Michel Houellebecq: Platform

Not having anything around to read is dangerous: you have to content yourself with life itself, and that can lead you to take risks.

Inden jeg kommer alt for godt i gang med min anmeldelse, vil jeg hurtigt slå fast, at jeg aldrig selv ville have læst – eller købt – Platform, hvis det ikke havde været fordi, jeg skulle læse den på mit studie. Houellebecq er kendt for at skrive romaner med anti-feministiske og islamofobiske elementer, og selvom jeg er stor fan af, at bøger udfordrer læseren (også med synspunkter, som man ikke nødvendigvis er enig i), var jeg stærkt overbevist om, at hans romaner ikke var noget for mig. At læse Platform har ikke ændret dette synspunkt, blot gjort mig mere sikker i min sag.

Hovedpersonen, der også hedder Michel, rejser på en charterrejse til Thailand, hvor han hurtigt begynder at kede sig. De, han rejser med, interesserer ham ikke synderligt, og det eneste, der lader til at fornøje ham ved Thailand, er landets bordeller. Den eneste, han kan lide fra rejseselskabet er Valérie, men han reagerer ikke på sin lyst efter hende, før de er tilbage i Frankrig igen. I hjemlandet indleder de et passioneret forhold, og i et forsøg på at give rejsebureaet, Valérie arbejder på, en makeover, planlægger de at markedsføre sexturisme i Asien.

En af Michels (hovedpersonen, ikke forfatterens) hovedteser er, at vestens kvinder er for maskuline – så meget, at der ingen maskulinitet er tilbage til mænd. Kvinderne er simpelthen for selvstændige; de har højt betalte jobs, lækre lejligheder, men værst af alt: På grund af dette har de mistet lysten til sex. De har mistet lysten til at give og modtage nydelse, og dette bringer både mænd og kvinder ind i et tomrum, som betyder, at de søger mere og mere mod smerten i stedet. I østen har de i midlertidigt masser af kærlighed: Her mangler de i stedet penge – og disse to poler, mener Michel, kan med fordel forenes og danne en løsning.

Så… der var mange ting i denne roman, der fik mig til at skære tænder, bande og sætte aggressive understregninger. Først og fremmest er hovedpersonen knaldhamrende racistisk og misogyn. Jeg fandt ingen forsonende træk hos ham – selv ikke hans kærlighed til Valérie kunne bløde lidt op for ham. Han er negativ og pessimistisk på menneskets vegne, og der bliver fyldt så mange sider ud med det.

Der er mange ting, jeg godt kan se meningen bag – som i, at jeg forstår, at han skriver så kvindefjendsk, når nu hans lidelse er vestens kvinders skyld – og eftersom løsningen er thaiprostituerede, forstår jeg også den forsimplede portrættering af disse. Men jeg er ikke overbevist af hans kritik – og måske er det også fordi, jeg selv sidder, og føler mig ramt. Som feminist er det svært ikke at føle sig ramt – og alligevel kan jeg ikke tage kritikken seriøst. Mange gange sad jeg og havde et mentalt billede af hovedpersonen, der sad med armene over kors og rakte tunge ad mig; og i mit mentale billede pegede min tunge også fluks tilbage på ham.

En ting er, at jeg ikke føler mig overbevist om en af bogens største pointer – en anden er skrivestilen. Bogen er fuld af vold og sex – og sidstnævnte bliver beskrevet som en ufrivillig parodi på en erotisk roman. Jeg ved ikke, om det er oversættelsen, der misser noget. For på den ene side kunne det godt være et bevidst, stilistisk valg fra Houellebecq – det ligger sig lidt i det satiriske spor, han arbejder i – men på den anden side træder det overhovedet ikke klart frem og kommer til at blive en underlig mellemting, der blot efterlader mig med et skeptisk, hævet øjenbryn.

Jeg havde det lidt ambivalent med at skulle anmelde en bog, jeg måske ikke havde givet en fair chance til at starte med, men det føles egentlig meget konstruktivt at skrive ned, hvorfor jeg ikke kan lide den. For det er længe siden, jeg har været så irriteret – ja, decideret vred – på en bog; og det må jeg da give Houellebecq. Jeg har på fornemmelsen, at han skriver for at provokere, og det er i den grad lykkedes for ham med Platform.

Emma Donoghue: The Wonder

How could the child bear not just the hunger, but the boredom? The rest of humankind used means to divide the day, Lib realized – as reward, as entertainment, the chming of an inner clock. For Anna, during this watch, each day had to pass like one endless moment.

