Dewey’s 24 Hour Readathon: Forberedelser

Nu gør jeg det. 
Nu gør jeg det. 
NU gør jeg det.
Shit. 
– Mine tanker, da jeg tilmeldte mig readathon.

Sådan tages mange af mine beslutninger ofte: Selvom jeg gerne vil, skal jeg alligevel overtale mig selv til at gøre det. Forpligtelser er skræmmende i sig selv, men at skulle dedikere et helt døgn til læsning? Wauw. Jeg har i mange år fulgt imponeret med, når andre bloggere har deltaget, og nu har jeg endelig taget mod til mig – tanken har altid tiltalt mig, men det virker så intimiderende. Men som med så mange andre ting i livet, handler det jo om, hvad man gør det til: Selvom jeg er lidt af en natteravn, behøver jeg ikke være oppe hele natten og læse. Jeg må gerne tage pauser og se serier, hvis jeg skulle få lyst til det. Jeg skal ikke sætte noget mål for min læsning – og jeg skal ikke deltage mere, end hvad jeg selv har lyst til. Først og fremmest handler det jo om at have lyst og at dele sin læseglæde med andre læsere verden over.

Men hvad gør man så, når man som jeg overtænker alting? Man planlægger. Så selvfølgelig har jeg lavet en bunke bøger, som jeg gerne vil læse – jeg har ingen intentioner om at nå at læse dem alle, men i stedet er bunken lavet ud fra, at jeg har noget at vælge imellem alt efter humør. Bunken indeholder:

thumbnail_14732247_10210512083419938_8745793604986933133_n2Sarah Waters – Tipping the Velvet: Jeg har længe ventet på det helt rette tidspunkt på at læse denne – og det er den eneste bog på listen, jeg vil have læst.

Caitlin Moran – How to Build a Girl: Jeg kunne virkelig godt lide Morans Kunsten at være en kvinde, så jeg har glædet mig til at læse How to build a Girl – den er desuden en af de kortere bøger på min liste, hvilket kan være en god ting, så jeg kan få følelsen af at færdiggøre en bog.

Angela Carter – Angela Carter’s Book of Fairy TalesJeg vil hoppe ind og ud af Angela Carters udvalgte eventyr fra hele verden – det er en imponerende samling, som jeg forhåbentligt kan finde masser af variation i.

Haruki Murakami – Kafka på Stranden: Jeg elsker Murakami, og i anledning af, at jeg den 31. oktober skal se en forelæsning med ham, vil jeg gerne nå at læse noget af ham inden. Kafka på stranden er en af hans mest populære bøger, men jeg har utroligt nok ikke fået den læst.

Emma Donoghue – The Wonder: Denne roman er jeg virkelig spændt på – den handler om en sygeplejerske, der skal overvåge en pige, der eftersigende skulle have levet uden mad i flere måneder. Jeg håber, den kan holde mig oppe i de sene nattetimer.

Og snacks! Selvfølgelig skal der være snacks. Mine forældre har netop slæbt et bjerg af chokolade med hjem fra deres ferie til mig, så det regner jeg med at få sat en del til livs af. Jeg burde nok også forberede lidt frugt og grøntsagsstænger, men nu skal det heller ikke blive for ambitiøst, vel?

Hvis det ikke skinner igennem, glæder jeg mig ret meget – også selvom mit planlæggergen er ved at gå fuldstændigt bananas.

Skal du deltage i readathon?

7 thoughts on “Dewey’s 24 Hour Readathon: Forberedelser

  1. Uhh, hvor spændende søde Camilla! Jeg glæder mig til at følge med i din læsning 🙂
    Jeg er stadig lidt i syv sind, hvorvidt jeg skal deltage eller ej (da jeg skal arbejde til hen om eftermiddagen), men hvis jeg skal, så vil det være via Instagram ❤

    Like

  2. Hvor er det fedt, at du er med i år! Jeg glæder mig til, at titte forbi dig og følge med i, hvordan det går med din læsning og i dine læseindtryk 🙂
    Ønsker dig et dejligt læsedøgn, og er spændt på at høre, hvad du syntes om Carters eventyr. Jeg har læst et par af dem, og syntes ikke at de er så dårlige endda 🙂

    Like

    1. Tak for din kommentar! 🙂 Jeg er også spændt på Carters eventyr – det her er dog ikke nogle, hun selv har skrevet, men som hun har samlet fra hele verden. De skulle være meget lidt som de klassiske eventyr med prinser og prinsesser, så dem ser jeg frem til. 🙂

      Like

  3. Haha, ELSKER dine tanker om at tilmelde dig det her readathon. Det var ret meget de samme tanker, jeg havde. Du har også valgt nogle ret interessante bøger! Jeg var ret glad for Emma Donoghue’s “Room”, men har ikke hørt om The Wonder. Glæder mig til at se, hvad du får læst! Jeg er ret sikker på, jeg ender med at falde i søvn halvvejs, ha. Må lige indsamle lidt energi 😀

    Like

    1. Jamen, jeg synes jo, det er så intimiderende! Rart at høre, jeg ikke er den eneste. Men jeg glæder mig meget til at komme i gang.
      Jeg er også spændt på, hvor længe, jeg holder, før jeg skal have noget søvn – hvis jeg læser længe, har jeg det med at blive lidt døsig i kanten. 😉

      Like

Leave a comment