Bøger, der gør ondt

Bøger kan så mange fantastiske ting – vise os verdener, som vi måske ikke selv kender til, men som samtidig udpeger en realitet, der for mange er ganske virkelig. Nogle gange opdager vi, at vi faktisk ikke er forskellige fra personerne i bogen – om de er virkelige eller fiktion gør ingen forskel. Nogle gange sidder vi med åben mund og polypper og kan ikke forstå, hvordan verden kan være så grum – og det er netop sådanne bøger, jeg i dag vil anbefale: Bøger, der gør ondt, men som til gengæld giver så meget igen.

Marya Hornbacher: Wasted
Tidligere på måneden anbefalede jeg Hornbachers The Center of Winter – men Wasted vil for altid være den bog i hendes forfatterskab, der har gjort størst indtryk på mig. Det er hendes egen beretning om hendes kamp med anoreksi, bulimi og selvskade. Hendes ærlighed er brutal, og hun forsøger på ingen måde at fremstille sig selv i et bedre lys – tværtimod er det hjerteskærende at læse om hendes selvhad. Der findes mange memoirs om spiseforstyrrelser – og jeg har selv læst min del – og denne er en stjerne i mængden. Den er blevet kritiseret for at være alt for detaljeret og give tips til de, der er spiseforstyrrede, så det vil jeg være opmærksom på, hvis man har en historik med de forbistrede sygdomme.

Marya Hornbacher: Wasted (1997), Fourth Estate 2010.

 

Toni Morrison: Beloved
Morrison har tidligere sagt, at hun ikke forventede, Beloved ville få så stor succes:

I thought this has got to be the least read of all the books I’d written because it is about something that the characters don’t want to remember, I don’t want to remember, black people don’t want to remember, white people don’t want to remember.

Men jeg tror, det netop er derfor, den har fået så stor succes. Den hjerteknusende historie om Sethe, Denver og fremfor alt, Beloved, hjælper et undertrykt folk med at sætte ord på smerten, og hjælper os andre med at blive ved med at huske: For historie skal altid skrives ned, så den ikke gentager sig.

Toni Morrison: Beloved (1987), Knopf 1987.

 

Vita Andersen: Hold kæft og vær smuk
Vita Andersens noveller er på denne liste, fordi de er så nemme at relatere til. Selvom de handler om kvinder i de sene halvfjerdsere, er der så mange tematikker, der stadig er relevante i dag. Pigerne og kvindernes skæbner bliver beskrevet med en foruroligende præcision: Angste, selvhadet og frygten for ikke at være god nok er tilstedeværende i hver eneste linje. Jeg tror på, at det er så vigtigt at få sat ord på følelser som disse – og hvis man ikke selv kan, er Andersen exceptionel med sine ord. Jeg tror bestemt, der er mange teenagepiger, der ville få meget ud af at læse Andersen i 2016.

Vita Andersen: Tryghedsnarkomaner & Hold kæft og vær smuk (1977/1978), Samleren 2014.

 

Hvilke bøger kan du anbefale, som konfronterer os med den barske virkelighed?

Advertisements

Ottessa Moshfegh: Eileen

I guess that is how those sick people got by. They look like nobodies, but behind closed doors they turn into monsters.

De seneste år har det været populært at skrive upålidelige, kvindelige karakterer. Tænk på Gillian Flynns fortæller i Gone Girl, tænk på fortælleren i Paula Hawkins’ The Girl on the Train, gang med ti – og du har Eileen. For selvom fortællersynsvinklen ikke ligefrem er original, er der alligevel et friskt pust over Ottessa Moshfeghs fortolkning af tendensen.

For det er ikke en traditionel spændingsroman. Det meste af romanen følger vi Eileen rundt i den sidste uge af hendes liv i X-ville, som hun kalder sin fødeby. Som læsere ved vi, at der kommer til at ske noget, der vender op og ned på hendes liv, men hvad det præcis er, bliver først afsløret meget sent i romanen. Derfor bliver det en anderledes form for spænding, som Moshfegh opbygger: Den lurer lige rundt om et mørkt hjørne, og mysteriet er maskeret godt.

Eileen er nemlig en meget speciel fortæller og karakter. I X-ville lever hun sammen med sin alkoholiske far i deres snavsede hjem, der aldrig bliver gjort rent. Hun arbejder som sekretær i et fængsel for kriminelle drenge under 18 år, og så hader hun alle mennesker. Ikke på den der sarkastiske måde, som jeg af og til ytrer, når jeg har en træls mandag, eller jeg frygter, at Trump bliver valgt som USA’s næste præsident: Nej, hadet koger og bobler i hende. Skrivestilen er mørk, dyster og frem for alt: Beskidt. For en, der er så besat af sit udseende, er Eileen nemlig ikke et særligt renligt menneske. Hun går sjældent i bad, for hun kan lide at kunne mærke sit eget snavs. Hun lever i en svinesti og er ligeglad med det. Hun går i sin afdøde mors tøj.

