Joyce Carol Oates: Women Whose Lives Are Food, Men Whose Lives Are Money

There are long evenings
panel discussions on abortions, fashions, meaningful work
there are love scenes where people mouth passions
sprightly, handsome, silly, manic
in close-ups revealed ageless
the women whose lives are food
the men whose lives are money
fidgets as these strangers embrace and weep and mis-
understand and forgive and die and weep and embrace
and the viewers stare and fidget and sigh and
begin yawning around 10:30
never made it past midnight, even on Saturdays,
watching their brazen selves perform
“Women Whose Lives Are Food, Men Whose Lives Are Money”

Jeg har længe haft lyst til at udforske Joyce Carol Oates’ forfatterskab – men med et imponerende bagkatalog på over 40 romaner samt utallige digt- og novellesamlinger, var det svært at overskue, hvor jeg skulle starte. Da jeg stødte på denne digtsamling, blev min nysgerrighed dog hurtigt bragt: Dens knap så mundrette titel fortalte nærmest en historie i sig selv og alligevel fortalte den så lidt.

Temaerne i Women Whose Lives Are Food… er mørke og dystre på vidt forskellig vis: Titeldigtet stiller spørgsmålstegn til hverdagens trivielle trummerum og pligter, mens “Hauled From River, Saturday 8 P.M.” med linjerne “It was not the death I dreamt of / but I asked for it, you are whispering. / Such a storm of blows! – brought it onto myself.” giver en myrdet kvinde sin stemme tilbage.

Noget af det, der er så fint ved Oates’ digtning i denne samling er hendes måde at gøre digtning til små, korte historier – og hun holder sig ikke tilbage med at udstille mennesket. Women Whose Lives Are Food… er et sammensurium af hykleri, smerte, vrede, bitterhed og tristhed, og selvom der indimellem er en sarkastisk kommentar til at løsne op, er den grundlæggende stemning i digtsamlingen kold og trøstesløs. Derfor læste jeg også bogen i korte bider, for selvom den med sine 80 sider ikke er særlig lang, skal hendes digte læses langsomt og eftertænksomt.

Jeg holdt meget af Oates digte – hendes skrivestil minder mig meget om Sylvia Plaths Ariel – denne rå, kolde og beskyldende tone tilgiver ikke, men kræver at læseren ser den konfrontation, Oates ønsker at tage.

Digtsamlingen har for alvor givet mig lyst til at starte på Oates’ forfatterskab, men jeg må indrømme, at jeg stadig ikke har overblik over, hvor jeg vil starte – så anbefalinger modtages med kyshånd.

Advertisements

2 thoughts on “Joyce Carol Oates: Women Whose Lives Are Food, Men Whose Lives Are Money

  1. Vildt, vildt god anmeldelse. Ligesom dig har jeg længe haft lyst til at starte med hende, men det er bare så svært at finde ud af hvor! Den her samling virker som en fin introduktion – selvom den er mørk. Den lyder vildt interessant.

    Like

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s