Joyce Carol Oates: Women Whose Lives Are Food, Men Whose Lives Are Money

There are long evenings
panel discussions on abortions, fashions, meaningful work
there are love scenes where people mouth passions
sprightly, handsome, silly, manic
in close-ups revealed ageless
the women whose lives are food
the men whose lives are money
fidgets as these strangers embrace and weep and mis-
understand and forgive and die and weep and embrace
and the viewers stare and fidget and sigh and
begin yawning around 10:30
never made it past midnight, even on Saturdays,
watching their brazen selves perform
“Women Whose Lives Are Food, Men Whose Lives Are Money”

Jeg har længe haft lyst til at udforske Joyce Carol Oates’ forfatterskab – men med et imponerende bagkatalog på over 40 romaner samt utallige digt- og novellesamlinger, var det svært at overskue, hvor jeg skulle starte. Da jeg stødte på denne digtsamling, blev min nysgerrighed dog hurtigt bragt: Dens knap så mundrette titel fortalte nærmest en historie i sig selv og alligevel fortalte den så lidt.

Temaerne i Women Whose Lives Are Food… er mørke og dystre på vidt forskellig vis: Titeldigtet stiller spørgsmålstegn til hverdagens trivielle trummerum og pligter, mens “Hauled From River, Saturday 8 P.M.” med linjerne “It was not the death I dreamt of / but I asked for it, you are whispering. / Such a storm of blows! – brought it onto myself.” giver en myrdet kvinde sin stemme tilbage.

Noget af det, der er så fint ved Oates’ digtning i denne samling er hendes måde at gøre digtning til små, korte historier – og hun holder sig ikke tilbage med at udstille mennesket. Women Whose Lives Are Food… er et sammensurium af hykleri, smerte, vrede, bitterhed og tristhed, og selvom der indimellem er en sarkastisk kommentar til at løsne op, er den grundlæggende stemning i digtsamlingen kold og trøstesløs. Derfor læste jeg også bogen i korte bider, for selvom den med sine 80 sider ikke er særlig lang, skal hendes digte læses langsomt og eftertænksomt.

Jeg holdt meget af Oates digte – hendes skrivestil minder mig meget om Sylvia Plaths Ariel – denne rå, kolde og beskyldende tone tilgiver ikke, men kræver at læseren ser den konfrontation, Oates ønsker at tage.

Digtsamlingen har for alvor givet mig lyst til at starte på Oates’ forfatterskab, men jeg må indrømme, at jeg stadig ikke har overblik over, hvor jeg vil starte – så anbefalinger modtages med kyshånd.

Liebster Award

Jeg er blevet tagget af hele tre seje kvinder i Liebster Awarden, der i disse tider går sin sejrsgang her i bogbloggerland: Ann-Kristine fra Ord fra en bibliofil, Regitze Xenia fra Bookish Love Affair og Luna fra Lunas kaffekrog. Eftersom dette skønne tag har været omkring sig i bogbloggerland, vælger jeg at dele blogkærlighed på en anden måde, men mere om det senere.

Reglerne er som følger:
* Tak bloggeren, som nominerede dig.
* Vis Liebster Award-logoet på din blog/i dit indlæg (Du kan finde et logo nederst i dette indlæg)
* Besvar de 11 spørgsmål, som du modtog fra bloggeren, der nominerede dig.
* Skriv 11 selvvalgte facts om dig selv.
* Nominér 11 nye bloggere (med 1000 eller derunder følgere)
* Lav dine egne 11 spørgsmål, som de nominerede skal svare på.

11 spørgsmål, jeg er blevet stillet:

1. Hvorfor begyndte du at blogge?
Jeg har altid læst en masse blogs – lige siden blogkonceptet var ganske nyt i Danmark, og jeg har af flere omgange forsøgt at starte min egen blog med forskellige temaer: Modeblog, en anonym dagbog og også en anden bogblog end denne, er blandt forsøgene. Fælles for dem alle har dog været, at det altid har været meget intimt og grænseoverskridende for mig at vise mine skriverier, så derfor turde jeg ikke gå helhjertet ind i processen. Så mødte jeg Rikke, som gav mig et kærligt spark bagi, hvilket resulterede i denne blog.

2. Hvis du nu havde frit valg, hvad ville du så helst være? Forfatter, forlægger, boghandler eller bibliotekar?
Af valgmulighederne må det nok bære bibliotekar – men den ultimative drøm er at kunne forske i litteratur.