Ind til hun møder Rebecca, har hun altid haft en drøm om at forlade X-ville. Mødet med Rebecca forandrer dog alting – hun er besat af denne kvinde, og hun vil gøre alt for at komme tæt på hende, hvilket giver katastrofale følger. Det var ikke lige den måde, hun havde tænkt sig at forlade byen på…

Min ambivalens omkring Eileens karakter er stor: For på den ene side er hun uhygiejnisk, voldsom og dramatisk. Man kommer i tvivl om, hvad der er sandt, og hvad der er forkert. Hun dømmer andre mennesker i så høj grad, at jeg næsten fik det dårligt. På den anden side er det svært ikke at få en smule sympati for hende – hun er vokset op i et ustabilt hjem og til trods for, at hendes far er afhængig af hendes hjælp, får hun aldrig så meget som et tak. Magtforholdet mellem de to er totalt skævvredet. Noget af det, der leder til tvetydighederne i hendes karakter er den måde, hun ofte selv tager afstand fra sine handlinger på: Hun fortæller om denne episode i sit liv omkring halvtreds år efter, den skete. Hun er blevet ældre, klogere – og måske alligevel ikke. Samtidig sætter det endnu et spørgsmålstegn i forhold til, hvor meget, man skal tage hendes ord for gode varer.

Moshfeghs skrivestil er på en og samme tid fantastisk og frastødende – der er intet filter med hensyn til kropslige funktioner og væsker. Det er ikke kun det, der gør romanen mørk: Det er hele hendes måde at karakterisere Eileen på. Nogle gange synes jeg, at disse upålidelige, kvindelige fortællere godt kan blive for endimensionelle, men dette sker ikke i Eileen. Jeg synes dog, romanen bærer præg af at være for kort – eller for lang. Det er sådan en underlig mellemting, hvor jeg enten ville ønske, der var blevet skåret lidt i optakten til hændelsen, så det i stedet var en novelle eller uddybet noget mere med flere flashbacks, så det var en længere roman.

Jeg kan dog sagtens forstå, Eileen er blevet shortlistet til Man Booker Prize prisen i år. Det var umiddelbart den bog fra listen, jeg havde mest interesse i – og selvom der var småting, jeg ikke syntes om, vil jeg i det store og hele varmt anbefale til de med stærke nerver, og som ønsker et lidt anderledes take på tropen om den upålidelige, kvindelige fortæller.

Dewey’s 24 Hour Readathon: Time for time

Jeg har lavet den fineste bogstak. Jeg har sørget for, der er proviant: Rester af den lækreste brownie fra min lillebrors fødselsdag, sodavand og te i spandevis, klementiner, chips og dejlig veggieburger til aftensmad. Selvom jeg ivrigt har planlagt, er det først med 40 minutter til start, at jeg er kommet i tanke om, at dette indlæg også skal forberedes. Så typisk mig.

Jeg har tilføjet Maggie Stiefvaters The Dream Thieves til min bunke. Jeg var i gang med at læse den, og jeg har ikke lyst til at starte på en ny bog, før den er læst færdigt. Der er cirka 250 sider igen – så nu er jeg da sikker på, jeg får færdiggjort en bog.

I kan følge min læsning her på bloggen, men jeg opdaterer også sporadisk på min Instagram, Twitter og Goodreads. Nu vil jeg bruge den sidste halve times tid på at få et overblik over bloggere, jeg skal følge de næste 24 timer og få lidt sen frokost. Uanset om I er med på readathon holdet eller ej, ønsker jeg jer en rigtig dejlig weekend.

14:03: Så er readathonet officielt skudt i gang. Jeg vil dykke ned i Maggie Stiefvaters Henrietta, som er fyldt med teenageangst og mystisk. Perfekt til sådan en læselørdag.

16:01: Jeg har læst lidt over 100 sider i The Dream Thieves, og har netop vækket min hårdtarbejdende roomie fra en lur. Hun vil gerne læse med her i løbet af eftermiddagen og aftenen, så det ser jeg frem til. Jeg er glad for Maggie Stiefvaters univers, men når jeg er færdig med The Dream Thieves, tror jeg lige, jeg skal have en pause fra det – som tidligere nævnt er der bare meget teenageangst, og min tålelige dosis er ved at være opfyldt for denne måned. 😉

18:56: Jeg blev færdig med The Dream Thieves og på trods af en cliffhanger, holder jeg fast i min beslutning om at give The Raven Cycle en pause. Hvis man er til paranormal romantik, kan bøgerne virkelig anbefales – jeg tror bare ikke, jeg er i målgruppen. Min roomie brokkede sig i øvrigt over, at jeg ikke skrev, hvad hun læste, så det må jeg hellere – hun læser bog nr. 4 i føromtalte serie, The Raven King, og er lidt mere begejstret over den, end jeg er.

