Delphine de Vigan: Alt må vige for natten

Hun ville gerne være usynlig: kunne se alt, høre alt, være informeret om alting, men uden, at der var noget fysisk, der signalerede hendes tilstedeværelse. Hun ønskede bare at være en bølge af en slags, et åndedræt eller en duft måske, noget, man hverken kunne røre ved eller få fat i.

Efter Delphine de Vigans mor har taget sit eget liv, valgte de Vigan at skrive om moren, Luciles, liv. Et liv, der på mange måder, jeg med lethed vil kalde for uretfærdigt: For hvordan kan så mange ulykker regne ned over en enkelt familie? Hvordan kan dysfunktionaliteterne stå i kø og gang på gang få drømme og håb til at briste?

De Vigan har gjort et fremragende gravearbejde med at få fortalt sin mors historie: Som læser følger man ikke kun Luciles barndom, men også de Vigans nærmest metodiske efterforskning og hendes afhøring af Luciles søskende og venner, ligesom hun også læser sin mors gamle tekster. Hun reflekterer over smerten, portrætromanen kan forårsage i familien, ligesom hun erkender, hvor hårdt det er at skrive om Lucile, når hun gennemgår en sorgproces: Hendes ærlighed er grænsende til det brutale, og selvom læseren aldrig formår at gennemskue grænsen mellem fakta og fiktion, er bogen skrevet med en så dybfølt inderlighed, at det ikke gør spor. Delphine de Vigan har ønsket at fortælle sin mors historie og på den måde komme helt tæt på.

Romanens stærkeste træk er helt klart, da de Vigan skifter synsvinkel. Romanens første del foregår nemlig i tredje person, hvor de Vigan beskriver Luciles barndom op til sin egen fødsel, og mens dette fungerer rigtigt godt, er jeg glad for, at de Vigan begynder at fortælle historien fra sit eget perspektiv. For Lucile var ikke altid en god mor, og som de Vigan selv reflekterer over, kan hun umuligt sætte sig ind i Luciles beslutninger og tankemønstre. I stedet portrætterer hun sin mor på godt og ondt: Lige fra hendes forfærdelige psykoser til Luciles glæde ved at blive mormor.

Delphine de Vigan er aldrig bebrejdende – det er let at læse, at romanen er skrevet for hendes egen skyld. Hun er ikke ude på at fremstille Lucile (eller nogen af bogens andre personer) som en syndebuk, men i stedet anerkender hun, at det hele er oplevet fra hendes eget perspektiv. Hun er både meget nøgtern og samtidig dybt følelsesmæssigt involveret – en blanding, der umiddelbart ikke burde fungere, men som i dette tilfælde brillerer.

Det er længe siden, jeg er blevet så følelsesmæssigt påvirket af en bog, som jeg blev med Alt må vige for natten – og jeg glæder mig meget til at udforske Delphine de Vigans forfatterskab nærmere.

Advertisements

5 thoughts on “Delphine de Vigan: Alt må vige for natten

  1. Jeg er så vild med den her bog! Og du har nogle rigtig fine observationer. Det med hendes eget gravearbejde havde jeg slet ikke tænkt over, før jeg hørte hende tale om det, da hun besøgte Århus. Jeg kunne også bedst lide de kapitler, der var fra hendes eget perspektiv. Der ramte den lige i hjertet, det var helt umuligt ikke at blive rørt af historien. Skal du læse “Baseret på en sand historie”? Den var også vildt god, men noget helt andet.

    Like

    1. Uanset hvad er det vildt interessant med det arbejde. Jeg gad virkelig godt at læse om, hvordan hendes familie modtog bogen, hvis de overhovedet har læst den. Jeg vil gerne læse “Baseret på en sand historie” snart – specielt når du har talt så godt om den. 🙂 Præmisset lyder så interessant!

      Like

  2. Åh, den bog. Den bog, altså! Det er sådan en, der bare kryber under huden på en, fordi et eller andet sted, kan alle mennesker jo fremstilles i forskelligt lys. Alt afhænger af øjnene der ser, og det synes jeg, Vigan formidler så godt.

    Jeg må virkelig snart læse mere af hende. “Baseret på en sand historie” står højt på min læseliste. Har du planer om at læse den?

    Like

    1. Det har jeg ikke tænkt særligt meget over – men jo, du har helt ret! Det giver jo romanen endnu et fantastisk lag.
      Jeg vil også gerne meget snart læse “Baseret på en sand historie” – den skulle være meget anderledes end “Alt må vige for natten”, men den lyder simpelthen SÅ spændende!

      Like

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s