Meredith Russo: Hvis jeg var din pige

Tak til Carlsen for anmeldereksemplaret. 

Virginia smilede til mig i bakspejlet, varm og vis. “Du kan få alt,” sagde hun, “når først du indrømmer over for dig selv, at du fortjener det.”

Apropos at holde sig oven vande: Forfattere som Russo er med til at gøre det. For da jeg første gang hørte om Meredith Russos debut, blev jeg så glad: Det er på tide, at transkønnede forfattere bliver en del af det kommercielle bogmarked, og Hvis jeg var din pige er sådan en fin roman, der forhåbentlig kommer til at bane vejen for en lang række romaner skrevet af transkønnede forfattere. Jeg læste en fremragende anmeldelse af Karen på Goodreads, som jeg bliver nødt til at fremhæve et citat fra, der understreger min egen pointe:

reviewing this book in terms of whether it is “good” or “not good” is almost irrelevant, because it’s one of those books that needs to exist for reasons that transcend a reader’s enjoyment of it.

Amanda er transkønnet og er lige flyttet til Lambertsville, hvor hun starter i en ny skole. Her bliver hun mødt af et helt nyt liv, hun før ikke har været vant til: For her taler pigerne til hende og vil være hendes veninder, og fyrene er ved at falde over hinanden for at komme til at tale med hende. Men det er Grant, der er speciel, og Grant, som begynder at få følelser for – men hvordan skal hun nogensinde få fortalt ham sin hemmelighed?

Jeg havde det lidt ambivalent med Hvis jeg var din pige. Det er sjældent, jeg læser YA romancer, og det spiller helt sikkert en rolle i forbindelse med de tanker, jeg sidder tilbage med nu. Jeg synes nemlig, at flashbacksne der beskrev Amandas overgang – hendes svære tid med at acceptere sig selv og sin kønsidentitet, hate crimes og operationerne – var romanens stærkeste passager. Som ciskønnet læser kan jeg naturligvis ikke sidde og gøre mig klog på, hvordan transkønnede føler – men med Amandas narrativ føler jeg, at jeg opnåede en større forståelse af, hvordan det kan føles.

Romanen er opbygget i et hurtigt tempo, og det gør, at der er detaljer, der er nødt til at blive udeladt. Russo er selv inde på dette i sit efterord – hun taler blandt andet om, at Amanda er en glamourøs transkønnet karakter, for Amanda har haft en forholdsvis nem transition, som blandt andet indebærer, at lever op til samfundets krav om at være en smuk kvinde og er heteroseksuel. Jeg var vild med denne passage fra efterordet, som jeg synes, det er vigtigt at tænke over, når man læser romanen som ciskønnet:

Amandas liv og identitet ville have været lige så gyldig, hvis hun ikke havde fundet ud af det før senere i livet, eller hvis hun var en drengepige, eller hvis hun var biseksuel eller lesbisk eller aseksuel, eller hvis hun havde haft problemer med at ligne en pige, eller hvis hun enten ikke kunne eller ikke valgte at blive opereret i de nedre regioner.

Så det var ikke så meget det glimt af utopi, der var i Meredith Russos fremstilling af Amanda som karakter, jeg havde et problem med. Jeg synes ikke, der var særlig mange gnister mellem Amanda og Grant, ligesom jeg havde svært ved at tro på, at Amandas veninder var så åbne, som de var. Romanen foregår trods alt i high school i en lille by, Amanda er den nye pige (og virkelig smuk) – det fandt mig simpelthen ikke realistisk, at en fasttømret venindegruppe så hurtigt ville lukke en ny pige ind i deres vennekreds.

Men alligevel holdt jeg af romanens karakterer: Amanda, der både er usikker og modig, Grant, der under overfladen er mere skrøbelig, end hvad man skulle tro, Amandas veninde Chloe, der selv gemmer på en hemmelighed, Virginia, Amandas mentor, der er fuld af visdomsord og Amandas far, der virkelig prøver at forstå, men som også er bange. Han er bange for den shitty verden, der viser sig, når man er anderledes og stikker ud – og det er desværre fortsat med god grund.

Du skal læse Hvis jeg var din pige, hvis du ønsker en nem og lettilgængelig kærlighedshistorie, men samtidig gerne vil høre en overhørt stemme fortælle en historie. Meredith Russos roman er lige dele underholdende, romantisk og – til tider – fremkaldte den endda små tårer i mine øjenkroge. På Bogforum fortalte Russo, at hun i øjeblikket arbejder på en kærlighedshistorie om to non-binary unge – og det er noget, jeg virkelig ser frem til, for med hendes forståelse for at skrive om unge mennesker identiteter, kan det kun blive fantastisk.

Advertisements

Om at holde sig oven vande

I går vågnede jeg op til nyheden om, at USA har valgt Donald Trump som præsident. Ud over, at det i sig selv er forfærdeligt, betyder dette også, at Mike Pence nu er vicepræsident. Uden at gå for meget i detaljer, vil jeg blot nævne, at en af Pences stærkeste mærkesager er omvendingsterapi for LGBT+ personer.
Dette afspejler en tendens, der skræmmer mig – for vi kan ikke bare sidde i Europa og sige, at det ikke er vores problem. Jeg har så meget på hjerte, og kan ikke få skrevet ord ned – i stedet lader jeg Emily Dickinson om at holde liv i mit spinkle håb.

 

“Hope” is the thing with feathers –
That perches in the soul –
And sings the tune without the words –
And never stops – at all –
And sweetest – in the Gale .- is heard –
And sore must be the storm –
That could abash the little Bird
That kept so many warm –
I’ve heard it in the chillest land –
And on the strangest Sea –
Yet – never – in Extremity,
It asked a crumb – of me.
Emily Dickinson – “Hope” is the thing with feathers