Mine øjne er allerede ved at være godt brugte, så jeg vil i gang med at lave noget aftensmad. Jeg overvejer også at gå en tur ud i regnvejret, men det er godt nok koldt og vådt – så det kan godt være, det bare bliver ved tanken. Uanset hvad vil jeg starte på Caitlin Morans How to Build a Girl, når jeg vender tilbage til læsningen; det tror jeg er lige, hvad mine ømme øjne har brug for. Jeg har ind til videre læst 226 sider.

22:27: Og så var der pludselig gået rigtig mange timer! Jeg endte med at gå en tur i Netto, mens der var kartofler i ovnen. Jeg havde følgende ordveksling med min roomie:

Hende: “Køb en snack med hjem!”
Mig: “… har vi ikke nok?”
Hende: “Nej.”

Moralen er simpel: Man må ikke gå ned på snacks. Således endte jeg med at købe endnu mere chokolade med hjem fra Netto…
Mæt af burger – og snacks – er jeg godt i gang med How to Build a Girl, og den er simpelthen så sjov! Det var det helt rigtige valg til nuværende tidspunkt.

00:59: WordPress’ kontrolpanel fortæller mig, at det var 11 timer siden, jeg udgav dette indlæg. 11 timer! Det gør mig helt rundtosset at tænke på, men jeg nyder virkelig How to Build a Girl, så det er helt okay. Jeg er utroligt nok ikke særlig træt endnu, så jeg er spændt på at se, hvor længe, jeg holder.

All my life, I’ve thought that if I couldn’t say anything boys found interesting, I might as well shut up. But now I realise there was that whole other, invisible half of the world – girls – that I could speak to, instead. A whole other half equally silent and frustrated, and just waiting to be given the smallest starting-signal – the tiniest starter-culture – and they would explode into words, and song, and action, and relieved, euphoric cries of ‘Me too! I feel this too!’
– Caitlin Moran, How to Build a Girl

02:28: Puha, nu er jeg godt nok ved at være træt. Jeg vil lægge mig under dynen og læse et par kapitler mere, hvis jeg ikke falder i søvn ligeså snart, jeg rammer min pude. Jeg er godt nok spændt på, om jeg nogensinde kommer op igen…

07:46: Mit hoved er stadig en smule tungt af træthed, men nu er jeg igen tilbage i sofaen med kaffe i mit krus. Byture har ingenting på et 24-timers readathon – jeg kommer til at være så smadret senere, haha. Jeg vil fortsætte med Moran, og så må jeg tage stilling til, hvad jeg ellers skal læse senere. Jeg kunne godt tænke mig noget, jeg kan nå at færdiggøre inden klokken 14, og det er der umiddelbart intet i min bogstak, der inviterer til.

09:48: How to Build a Girl var den perfekte bog – tilpas sjov og beskidt til at holde mig vågen (sammen med en kop kaffe!). Nu aner jeg dog ikke, hvad jeg skal fortsætte med – det er som om, ingen af mine ellers mange ulæste bøger er gode nok nu, så jeg vil fordrive tiden lidt på de sociale medier. Jeg tror, jeg har bestemt mig for at læse nogle af Angela Carters udvalgte eventyr, men nu må vi se.

10:06: “Er du stadig vågen?” spurgte roomie og kiggede dømmende på mig. Indigneret svarede jeg, at jeg i hvert fald havde fået fem timers søvn… Jeg er ikke så god til matematik, når jeg er træt. Jeg er i gang med at læse introduktionen til Angela Carters eventyr, og jeg faldt over dette, som jeg gerne vil dele – det er fantastisk:

Although this is called a book of fairy tales, you will find very few actual fairies within the following pages. Talking beasts, yes; beings that are, to a greater or lesser extent, supernatural; and many sequences of events that bend, somewhat, the laws of physics. But fairies, as such, are thin on the ground, for the term ‘fairy tale’ is a figure of speech and we use it loosely, to describe the great mass of infinitely various narrative that was, one cupon a time, and still is, sometimes, passed on and disseminated through the world by word of mouth – stories without known originators that can be remade again and again by every person who tells them, the perenially refreshed entertainment of the poor.
– Angela Carter, Angela Carter’s Book of Fairy Tales

11:56: En ting er sikkert – eventyrerne har absolut intet med feer at gøre. De er groteske, voldsomme og helt fantastiske, og jeg flyver igennem dem. Efterhånden er der kun små to timer tilbage af dette readathon, og udsigten til en lur er ved at gøre mig en smule utålmodig. 😉

13:52: Jeg har lagt Carters eventyr fra mig – 24 timer i læsningens tegn er ved at være slut, og det har været så hyggeligt. Carters eventyr var helt perfekte til min lettere døsige dag. Eventyr er så fantastiske – for på trods af mange forskelligheder, er de alligevel så ens – om de er fra Grønland, Norge, Nordamerika eller Egypten.