Mange kender Donoghue for hendes roman, Room, der i 2015 blev filmatiseret med Brie Larson og Jacob Tremblay i hovedrollerne. Faktisk adskiller Room sig fra Emma Donoghues øvrige forfatterskab: Hun skriver oftest historisk fiktion, og dette er The Wonder et smukt eksempel på. Scenen er 1850’ernes Irland, hvor den 12-årige pige Anna hævder, at hun ikke har indtaget andet end vand siden sin fødselsdag – og det er altså fire måneder siden! Romanen er inspireret af virkelige hændelser om fastende piger mellem det 16. og det 20. århundrede, og er et fascinerende (og skræmmende) portræt af religiøs fanatisme sat op mod fornuften.

Den engelske sygeplejerske, Lib, bliver kaldt til den lille, irske by for at holde øje med Anna. I to uger skal hun og nonnen, Sister Michael, holde et vågent øje med, om Anna indtager mad. Anna selv påstår, at hun lever af “manna fra himlen”, men Lib er skeptisk. Hun er fuldt og fast overbevist om, at barnet – med eller uden sin familie – snyder den irske, fundamentalistiske landsby, der er overbevist om, at hun er en ny helgen.

Et af de bedste adjektiver, jeg kan sætte på romanen er “langsom” – langsom ment i allerbedste mening. Den kryber sig snigende ind på én. Første halvdel af romanen, hvor problematikken blev udfoldet, havde jeg meget svært ved at blive engageret i – men der sker noget afgørende i romanen, som fik mig til at blive liggende til klokken halv fire om natten for at læse færdigt. Donoghue formår at skrive spænding på en subtil måde, som gør første dels langsommelighed til en nødvendighed. Jeg er overbevist om, at The Wonder er en roman, man er nødt til at være tålmodig med. Hvis man kan være det, kommer det til at belønne sig i romanens anden halvdel, hvor svaret på gåden udmunder i en skræmmende problematik, der leder til ekstreme konsekvenser.

Atmosfæren i romanen er omgivet af mystik, mørke og en udefinerbar følelse af noget andet. Noget, der er dybt og fundamentalt forkert, men som man som læser ikke kan sætte en finger på, hvad er. Man kommer til at dele Libs frustrationer over ikke at kunne gennemskue, hvad der er på spil. Fornuften fortæller én, at der ikke kan være noget overnaturligt eller guddommeligt på færde. I stedet er svaret – uden at spoile for meget – nærmest lige for næsen af en. Donoghue omgiver således romanen med et slør, der ikke lader én tænke i gennemskuelige baner – og det er netop det, der gør romanen så god. The Wonder var en af de sidste romaner, jeg læste i 2016 – og hvilken måde at slutte året af på, langsommeligheden til trods.

Læseprojekt 2017: Andres yndlingsbøger

I 2017 vil jeg gerne udvide mine læsehorisonter – og jeg har længe tænkt på, hvordan jeg kan gøre det bedst. Selvom jeg synes, jeg læser en god blanding af genrer, er jeg alligevel tilbøjelig til at vælge de sikre bøger: Dem, der har elementer, der bare skriger af “mig” – og det er det meste af tiden også så skønt. Jeg har tænkt over, hvad det er, der gør, at jeg nogle gange får lyst til at læse udenfor min komfortzone – og det er passion. Når folk virkelig elsker en bog og taler i så rosende gloser om den, smitter entusiasmen af på mig, og jeg får lyst til at læse bogen. Det er bare så sjældent, jeg får gjort noget ved det – for som regel er der store eller små elementer i de omtalte bøger, der gør, at jeg kommer i tvivl om, at jeg vil nyde bogen.

Men nu tager jeg handling! I 2017 vil jeg læse seks af andres yndlingsbøger – ideelt set bliver det et miks på tværs af genrer, så jeg netop kommer ud af min komfortzone. Uanset hvad glæder jeg mig til projektet.

Jeg vil hveranden måned give ordet til anbefaleren, der kort præsenterer og skriver om deres yndlingsbog. Hvorfor de elsker den, og hvad den betyder for dem. I samme indlæg vil jeg selv reflektere over, hvad jeg har fået ud af at læse bogen, og hvad jeg synes om den – så ideelt set bliver det en anmeldelse med to synspunkter.

Allerede nu har jeg hivet fat i nogle seje personer, der gerne vil anbefale mig bøger – men jeg mangler stadig flere anbefalinger til projektet, så hvis det lyder som noget, du har lyst til, så send mig meget gerne en mail på millah@live.dk.