3. Hvad er det ved en blog, der får dig til at følge den?
Når det gælder bogblogs behøver bloggeren ikke nødvendigvis at læse de samme bøger i de samme genrer, som jeg selv gør. I stedet vil jeg gerne kunne mærke engagementet og entusiasmen, og så synes jeg altid, det er fedt med opfindsomme tiltag. Jeg læser også andre blogs, og her handler det oftest om humor. Og om mad. Jeg elsker at lave mad og  at bage, og det er fantastisk at få ny inspiration.

4. Hvis du skulle holde teselskab, hvilken nulevende og hvilken afdød forfatter ville du så invitere?
Jeg ville helt klart holde teselskab af Toni Morrison og Virginia Woolf. Jeg er så fascineret af Toni Morrisons skrivestil og synspunkter, og jeg tror, hun må være ufattelig klog på livet. Det samme gør sig gældende for Woolf, og jeg kan levende forestille mig, at det ville føre til både interessante og ophedede samtaler om sorte og kvinders rettigheder.

5. Har du et yndlingsband eller sanger/sangerinde?
Marina and the Diamonds! Jeg er så begejstret for hendes musik, at det næsten er pinligt, og jeg har været enormt ked af at misse hende, de gange, hun har været i Danmark (Nibe Festival, Marina? Really?!).

6. Hvordan har du det med biblioteker? Og kom du ofte på dem, da du voksede op?
Min kærlighed for biblioteker har altid været stor. Hvor meget jeg end gerne ville, har jeg ikke råd til at købe alle nye udgivelser, jeg gerne vil læse, så derfor er biblioteket min bedste ven. Jeg elsker at gå rundt blandt bibliotekets hylder for at trække tilfældige titler ud og låne dem, bare fordi de lyder gode eller har et flot cover. Det gør jeg ikke så ofte, når jeg selv køber bøger.
Som barn var det lige sådan. Min mor hev mig altid med på biblioteket, og det var nærmest en lille dagsudflugt, hvor jeg slæbte så mange bøger med hjem, som jeg (læs: min mor) kunne bære.

7. Hvor er dit foretrukne læsested? Indenfor eller udenfor?
Efter jeg er flyttet, har jeg den fineste, lille have, så det oplagte svar ville være udenfor. Men det meste af tiden ligger jeg i min seng, for jeg holder allermest af at læse en times tid, inden jeg går i seng.

8. Hvilket sted på jorden vil du allerhelst besøge?
Jeg har altid drømt om New Zealand og Australien. Naturen er i nærmest alle hensender så storslået, anderledes og vild end den, jeg kender fra Danmark.

9. Læser du nogensinde bøger mere end én gang?
I forbindelse med eksamensopgaver og min kommende bacheloropgave gør jeg, men ellers er det ikke noget, jeg gør mig så meget i. Jeg har dog planer om snart at læse Annabel Pitchers My Sister Lives on the Mantelpiece igen, fordi den gjorde et enormt stort indtryk på mig.

10. Hvilken bog i din samling holder du mest af? (Og ja, det er et strengt og svært spørgsmål)

Det er virkelig et strengt og svært spørgsmål, ja! Men det er nok min Lewis Carrolls Alice’s Adventures in Wonderland and Through the Looking Glass i Barnes & Noble’s smukke, læderbundne udgave. Jeg købte den for en tre års tid siden, hvor jeg gik gennem en hård periode, så derfor har den også en sentimental betydning for mig. Billedet yder slet ikke skønheden retfærdighed, men jeg har desværre ikke mulighed for at tage billeder på nuværende tidspunkt.

11. Hvordan har du det egentlig med Twilight-bøgerne?
Jeg har faktisk aldrig læst Twilight-bøgerne. Da de udkom var jeg i en periode i mit liv, hvor jeg skulle gøre det modsatte af alt, hvad der var populært og mainstream, så det giver lidt sig selv, at jeg i hvert fald ikke hoppede med på den bølge. Ud fra hvad jeg har hørt om bøgerne, mener jeg ikke at være gået glip af noget, men jeg har ikke nogen stærkere holdning til dem.

11 tilfældige facts:

1. Min anden store passion ud over bøger, er musik, og jeg elsker at være til koncerter. Hvis jeg boede tættere på København, ville jeg gå til langt flere, men de sidste to år har jeg alligevel formået at komme til en fire-fem koncerter om året (hvor jeg ikke tæller festivaller med).

2. Inden jeg begyndte på litteraturvidenskab, tog jeg grundforløbet ‘Mad til mennesker’. Her kan man virkelig tale om at vælge en anden retning.