Jeg har nydt mit døgn så meget, selvom det slet ikke gik, som jeg planlagde. Jeg havde jo planlagt, at jeg skulle læse Sarah Waters’ Tipping the Velvet, men lysten var forsvundet som dug for solen. Jeg er fortsat imponeret over, hvordan det kan lykkedes for så mange at få læst så meget på så kort tid – vi har jo alle den samme tid til rådighed, ikke? Jeg fik læst 727 sider, hvilket jeg er noget så tilfreds med.

Nu vil jeg gå ind og tage mig en velfortjent lur. Tak for nu – og på gensyn til foråret. Det har været så skønt at opleve det fælleskab, som readathonet først og fremmest er. ❤

Dewey’s 24 Hour Readathon: Forberedelser

Nu gør jeg det. 
Nu gør jeg det. 
NU gør jeg det.
Shit. 
– Mine tanker, da jeg tilmeldte mig readathon.

Sådan tages mange af mine beslutninger ofte: Selvom jeg gerne vil, skal jeg alligevel overtale mig selv til at gøre det. Forpligtelser er skræmmende i sig selv, men at skulle dedikere et helt døgn til læsning? Wauw. Jeg har i mange år fulgt imponeret med, når andre bloggere har deltaget, og nu har jeg endelig taget mod til mig – tanken har altid tiltalt mig, men det virker så intimiderende. Men som med så mange andre ting i livet, handler det jo om, hvad man gør det til: Selvom jeg er lidt af en natteravn, behøver jeg ikke være oppe hele natten og læse. Jeg må gerne tage pauser og se serier, hvis jeg skulle få lyst til det. Jeg skal ikke sætte noget mål for min læsning – og jeg skal ikke deltage mere, end hvad jeg selv har lyst til. Først og fremmest handler det jo om at have lyst og at dele sin læseglæde med andre læsere verden over.

Men hvad gør man så, når man som jeg overtænker alting? Man planlægger. Så selvfølgelig har jeg lavet en bunke bøger, som jeg gerne vil læse – jeg har ingen intentioner om at nå at læse dem alle, men i stedet er bunken lavet ud fra, at jeg har noget at vælge imellem alt efter humør. Bunken indeholder:

thumbnail_14732247_10210512083419938_8745793604986933133_n2Sarah Waters – Tipping the Velvet: Jeg har længe ventet på det helt rette tidspunkt på at læse denne – og det er den eneste bog på listen, jeg vil have læst.

Caitlin Moran – How to Build a Girl: Jeg kunne virkelig godt lide Morans Kunsten at være en kvinde, så jeg har glædet mig til at læse How to build a Girl – den er desuden en af de kortere bøger på min liste, hvilket kan være en god ting, så jeg kan få følelsen af at færdiggøre en bog.

Angela Carter – Angela Carter’s Book of Fairy TalesJeg vil hoppe ind og ud af Angela Carters udvalgte eventyr fra hele verden – det er en imponerende samling, som jeg forhåbentligt kan finde masser af variation i.

Haruki Murakami – Kafka på Stranden: Jeg elsker Murakami, og i anledning af, at jeg den 31. oktober skal se en forelæsning med ham, vil jeg gerne nå at læse noget af ham inden. Kafka på stranden er en af hans mest populære bøger, men jeg har utroligt nok ikke fået den læst.

Emma Donoghue – The Wonder: Denne roman er jeg virkelig spændt på – den handler om en sygeplejerske, der skal overvåge en pige, der eftersigende skulle have levet uden mad i flere måneder. Jeg håber, den kan holde mig oppe i de sene nattetimer.

Og snacks! Selvfølgelig skal der være snacks. Mine forældre har netop slæbt et bjerg af chokolade med hjem fra deres ferie til mig, så det regner jeg med at få sat en del til livs af. Jeg burde nok også forberede lidt frugt og grøntsagsstænger, men nu skal det heller ikke blive for ambitiøst, vel?

Hvis det ikke skinner igennem, glæder jeg mig ret meget – også selvom mit planlæggergen er ved at gå fuldstændigt bananas.

Skal du deltage i readathon?

Marya Hornbacher: The Center of Winter

Suicides start at the centre of winter, and fall like dominoes all the way down the square row of days, until the weight of snow lifts off and lets us breathe again in spring.

