehistorie og kolde kvinder, og Flynns karakteristiske upålidelige fortæller i form af Camille er fantastisk.

Grum solskoldning: En bog du virkelig ikke har kunnet lide i år.
I forbindelse med et valgfag på mit studie skulle jeg læse “I Stålstormen” af Ernst Jünger. Fra start til slut var jeg negativ over bogen, som jeg aldrig selv ville have valgt at have læst (og jeg stoppede i øvrigt med at læse, da jeg manglede ti sider). Det var specielt glorificeringen af at være i krig, der irriterede mig gevaldigt.

Sydende varm sommerlæsning: Anbefal en af de bedste bøger du har læst i år.
Endnu en gang bliver jeg nødt til at nævne Ali Smiths Girl Meets Boy. Ingen over, ingen under – jeg er fuldstændigt solgt til den bog – jeg har skrevet en anmeldelse af den her.

Jonathan Safran Foer: Eating Animals

Stories about food are stories about us – our history and our values. Within my family’s Jewish tradition, I came to learn that food serves two parallel purposes: it nourishes and it helps you remember. Eating and storytelling are inseparable – the saltwater is also tears; the honey not only tastes sweet, but makes us think of sweetness; the matzo is the bread of our affliction.

Tanken om at være vegetar har aldrig været fremmed for mig: Som teenager ville jeg gerne droppe kødet, men det blev aldrig rigtigt seriøst. Efter jeg flyttede hjemme fra, spiste jeg mindre og mindre kød, ind til jeg fra den ene dag til den anden begyndte at spise mere og mere plantebaseret. Jeg har aldrig været særlig vild med kød, så derfor virkede det ikke som nogen udfordring at droppe det fuldstændigt. I første omgang var det mest for at finde madglæden igen – jeg har aldrig været så glad for at lave mad, som efter jeg blev vegetar. Jeg finder det langt mere spændende at tilberede vegetarisk mad, og der udover skader det ikke, at det er billigere for pengepungen. Altså var det i første omgang ikke en beslutning, der involverede miljømæssige overvejelser og skrupler omkring dyrenes velfærd. Jeg har dog længe gerne villet udforske den etiske side af min beslutning, så Foers anmelderroste Eating Animals virkede som et godt sted at starte.

Gennem bogens kapitler bliver man informeret om de dyr, vi spiser – hvilke vilkår, de mestendels har på de såkaldte “factory farms”, der fylder størstedelen af det amerikanske kødmarked. Foer er dog langt fra ensidig: Han forsøger at bringe alle parter i tale og giver taletid til både den konventionelle landmand og aktivisten og bringer eksempler frem, der er mere undtagelsen end reglen, for eksempel veganeren, der er med til at bygge slagterier.

Foers research er imponerende: Han har brugt tre år på at researche, og selvom bogens primære fokus er dyrevelfærd (eller manglen på samme), dækker bogen også over helbredsmæssige og miljømæssige konsekvenser. For mig var det lidt af en øjenåbner: For mens jeg altid har vidst, at det stod skidt til med dyrevelfærden, var specielt den helbredsmæssige del en ting, der gjorde mig skidt tilpas. Godt nok er mange af tingene eksempler fra kødindustrien i USA, og mens vi i Danmark har en noget mere strikt fødevarepolitik, spreder deres valg sig også i form af sygdomme over hele verden.

Eating Animals stærkeste side er helt klart Foers empati: Han forsøger  nemlig aldrig at løfte den moralske pegefinger og udpege omnivoren som sin fjende. Hvis han retter sin vrede mod noget, er det kødindustriens kapitalisme. En af hans mange gode pointer er, at forbrugeren mangler information omkring den mad, hun spiser: For ligesom man aktivt tilvælger animalske produkter, når der står “frilands” eller “økologisk” på emballagen, kunne det være, markedet ville være noget anderledes, hvis der var mere tilgængelig information om dyrets vej fra gård til tallerken.

Jeg opnåede helt klart mit ønske med Eating Animals – jeg er blevet langt mere informeret omkring kødindustriens konsekvenser (og selvom den mestendels beskæftiger sig med forholdene i USA, finder jeg det naivt at antage, at det står meget bedre til i Danmark). Det fantastiske er, at Foer er så objektiv – han udpeger facts og siger “sådan er det”. Så er det op til læseren at beslutte, hvad hun vil have ud af det – og i mit tilfælde er det, at jeg står endnu stærkere i min beslutning om at være vegetar.

Hvorfor er lyrik så intimiderende?

Min passion for lyrik er stor – og derfor vil jeg alle dage gerne forsvare den. Ikke, at genren som sådan behøver et forsvar. Det, jeg nok i virkeligheden mener er, at jeg ville ønske, at flere mennesker læste lyrik. Lyrik udkommer oftest i små oplag på mindre forlag, og det er yderst sjældent, at der går Yahya Hassan i den. Jeg taler oftest med folk om det, og et af de gennemgående argumenter for ikke læse lyrik er, at genren er intimiderende.