3. Jeg bryder mig virkelig ikke om rå tomater.

4. Jeg elsker at skrive lister. Gerne med forskellige farver tusser og på pænt papir.

5. Hver eneste gang jeg er i en genbrugsbutik, bliver jeg nødt til at tjekke, om de har en Stephen King bog, jeg ikke ejer.

6. Jeg fungerer bedst med orden omkring mig, men jeg roder virkelig meget.

7. Hvis jeg selv skal sige det, er jeg virkelig god til at give gaver – jeg kommer altid på den der lille ting, som modtageren ikke anede, de ønskede sig.

8.  Egentlig går jeg ikke særligt meget op i sport, men hvis jeg først sætter mig for at se det, går det ret hurtigt over gevind. Således ser jeg altid frem til OL, og jeg elsker især redskabsgymnastik, synkronsvømning, atletik og selvfølgelig håndbold (som jeg også følger med i ved andre mesterskaber).

9. Jeg er besat af Buffy the Vampire Slayer, og synes ligesom alle andre, at Riley var den kedeligste karakter nogensinde.

10. Jeg har mødt min bedste veninde ved hjælp af internettet. I dag er vi roomies.

11. Selvom jeg er utroligt klodset, har jeg aldrig (7-9-13, bank under bordet) brækket andet end en tå.

11 taggede bloggere:
Da jeg slet ikke har overblik over, hvem der er tagget og generelt har på fornemmelsen, at tagget er nået ud til en masse søde mennesker, vil jeg i stedet føre den gode stemning videre ved at fremhæve gode blogindlæg, jeg har læst over de seneste par måneder.

1. Anne-Nikolines fine interview med Anne-Cathrine Riebintzsky, der står bag den knusende Forbandede yngel og senest Orkansæsonen og stilheden (som jeg virkelig gerne vil læse!).

2. “Kvinder kan sku da også tænke sig om” – Miriam rammer hovedet på sømmet om hævnporno og victim blaming.

3. Kirstines fine skildringer af litterært stævne på Krabbesholm Højskole: Dag 1-2, dag 3-5. Jeg får helt lyst til at tage af sted næste år!

4. Hvis du af en eller anden grund har misset Rikkes indlæg om bogblogger-fællesskabet, skal du helt klart læse dette.

5. Jeg elsker, når Ann-Kristine viser rundt på smukke biblioteker. Her i Birmingham.

6. Selv en kyniker som mig kan ikke undgå at få våde øjne af Cathrine fra Rockpaperdresses’ bryllupsberetninger. Start fra en ende og bliv bekræftet i, hvor skøn kærlighed kan være.

7. Det er umuligt ikke at blive smittet af Bibliotekattens begejstring for serien Stranger Things og Stephen King.

8. Julie Rasmine har skrevet den fineste rapportage om Gyldendals efterårsreception – så er det jo næsten som at have været der selv!

9. Hos Bachs Bøger bliver der læst non-fiktion i september. Et tema, der har inspireret mig til at forsøge at få læst mere non-fiktion i september.

10. Findes der noget, der hedder bogmisundelse? I så fald lider jeg i den grad af det, efter at have beundret nyeste Pernille fra Bare et kapitel mere Folio Society bøger.

11. … og som om det ikke var nok, har Louise fra Kære Dig vundet en signeret Folio Society udgave af Stephen Kings The Shining. Misundelse er en grim, grim ting.

A. S. Byatt: Angels & Insects

You are accompanied through life, Emily Jesse occasionally understood, not only by the beloved and accusing departed, but by your own ghost too, also accusing, also unappeased.

Angels & Insects består af to længere noveller, Morpho Eugenia og The Conjugial Angel, som begge har det til fælles, at de foregår i det victorianske England, ligesom de begge er meget symboltunge og intertekstuelle.

Morpho Eugenia møder læseren den opdagelsesrejsende William, der efter et skibbrud er taget tilbage til England. Her slutter han sig til den velhavende Alabaster familie, hvor han bliver gift med den yndige Eugenia: Men alt er umiddelbart ikke, som det ser ud til at være. Hemmelighederne kravler langs væggene i Bredely Hall, og selvom William umiddelbart har alt, hvad han kunne ønske sig, er han alligevel ikke tilfreds.

Et af de hyppigst brugte symboler i novellen er myrer: Myrer, der arbejder i flok, myrer, der tager slaver og myredronningen, der slår hannerne ihjel. Med blandt andet denne symbolik formår Byatt både at kritisere den victorianske overfladiskhed og kvindernes plads som pynt i det daværende samfund, ligesom William selv bliver udstillet noget så grusomt.