Jeg har tidligere læst Marya Hornbachers fantastiske memoirs, Wasted (1998) og Madness (2008), så mine forventninger for hendes debutroman var vanvittigt høje. The Center of Winter omhandler den altoverskyggende sorg, som familien Schiller bliver efterladt med, da Arnold Schiller – familiefar og alkoholiker – begår selvmord. Som om det ikke var nok, er den tolvårige Esau også jaget af indre dæmoner, der medfører i indlæggelser på psykiatriske hospitaler i tide og utide.

Jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal starte med denne roman: Der er så meget sorg, smerte og lidelse. Fra moren, Claire, der har det ambivalent til sin mands død til den 6-årige Katie, der ikke kan forstå, hvorfor der er så knugende stille. Esaus vrangforestillinger, der medfører til, at han gemmer sig i sit skab og ikke vil have, der bliver ændret i rutinerne. På mange måder lægger denne trøstesløse stemning sig over bogen som et tykt tæppe af tristhed – men samtidig er der også håb og små, gode stunder.

Det er relationerne mellem karakterne i The Center of Winter, der gør hele forskellen. De er skrevet så fantastiske, troværdige og hjerteknusende. Søskendekærligheden mellem Katie og Esau er fantastisk. Esau passer på Katie, ligesom Katie passer på ham. Selv når Esaus maniske perioder virker allermest uforståelige, tager Katie ham i hånden og forsøger at få ham til at slappe af. Katies bedste ven, Davey, er i denne sammenhæng også en lille perle: Deres venskab er så rent og uskyldigt, som kun 6-åriges kan være det. Daveys mor og Claire opdager, at de har mere til fælles, end hvad de havde troet, og et smukt venskab former sig også her.

Normalt synes jeg, man skal passe på at læse forfatteren ind i værket, men når man kender til Hornbachers baggrundshistorie med psykisk sygdom og selvmordsforsøg, er det svært at lade være. Hendes måde at skrive om sorgen og smerterne på er så virkelighedstro, at det af og til tager vejret af en, og derfor er det, når man som jeg har læst hendes memoirs, let at læse hendes egen sygdom ind i værket. Esaus sygdom, som ikke bliver givet en diagnose, leder mine tanker hen på, at han kan have bipolar lidelse – en sygdom, Hornbacher selv er diagnosticeret med. Dette sætter klart sine aftryk i romanen, men det er på ingen tænkelig måde negativt – det gør den troværdig.

Marya Hornbacher beskriver romanen som “a love song for the North”, og denne forventning opfylder hun til fulde: For selvom romanen er melankolsk, er dens budskab også, at foråret – og bedre tider – en dag vil komme.

Om at skrive i sine bøger

Inspireret af et spørgsmål i en af taglegene, der i øjeblikket florerer rundt, kom jeg til at tænke over det der med at skrive i bøger: For da jeg var yngre, var det nærmest helligbrøde for mig at skrive i bøger, for det gjorde man bare ikke, punktum. Jeg ejede ikke selv særlig mange bøger, og var opdraget til at respektere bibliotekets bøger (og jeg var SÅ forarget, når skolebiblioteket igen kunne vise eksemplarer af bøger, der var ødelagt af vand, leverpostejsmadder og jeg ved ikke hvad), så da jeg endelig selv begyndte at købe bøger, havde jeg den samme ærefrygt over for dem, som jeg havde for bibliotekets eksemplarer.

I dag har jeg det lige omvendt: Jeg kan blive noget så irriteret, når jeg har lånt bøger på biblioteket og ikke kan overstrege smukke passager over eller skrive bemærkninger i margenen – for respekten for bibliotekets bøger er stadig meget høj. Men jeg elsker at annotere mine bøger, for det motiverer mig til at dokumentere min læsning; at tænke over den og reflektere over den. Dette kan man også sagtens opnå på anden vis, men jeg fungerer altså bedst med en kuglepen eller en blyant i hånden.

skrivning-i-bogerHvad jeg holder endnu mere af er, når jeg køber brugte bøger, og andre selv har skrevet i dem. Som for eksempelvis da jeg købte Suzanne Collins’ The Hunger Games og en tweenhånd havde skrevet sit navn med tusch i; et eksemplar af Anne Enrights The Green Road med masser af kruseduller i margen (en anden sjov detalje ved den bog er, at der er trykt “Man Booker Prize Winner” på den, selvom den ikke nåede shortlisten) og ikke mindst studiebøger. For mig er det noget af det mest hyggelige ved at købe brugte bøger det, at man kan se, andre har haft glæde af bogen før mig.
Det er en lille historie i historien, så at sige – det giver anledning for mig til at digte og finde på. Jeg forestiller mig, at mit eksemplar af The Green Road var et anmeldereksemplar og udnævnelsen som vinder var et resultat af en overmodig forlægger. At The Hunger Games var elsket og gennemlæst flere gange. Og at den, der solgte mig bogen om kunst efter 1. verdenskrig scorede sig en rigtig, rigtig god deal, da vedkommende valgte at sælge den til mig (hvilket jo er sandt nok)…

