Rene Denfeld: The Enchanted

How odd is it, that the dead weigh more than the living. You would think it would be the opposite, but it isn’t. I think it is because souls give bodies lightness and air. When the soul leaves, the body has nothing left and is desperate to return to the earth. That’s why it’s so heavy.

The Enchanted er en sart roman om et mørkt emne: Livet på dødsgangen i et fængsel i USA. Den navnløse fortæller er selv en del af fangerne, der i årevis afventer deres dødsstraf, og gennem hans øjne udfolder historien sig om den ligeså navnløse kvindelige efterforsker, der skal redde fangen York fra sin dødsstraf. York adskiller sig dog fra mange af de andre fanger: Han har et ønske om at dø.

York og de andre dødsdømte fangers brutalitet og mord bliver aldrig beskrevet i andet end vage vendinger, hvilket forstærker Denfelds gennemgående pointe om, at fangerne på dødsgangen ikke er blevet født som brutale monstre, men er en konsekvens af det samfund, de lever i. Uden at kunne forholde sig til de dødsdømtes gerninger, bliver man som læser trukket ind i de tragiske baggrundshistorier, der blandt andet omfatter misbrug og vold, og man opnår pludselig en ambivalent sympati med den mand, man burde føle dyb afsky for. For selvom Denfeld fortæller gribende om mændenes fortid, formår hun alligevel aldrig at lade én glemme, at de har begået horrible gerninger, som de er blevet dømt til døden for.

Endnu en af romanens bemærkelsesværdige egenskaber er sproget: Med den smukke og blomstrende prosa, står sproget i skærende kontrast til det dystre liv på dødsgangen. Det er så yndigt og sart og fyldt med så gode refleksioner, at romanens grusomme skildringer kom til at påvirke mig virkelig meget som læser. Den navnløse fortæller i fangenskab beretter med en så skrøbelig og naiv tone, at det ikke næsten ikke er til at bære.

Det er ikke kun livet på dødsgangen, der bliver skildret i The Enchanted. Det er også om hverdagen i fængslets andre afdelinger og den korruption, der foregår der, ligesom den kvindelige efterforskers historie også langsomt bliver fortalt. The Enchanted har så uendeligt meget på hjertet og formår med dens lidt over 200 sider at fortælle en meget kraftfuld historie, til trods for det fine sprog, heldigvis aldrig bliver sentimental eller romantiserende. I stedet stiller den spørgsmål til samfundet og mennesket som en helhed – og om man nogensinde kan stoppe menneskets grusomhed.

Women in Translation

At a guess, I’d say there are more yoga books available in British bookshops than novels written by non-Anglophone women.
Kate Derbyshire

Selvom august snart er ovre, vil jeg alligevel give det gode projekt der kører i august, Women in Translation, lidt opmærksomhed. Oversættelser er generelt en meget lille del af det engelske marked, og ifølge denne statistik, var bare 27% af dette marked i 2013, kvinder. Uden at have nogle belæg for det, tror jeg ikke, det står så grelt til i Danmark – fordi vi netop som dansktalende har mere behov for oversættelser. Til gengæld har jeg en mistanke om, at der bliver skævet meget til det engelske og amerikanske marked, så der er stadig masser af stemmer, der ikke bliver hørt. Inspireret af hele projektet, vil jeg i dette indlæg komme med anbefalinger af kvinder, der er blevet oversat til dansk. I kan læse mere om projektet her.

Først vil jeg dog lige give et skud ud til Dorthe Nors, der klarer sig virkelig godt på specielt det amerikanske marked. Jeg har kun læst Kantslag (Karate Chop) men glæder mig også til at få læst Det var så den vinter (So Much for That Winter), der også for nyligt er blevet oversat.

Selma Lagerlöf er en forfatter, jeg ofte var stødt på, men som jeg aldrig havde fået læst. De gennemgående temaer om livet i de svenske skærgårde tiltrak mig ikke synderligt, men alligevel stod jeg en dag med Gösta Berlings Saga på biblioteket og endte med at tage den med hjem – og jeg blev blæst væk af den forunderlige fortælling om den tidligere, alkoholiserede præst, Gösta Berling, der slutter sig til en gruppe af kavalerer i Ekeby. Romanen er fyldt med røverhistorier, kærlighed og magi, og den kan varmt anbefales.

Det var et tilfælde, der ledte mig til Anna Gavaldas Billie – og det fortrød jeg bestemt ikke. Den lille bog omhandler pigen, Billie, der er på vandretur med sin bedste ven, Franck – et frygteligt uheld sker, og Franck kommer slemt til skade. Mens de venter på hjælp, fortæller Billie deres historie til en lille stjerne på nattehimlen, og mens hun ikke altid er videre sympatisk, er det alligevel rørende, hvordan hun klynger sig fast i håbet.

