Gillian Flynn: The Grownup

I watched the house. It watched me back through long, baleful windows so tall a child could stand in the sill. And one was. I could see the length of his thing body: grey trousers, black sweater, a maroon tie perfectly knotted at the neck. A thicket of dark hair covering his eyes. Then, a sudden blur, and he’d hopped down and disappeared behind the heavy brocade drapes.

Jeg har med stor begejstring tidligere læst Flynns Gone Girl og Sharp Objects, så selvfølgelig skulle jeg læse hendes prisbelønnede novelle, The Grownup. Desværre var det ikke alle dele af den, jeg var lige begejstret for.

Novellen indledes med en klassisk Gillian Flynn karakter: En uforudsigelig, kvindelig karakter, der ikke vækker meget sympati hos læseren – og selvom det er så typisk for Flynns forfatterskab, var det ikke spor trættende. Hun skriver så gennemførte karakterer, der kryber ind under huden på hende, og den unavngivne fortæller er sarkastisk, manipulerende og ikke til at regne med. Samtidig med at udføre verdens ældste erhverv, tjener fortælleren også til dagen og vejen ved at være spåkone. Det er ikke fordi, hun har store, spirituelle evner, men hun er god til at fornemme, hvad folk gerne vil have.

Historien skifter retning og stemning, da fortælleren møder Susan Burke, der er flyttet ind i et gammelt, victoriansk hus. Der foregår ting i huset, der ikke kan forklares, og Susan tror, at huset får hendes 15-årige stedsøn, Miles, til at opføre sig skummelt og truende. Mens fortælleren i første omgang planlægger at udnytte Susan og tilbyder at rense huset med salvie og andre urter, kommer hun pludselig i tvivl. Det føles rent faktisk som om, at der er noget ondt i huset…

Den lille novelle får nu præg af en gotisk og stemningspræget stil, men det kan den også bære. Flynn giver de gamle, støvede spøgelseshistorie et nyt lag, og selvom det er en utraditionel fortæller, fungerer det alligevel fremragende.

Hvad jeg til gengæld ikke synes fungerer, er slutningen. Det er som om, hun vil skabe to forskellige klimaks for en dramatisk chokeffekt – hvilket første gang bliver gjort på skønneste vis, men effekten udebliver af, at hun vender det hele på hovedet igen. I stedet for et chokerende klimaks, blev det i stedet et irritationsmoment – dette gør, at slutningen forbliver meget åben, og selvom jeg som udgangspunkt ikke har noget imod åbne slutninger, fungerer det ikke i det stemningsfulde miljø, Flynn har lagt op til gennem hele novellen. Det er ærgerligt, for jeg var vild med de første 2/3 dele af novellen – men slutningen fik mig blot til vende øjne.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s