Et par gange om året går jeg selv mine bogreoler efter i sømmene for at finde ud af, hvilke bøger jeg vil beholde, og hvilke vil jeg give videre til andre læsere. Her kan jeg også godt lide tanken om – uden at lyde for indbildsk – at jeg er med til at skrive nye historier for de, der er ligeså håbløst papirromantiske, som jeg selv er.

Hvordan har I det med at skrive i bøger?

The Book Lover’s Tag

bookloverstag

Jeg er blevet tagget af Kirstine fra thoughtsinpurplue til at lave The Book Lover’s Tag – det har været virkelig hyggeligt at sidde og overveje mine læsevaner, så mange tak for tagget! 🙂

Har du et bestemt sted, hvor du foretrækker at læse?
Jeg læser for det meste, inden jeg skal sove, så min seng er klart det foretrukne sted. Studierelevant læsning sker dog ved skrivebordet, ellers har jeg det med at falde i søvn. 😉

Bruger du bogmærker eller noget mere tilfældigt, som du lige har ved hånden?
Det meste af tiden bruger jeg bogmærker – indimellem overvindes jeg dog af dovenskaben, når jeg lige ligger så godt, og så griber jeg bare det første og bedste, der er i nærheden. Lige nu bruger jeg for eksempel en blyant.

Stopper du din læsning midt i et kapitel, eller er du nødt til at læse færdigt?
Det kommer an på, hvor lange kapitlerne er. Lige for tiden er jeg inde i en god stime, hvor jeg læser mange sider i streg, men normalt læser jeg ikke meget mere end 50 sider ad gangen. Når jeg gør det, stopper jeg gerne i midt i et kapitel – typisk tænker jeg inden “jeg kan godt liiiige læse til næste kapitel”, men det er sjældent, jeg får det gjort. Så sidder jeg bare og tæller, hvor mange sider, der er tilbage, og så nyder jeg ikke læsningen ligeså meget.

Spiser og drikker du imens du læser?
En af mine største laster er snacks – så selvfølgelig sidder jeg ofte med noget, når jeg spiser. Specielt chokoladekiks og varm kakao med skumfiduser er populære hos mig for tiden. 🙂

Hører du musik eller ser fjernsyn imens du læser?
Musik kan hænde – det er oftest, når jeg kører med offentlig transport og gerne vil lukke de andre passagerers larm ude. Det hjælper mig med at koncentrere mig mere om bogen – paradoksalt nok kan jeg slet ikke med musik, når jeg er hjemme og læser. TV er udelukket, men jeg kan godt sidde i samme sofa som min roomie, der ser noget, som jeg ikke følger med i.

Læser du en eller flere bøger ad gangen?
Oftest er det flere – jeg har for det meste gang i en studierelevant bog, en skønlitterær bog og en fagbog (som set på billedet i starten af dette indlæg). Det er en meget firkantet måde at stille det op på, for det er ikke altid, jeg har gang i flere bøger på en gang, men sådan vil det typisk se ud – og det er også derfor, jeg ikke har noget problem med at skelne mellem flere forskellige handlinger. Min studielæsning er nemlig oftest meget anderledes end min fornøjelseslæsning.

Foretrækker du at læse hjemme eller andre steder?
Klart hjemme! Hvis jeg ikke har fået det slået fast med syvtommers søm, er jeg meget let at distrahere, og selv når jeg er hjemme, kommer jeg ofte til at afbryde min egen læsning, fordi der er noget, der lige pludselig blev vigtigere.

Læser du i forvejen eller springer du sider over?
Nej, det gør jeg ikke. Jeg kan huske, at da jeg var yngre, læste jeg om en pige, der læste de sidste linjer i bogen først, og det synes jeg jo, var ret så smart – så vidste man, om bogen endte lykkeligt. I praksis blev jeg dog aldrig rigtigt fanget af det.

Knækker du ryggen på dine bøger, eller forsøger du at undgå det?
Jeg tænker ikke så meget over det – hvis det sker, så sker det, hvis ikke, så er det også fint. De fleste af mine bøger er paperbacks, og det hører lidt med til charmen, synes jeg. Men hvis jeg en sjælden gang læser en flot hardback, er jeg langt mere omhyggelig med at passe på den – til et vidst omfang, for hvis det er en kæmpe moppedreng, skal det også være nogenlunde behageligt for mig fortsat at læse i den.