Egentlig kan jeg godt forstå det: I folkeskolen og gymnasiet er vi oftest blevet konfronteret med gamle, støvede digtere (som der også er en vis skønhed i), men – nu kan jeg kun tale for mig selv, og andre, jeg har talt med om emnet – det er sjældent, at vi er blevet udfordret med nyere digte. Så vidt, jeg husker, var den nyeste lyrik jeg læste i gymnasiet nogle digte af Inger Christensen (og jeg knuselsker hendes digte i dag, så det har jeg taget med mig) – og mens det er vigtigt at have noget viden om den lyrik, der ligger forud for den nye, tror jeg, det er ligeså vigtigt at have fokus på de nyere digtere, der ikke nødvendigvis opnår særlig stor mainstream anerkendelse. Det er ofte alt for abstrakt at skulle relatere til Thomas Kingos “Keed af Verden, og kier ad Himmelen”, når man som moderne læser knap nok har en særlig stor forståelse af, hvad “forgængelighed” egentlig er i den kingoske forstand (og ens lærer højst har en to minutter til at forklare det…)

I skolen lærer vi at splitte digtene ad til ugenkendelighed: Vi skal finde rimskemaet, anaforer, epiforer, allitteration, assonans, metaforer og meget mere – og mens dette har analytiske kvaliteter, som bestemt også er vigtige, har det også karakter af en metodisk og nogle gange endda fremmedgørende effekt, som viger for den kvalitet, jeg synes er vigtigst ved lyrikken: Hvad det får os til at føle. Digtenes effekt bliver skubbet i baggrunden. De analytiske redskaber er vigtige for at forstå, hvorfor lyrikken kan have den effekt, den har – men når det kommer til at blive fremstillet som det primære formål, som jeg synes, det har været med min erfaring med undervisning, bliver det pludseligt meget firkantet og metodisk. Ligesom med alt andet litteratur, betragter jeg lyrik som et håndværk. Ordene er velvalgte og gennemtænkte, uanset om vi taler om digte i frie vers eller sonetter. Derfor giver det også god mening at finde frem til håndværkets dele – men det umiddelbare ved digtene bliver skubbet i baggrunden og glemt.

For den kvalitet, jeg holder så meget af ved lyrikken, vil altid være den måde, hvor på den kan sige så meget på så få linjer. Hvordan de helt rigtige digte kan formå at skabe stemninger og følelser – kulde, sorg, glæde, varme – og hvordan det helt rigtige digt påvirker dig så meget, at det måske endda skaber en lille tåre i øjenkrogen – og det er det aspekt, der fuldkommen bliver negligeret. Ens mening om digte vil altid være subjektiv, men mens vi (igen i skolen) bliver bedt om at skrive boganmeldelser, er det yderst sjældent, vi bliver bedt om at skrive en digtanmeldelse.

Jeg tror, det er det, der gør, at mange læsere generelt føler sig intimideret af digte. Nogle føler måske, at man skal forstå og analysere, for det var jo det, man gjorde i skolen – mens andre blev så trætte af netop at prøve på at forstå, at de ikke har læst digte siden. Jeg siger ikke, at det er sådan med alle – nogle mennesker har sikkert ikke interessen, ligesom det langt fra er alle, der holder ligeså meget af at læse, som jeg gør – men jeg tror, at den måde, vi lærer om digte på, ofte er med til at skræmme folk.

For min mening er, at man ikke altid behøver at forstå digte. I første omgang skal man i hvert fald bare læse og mærke  – hvad får alle disse billeder mig til at føle? Senere kan man prøve at analysere og forstå (og eventuelt komme frem til en konklusion om, at digtet ikke er skabt til at blive forstået), men det er ikke hovedformålet.
Hvis du efter min lange smøre har mod på at læse noget lyrik, har jeg tidligere skrevet et indlæg med digtanbefalinger, som alle er yderst nemme at gå til.

Hvilke holdninger har du til lyrik? Hvor meget lyrik læser du? Havde du samme oplevelse som jeg havde i din skolegang? Hvad er dit yndlingsdigt? Du skal være velkommen til at skrive lige, hvad du har lyst til om lyrik, i kommentarfeltet – som sagt er det en af mine store passioner, så jeg ville elske at få en samtale i gang. 🙂

Juni i links

Juni har været præget af eksamenslæsning, og i kraft af dette også af overspringshandlinger. Derfor har jeg en dejlig lang liste med links, jeg gerne vil dele her. Nogle af linksne er desuden udsprunget af diverse begivenheder i juni, som på den ene eller anden måde påvirkede mig meget.

Den danske model, Josephine Skriver, har skrevet en smuk artikel, der nærmest lyder som et digt, om de forfærdelige skyderier i Orlando tidligere på måneden. Det er fyldt med masser af de tanker, som jeg selv har rendt rundt med.

Anden halvdel af juni var primært præget af Brexit, og i kølvandet på dette stødte jeg på denne virkelig inspirerende video om bøger og film, der netop kan inspirere én til at blive politisk aktiv.

Jeg har ikke hørt om projektet, Future Library, før, men det lyder virkelig spændende. David Mitchell er en af de forfattere, der har skrevet et manuskript, som bliver begravet i en norsk skov og først bliver gravet op igen i 2114. Det er næsten lidt frustrerende at vide, at det først vil blive udgivet (hvis overhovedet) efter min levetid til trods for, at jeg endnu ikke har læst noget David Mitchell. Det må være noget med den der utilgængelighed, der virkelig gør det hele langt mere spændende.

Jeg blev nødt til at trække på smilebåndene, da jeg læste om verdensmesterskaberne i Quidditch. Det er da fantastisk!

Et digt, der virkelig rørte mig i juni, var “20 Love Letters” af Trista Mateer. Mateers måde at lege med ord og navne på er fantastisk – og jeg kan generelt anbefale, at følge med på Mateers tumblr.