Tanketrådene fra alle vores samtaler dannede et fintmasket net, der bandt os sammen, og hver gang vi begyndte at tale om et nyt emne, var der ti forbindelser til noget, som vi havde snakket om inden morgenmaden og tyve forbindelser til noget, som vi skulle snakke om senere på aftenen, og selvom vi delte alle de ord, føles det helt grotest at indse, hvor lidt jeg faktisk kan huske af samtalerne.
Den unge Samuel er død, men de nærmere omstændigheder er mystiske: Var det resultatet af bilens dårlige bremser eller var det selvmord? Og i så fald, hvad kan have drevet den umiddelbart så glade fyr, der bare gerne vil fylde på livets Erfaringsbank, til dette? I Alt det jeg ikke husker interviewer en ukendt forfatter mennesker, der har haft noget at gøre med Samuel. Personer, han har været tætte med som ekskæresten Laide og hans bedste ven, Vandad, men også personale på mormorens plejehjem og naboen til mormorens gamle hus.
Romanens struktur og narrativ er virkelig interessant: Den er bygget op omkring brudstykker af interviews, men man hører aldrig interviewerens stemme. Således bliver det til små monologer, som læseren selv skal stykke sammen til Samuels historie. Eftersom han ikke selv er der til at fortælle den, er brudstykkerne tvetydige og mystiske. Laide og Vandad har aldrig kunnet lide hinanden, så dette smitter naturligvis af i deres beretninger – ligesom de begge har set to sider af Samuel, og begge lader til at være forvirrede over, hvilken der overhovedet er rigtig. Umiddelbart lægger titlen, Alt det jeg ikke husker, op til en roman med en uklar fortæller, men sådan er det ikke. De interviewede personer fortæller tingene klart og lige ud af landevejen – som de altså selv husker og opfatter situationerne. Der er noget charmerende og umiddelbart over interviewformen, for eksempel når Laide er bevidst om interviewet og siger:
Skal jeg bare snakke løs? Okay. Men så stoler jeg på, at du omarbejder det, jeg siger, så det fungerer som tekst. Ja, altså sletter, når jeg siger “ligesom” og “ik'”, for jeg ved, hvordan talesprog ser ud, når det er skrevet direkte ned, det bliver helt skævt, ik’, man fremstår som en idiot, og jeg vil ikke fremstå som en idiot, jeg vil fremstå som mig.
Samtidig gjorde narrativet, at jeg fløj gennem romanen på lidt over 24 timer – noget, der ellers sjældent sker. Selvom jeg nød romanen i øjeblikket, krøb historien alligevel aldrig helt under huden på mig – romanen var god og gribende i øjeblikket, men jeg tror ikke, det er en roman, jeg vil huske (pun intended) længe. Narrativet var interessant, men selve plottet er i sig selv ikke så spændende – alligevel vil jeg anbefale romanen, hvis du har brug for en hurtigt læst, men godt skrevet, roman.
På en litterær sky 