Skriver du i dine bøger?
Ja – og jeg bliver så frustreret, når jeg har lånt bøger, hvor jeg selvfølgelig ikke gør det i. Jeg har forsøgt mig med sticky notes, men det fungerer slet ikke for mig – de irriterer mig mere, end de gavner – jeg langt bedre lide at have en blyant eller kuglepen på mig.

Delphine de Vigan: Alt må vige for natten

Hun ville gerne være usynlig: kunne se alt, høre alt, være informeret om alting, men uden, at der var noget fysisk, der signalerede hendes tilstedeværelse. Hun ønskede bare at være en bølge af en slags, et åndedræt eller en duft måske, noget, man hverken kunne røre ved eller få fat i.

Efter Delphine de Vigans mor har taget sit eget liv, valgte de Vigan at skrive om moren, Luciles, liv. Et liv, der på mange måder, jeg med lethed vil kalde for uretfærdigt: For hvordan kan så mange ulykker regne ned over en enkelt familie? Hvordan kan dysfunktionaliteterne stå i kø og gang på gang få drømme og håb til at briste?

De Vigan har gjort et fremragende gravearbejde med at få fortalt sin mors historie: Som læser følger man ikke kun Luciles barndom, men også de Vigans nærmest metodiske efterforskning og hendes afhøring af Luciles søskende og venner, ligesom hun også læser sin mors gamle tekster. Hun reflekterer over smerten, portrætromanen kan forårsage i familien, ligesom hun erkender, hvor hårdt det er at skrive om Lucile, når hun gennemgår en sorgproces: Hendes ærlighed er grænsende til det brutale, og selvom læseren aldrig formår at gennemskue grænsen mellem fakta og fiktion, er bogen skrevet med en så dybfølt inderlighed, at det ikke gør spor. Delphine de Vigan har ønsket at fortælle sin mors historie og på den måde komme helt tæt på.

Romanens stærkeste træk er helt klart, da de Vigan skifter synsvinkel. Romanens første del foregår nemlig i tredje person, hvor de Vigan beskriver Luciles barndom op til sin egen fødsel, og mens dette fungerer rigtigt godt, er jeg glad for, at de Vigan begynder at fortælle historien fra sit eget perspektiv. For Lucile var ikke altid en god mor, og som de Vigan selv reflekterer over, kan hun umuligt sætte sig ind i Luciles beslutninger og tankemønstre. I stedet portrætterer hun sin mor på godt og ondt: Lige fra hendes forfærdelige psykoser til Luciles glæde ved at blive mormor.

Delphine de Vigan er aldrig bebrejdende – det er let at læse, at romanen er skrevet for hendes egen skyld. Hun er ikke ude på at fremstille Lucile (eller nogen af bogens andre personer) som en syndebuk, men i stedet anerkender hun, at det hele er oplevet fra hendes eget perspektiv. Hun er både meget nøgtern og samtidig dybt følelsesmæssigt involveret – en blanding, der umiddelbart ikke burde fungere, men som i dette tilfælde brillerer.

Det er længe siden, jeg er blevet så følelsesmæssigt påvirket af en bog, som jeg blev med Alt må vige for natten – og jeg glæder mig meget til at udforske Delphine de Vigans forfatterskab nærmere.

Siden sidst #1

14601096_10210354030628717_7264131419533924835_n

Jeg har længe gået med tanke om at lave et slags opsummerindlæg – men jeg læser sjældent virkelig mange bøger om måneden, så det kunne godt gå hen og blive uinteressant i længden. I stedet vil jeg engang i mellem (så i min vanlige, uplanlagte stil ;)) opsummere læste bøger, oplevelser og hvad der ellers falder mig ind, selvfølgelig akkompagneret med pinligt grumsede mobilbilleder – jeg har nemlig længe gerne ville skrive lidt mere personligt, men har ikke kunnet finde helt ud af, hvordan det kunne komme i spil. Nu må vi se, hvordan det går.

Siden sidst har jeg…

… Fejret kærligheden til bryllup hos en fantastisk veninde og hendes mand.

… Flyttet i en større lejlighed med en veninde og hendes kæreste – og en kat. Den sødeste, lille kat.

… I forlængelse af dette: Haft hyggelige stunder med mine nye roomies og masser af gæster – ikke mindst har jeg holdt en indflytterfest med venner, der kom fra nær og fjern – det rørte mig så meget, og jeg havde den bedste aften længe.

… Læst Delphine de Vigans Alt må vige for natten og er blevet fuldkommen blæst bagover. Det er længe siden, jeg har læst en så ærlig og skrøbelig bog.