The Conjugial Angel udforsker den daværende besættelse af spiritualitet, seancer og livet efter døden. Dette væves sammen med en historie om det platoniske forhold mellem Alfred Tennyson og Arthur Hallam, der døde i en alder af 22 og var forlovet med Tennysons søster, Emily. Kontakten med de døde er et omdrejningspunkt, der får uhyggelige konsekvenser for netop Emily, der længe efter Arthurs død, valgte at smide sin status som symbolsk enke og gifte sig på ny.

I denne novelle bruger Byatt elegant Tennysons digte, hvilket blot formår at gøre sproget endnu smukkere – og samtidig meget dystert. Der er noget nærmest trøsteløst over seancerne, hvor de levende forsøger at komme i kontakt med deres afdøde kære – for hvor længe kan man savne, og hvornår er det tilladt at komme videre i sit liv?

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at Angels & Insects ikke var en udfordring. Byatt smider om sig med referencer, intertekstualitet, teologi, fremmedord og genrer – man kan virkelig mærke, at hun selv er uddannet inden for litteratur. Samtidig er hver eneste fremmedelement ikke overflødigt: Hun spinder et smukt spind, som består af en blanding victoriansk tidsånd og rygende samfundskritik, og jeg var vild med det – Byatt sætter krav til læseren og tvinger én til at slå ting op, man i sin fantasi aldrig troede, man skulle google, men jeg synes, det var alle anstrengelserne værd. Skrivestilen kan til tider være noget tung, og minder rigtigt meget om den oprindelige, gotiske stil, hvilket blot binder en perfekt knude på sløjfen, der er Angels & Insects.

Jonas Hassen Khemiri: Alt det jeg ikke husker

Tanketrådene fra alle vores samtaler dannede et fintmasket net, der bandt os sammen, og hver gang vi begyndte at tale om et nyt emne, var der ti forbindelser til noget, som vi havde snakket om inden morgenmaden og tyve forbindelser til noget, som vi skulle snakke om senere på aftenen, og selvom vi delte alle de ord, føles det helt grotest at indse, hvor lidt jeg faktisk kan huske af samtalerne.

Den unge Samuel er død, men de nærmere omstændigheder er mystiske: Var det resultatet af bilens dårlige bremser eller var det selvmord? Og i så fald, hvad kan have drevet den umiddelbart så glade fyr, der bare gerne vil fylde på livets Erfaringsbank, til dette? I Alt det jeg ikke husker interviewer en ukendt forfatter mennesker, der har haft noget at gøre med Samuel. Personer, han har været tætte med som ekskæresten Laide og hans bedste ven, Vandad, men også personale på mormorens plejehjem og naboen til mormorens gamle hus.

Romanens struktur og narrativ er virkelig interessant: Den er bygget op omkring brudstykker af interviews, men man hører aldrig interviewerens stemme. Således bliver det til små monologer, som læseren selv skal stykke sammen til Samuels historie. Eftersom han ikke selv er der til at fortælle den, er brudstykkerne tvetydige og mystiske. Laide og Vandad har aldrig kunnet lide hinanden, så dette smitter naturligvis af i deres beretninger – ligesom de begge har set to sider af Samuel, og begge lader til at være forvirrede over, hvilken der overhovedet er rigtig. Umiddelbart lægger titlen, Alt det jeg ikke husker, op til en roman med en uklar fortæller, men sådan er det ikke. De interviewede personer fortæller tingene klart og lige ud af landevejen – som de altså selv husker og opfatter situationerne. Der er noget charmerende og umiddelbart over interviewformen, for eksempel når Laide er bevidst om interviewet og siger:

Skal jeg bare snakke løs? Okay. Men så stoler jeg på, at du omarbejder det, jeg siger, så det fungerer som tekst. Ja, altså sletter, når jeg siger “ligesom” og “ik'”, for jeg ved, hvordan talesprog ser ud, når det er skrevet direkte ned, det bliver helt skævt, ik’, man fremstår som en idiot, og jeg vil ikke fremstå som en idiot, jeg vil fremstå som mig.

Samtidig gjorde narrativet, at jeg fløj gennem romanen på lidt over 24 timer – noget, der ellers sjældent sker. Selvom jeg nød romanen i øjeblikket, krøb historien alligevel aldrig helt under huden på mig – romanen var god og gribende i øjeblikket, men jeg tror ikke, det er en roman, jeg vil huske (pun intended) længe. Narrativet var interessant, men selve plottet er i sig selv ikke så spændende  – alligevel vil jeg anbefale romanen, hvis du har brug for en hurtigt læst, men godt skrevet, roman.