Marjane Satrapis graphic novel, Persepolis (Min iranske barndom #1, Teheran tur-retur, #2), er på en og samme tid både rørende og sjov. Bind et fortæller om Satrapis opvækst i Iran under den islamiske revolution, hvor onkler og nære venner forsvinder ud af det blå, og hvor hun lige pludselig er nødt til at gå ud med tørklæde. I bind to er hun flygtet til Wien med forhåbninger om et nyt og bedre liv, men savnet til sin familie er stor, og alting går langt fra så gnidningsfrit, som hun havde forestillet sig. Persepolis handler blandt andet om at gå alt for tidligt fra det naive barnesind til den voksne alvor og at være fanget mellem to kulturer, og selvom jeg formåede at læse begge bind på en enkelt, januarkold aften, fylder den stadig meget i min bevidsthed.

Har I nogle anbefalinger af oversatte, kvindelige forfattere?

Garth Risk Hallberg: Byen brænder (og om at opgive bøger)


Jeg var ellers så begejstret. Efter seks måneders ventetid fra biblioteket, tikkede der endelig en mail ind om, at Byen brænder var klar til afhentning. Bogens størrelse var intimiderende, men overkommelig. Hvis forfatteren formår at overbevise mig om, at hvert et ord tæller, kan bøger på +500 sider være en fornøjelse. Senest har jeg læst Stillidsen og Anna Karenina, som falder ind i denne kategori, men modsat Tartt og Tolstoj (der måske i sig selv er en unfair sammenligning, selvom Byen brænder er blevet sammenlignet med Stillidsen) formåede Hallberg ganske simpelt ikke at overbevise mig. Jeg nåede således til side 640, før jeg besluttede mig for, at nok måtte være nok.

På papiret er der så mange ting, jeg burde holde af: Storbystemaet og udforskningen af dens underverden, de mange fortællersynsvinkler og det maleriske sprog. Men i stedet for at begejstre, var disse elementer noget af det, der irriterede mig allermest ved Hallbergs ambitiøse roman.

Byen brænder følger en række newyorkere i en længere årrække, der umiddelbart er meget forskellige. En sort homoseksuel, en stofmisbruger, en rigmandsdatter, en aldrende politibetjent, en teenagedreng og… Føler du dig også forpustet nu? Jeg har intet overblik over, præcis hvor mange forskellige synsvinkler, Byen brænder indeholder, men jeg ved, at der er flere end der er her. Romanen fletter alle disse skæbner sammen med en skudepisode, men jeg mener ikke, at Hallberg formåede at gøre et særligt godt arbejde med dette. Uden at have læst, hvordan alle disse karakterer kommer til at mødes, mener jeg, at det simpelthen kom til at fremstå som søgt. Det er i forvejen en velkendt trope, som der skal meget til for at mestre, og jeg mener, den lykkedes allerbedst, når forfatteren er diskret med sine spor. I Byen brænder kom det desværre til at virke forceret – jeg følte, at Hallbergs tilstedeværelse som forfatter var alt for tydelig, når han lod tilfældige elementer fra de forskellige karakterers liv passere hinanden.

Den massive mængde af karakterer er et relateret problem: Der er for mange af dem, og de bliver introduceret på de mest tilfældige tidspunkter. Problemet var endnu en gang, at jeg følte forfatterens tilstedeværelse alt for meget. Hallberg har en meget detaljeret skrivestil, som, når den er bedst, er fantastisk smuk, men ulempen var også, at den ikke ændrede sig særligt meget fra synsvinkel til synsvinkel. Med så mange skiftende synsvinkler foretrækker jeg, at de forskellige fortællerstemmer er skarpt skåret op, så de er nemme at adskille. Jeg kan selvfølgelig ikke vide, om dette er et problem, der er opstået i oversættelsen, så jeg lader tvivlen komme Hallberg til gode.

Sproget er min sidste pet peeve: Når man bruger så mange beskrivelser, som Hallberg gør, skal jeg som læser igen overbevises om, at hvert eneste ord i sætningskonstruktionen er en nødvendighed – og det føler jeg ikke, det er. Jeg tror snildt, der i hvert fald kunne skæres 200 sider ud af de 600, jeg nåede at læse, før jeg gav op.

Men det skal ikke blot handle om de negative aspekter. Jeg kunne virkelig godt lide romanens første 2-300 sider, og den angstfyldte teenager, Charlie, vandt virkelig mit hjerte. Hvad der også fungerede var brugen af de forskellige medier – jeg havde frygtet, at det ville komme til at virke som en lidt for smart effekt for effektens skyld, men de tilførte historien vigtige aspekter på en ny, interessant måde.

Og så er vi tilbage ved mit problem: For jeg hader at opgive bøger. Jeg havde fået bildt mig selv ind, at jeg var ligeglad, men jeg kan mærke, at alt stritter imod i mig for at stoppe med at læse den. Samtidig bliver jeg mere og mere irriteret for hver side, jeg læser, så hvorfor er det, at jeg prøver at overbevise mig om, at det er strengt nødvendigt at læse videre? Der var elementer, jeg kunne lide, men det er ikke dem, der fylder mest i min anmeldelse, vel? Det har nok noget at gøre med skuffelse. Jeg havde glædet mig så meget til denne kæmperoman, men blev desværre noget så skuffet.