… Købt brugte bøger og studiebøger – den bedste var helt klart en pakke fra Awesome Books, der indholdte en signeret udgave af The Penelopiad af Margaret Atwood. Det var en overraskelse, jeg kunne forholde mig til.

… Været til koncert med Annika Aakjær på Studenterhus Odense. Hendes sangskrivning er virkelig noget helt særligt, og jeg elsker at gå til koncert med hende. Hun turnerer stadig rundt i Danmark, så hvis hendes musik siger dig bare det mindste, kan jeg varmt anbefale at tage til koncert med hende. Ud over at være fænomenal live, er hun også god til at fortælle sjove anekdoter om hendes sange og hendes liv, hvilket er SÅ underholdende.

… Startet på et tilvalgsfag, der på papiret så noget mere fornuftigt ud end litteraturvidenskab. Så fornuftigt, at alt min motivation for studiet forsvandt som dug for solen – og derfor har jeg besluttet mig for endnu en gang at blæse på fornuften og er fundet tilbage til litteraturvidenskab på mit tredje studieår. Om ikke andet har det været en virkelig god reminder til mig selv om, at jeg skal blive ved med at følge mine drømme.

Jeg glæder mig til…

… At læse Tipping the Velvet af Sarah Waters, hvis gotiske stemning passer perfekt til det efterårsvejr, der endelig er ved at komme til Danmark.

… Welcome to Night Vale show i Bremen Teater den 8/10.

… Udgivelsen af Ali Smiths Autumn – 2016 har været året, hvor jeg har forelsket mig i Smiths forfatterskab, så selvfølgelig skal Autumn tilføjes til min samling. Autumn udkommer den 20/10.

… At deltage i Dewey’s 24 Hour Readathon for første gang. Jeg er nervøs, men meget spændt!

… Forelæsning med Haruki Murakami den 31/10 i forbindelse med, at han får overrakt Hans Christian Andersen Literature Award.

… Koncert med Melanie Martinez i Vega den 15/11.

… Følelsen af at have læst op på det pensum, jeg er gået glip af. Pyha!

Gillian Flynn: The Grownup

I watched the house. It watched me back through long, baleful windows so tall a child could stand in the sill. And one was. I could see the length of his thing body: grey trousers, black sweater, a maroon tie perfectly knotted at the neck. A thicket of dark hair covering his eyes. Then, a sudden blur, and he’d hopped down and disappeared behind the heavy brocade drapes.

Jeg har med stor begejstring tidligere læst Flynns Gone Girl og Sharp Objects, så selvfølgelig skulle jeg læse hendes prisbelønnede novelle, The Grownup. Desværre var det ikke alle dele af den, jeg var lige begejstret for.

Novellen indledes med en klassisk Gillian Flynn karakter: En uforudsigelig, kvindelig karakter, der ikke vækker meget sympati hos læseren – og selvom det er så typisk for Flynns forfatterskab, var det ikke spor trættende. Hun skriver så gennemførte karakterer, der kryber ind under huden på hende, og den unavngivne fortæller er sarkastisk, manipulerende og ikke til at regne med. Samtidig med at udføre verdens ældste erhverv, tjener fortælleren også til dagen og vejen ved at være spåkone. Det er ikke fordi, hun har store, spirituelle evner, men hun er god til at fornemme, hvad folk gerne vil have.

Historien skifter retning og stemning, da fortælleren møder Susan Burke, der er flyttet ind i et gammelt, victoriansk hus. Der foregår ting i huset, der ikke kan forklares, og Susan tror, at huset får hendes 15-årige stedsøn, Miles, til at opføre sig skummelt og truende. Mens fortælleren i første omgang planlægger at udnytte Susan og tilbyder at rense huset med salvie og andre urter, kommer hun pludselig i tvivl. Det føles rent faktisk som om, at der er noget ondt i huset…

Den lille novelle får nu præg af en gotisk og stemningspræget stil, men det kan den også bære. Flynn giver de gamle, støvede spøgelseshistorie et nyt lag, og selvom det er en utraditionel fortæller, fungerer det alligevel fremragende.

Hvad jeg til gengæld ikke synes fungerer, er slutningen. Det er som om, hun vil skabe to forskellige klimaks for en dramatisk chokeffekt – hvilket første gang bliver gjort på skønneste vis, men effekten udebliver af, at hun vender det hele på hovedet igen. I stedet for et chokerende klimaks, blev det i stedet et irritationsmoment – dette gør, at slutningen forbliver meget åben, og selvom jeg som udgangspunkt ikke har noget imod åbne slutninger, fungerer det ikke i det stemningsfulde miljø, Flynn har lagt op til gennem hele novellen. Det er ærgerligt, for jeg var vild med de første 2/3 dele af novellen – men slutningen fik mig blot til vende øjne.