Emma Donoghue: The Wonder

How could the child bear not just the hunger, but the boredom? The rest of humankind used means to divide the day, Lib realized – as reward, as entertainment, the chming of an inner clock. For Anna, during this watch, each day had to pass like one endless moment.

Mange kender Donoghue for hendes roman, Room, der i 2015 blev filmatiseret med Brie Larson og Jacob Tremblay i hovedrollerne. Faktisk adskiller Room sig fra Emma Donoghues øvrige forfatterskab: Hun skriver oftest historisk fiktion, og dette er The Wonder et smukt eksempel på. Scenen er 1850’ernes Irland, hvor den 12-årige pige Anna hævder, at hun ikke har indtaget andet end vand siden sin fødselsdag – og det er altså fire måneder siden! Romanen er inspireret af virkelige hændelser om fastende piger mellem det 16. og det 20. århundrede, og er et fascinerende (og skræmmende) portræt af religiøs fanatisme sat op mod fornuften.

Den engelske sygeplejerske, Lib, bliver kaldt til den lille, irske by for at holde øje med Anna. I to uger skal hun og nonnen, Sister Michael, holde et vågent øje med, om Anna indtager mad. Anna selv påstår, at hun lever af “manna fra himlen”, men Lib er skeptisk. Hun er fuldt og fast overbevist om, at barnet – med eller uden sin familie – snyder den irske, fundamentalistiske landsby, der er overbevist om, at hun er en ny helgen.

Et af de bedste adjektiver, jeg kan sætte på romanen er “langsom” – langsom ment i allerbedste mening. Den kryber sig snigende ind på én. Første halvdel af romanen, hvor problematikken blev udfoldet, havde jeg meget svært ved at blive engageret i – men der sker noget afgørende i romanen, som fik mig til at blive liggende til klokken halv fire om natten for at læse færdigt. Donoghue formår at skrive spænding på en subtil måde, som gør første dels langsommelighed til en nødvendighed. Jeg er overbevist om, at The Wonder er en roman, man er nødt til at være tålmodig med. Hvis man kan være det, kommer det til at belønne sig i romanens anden halvdel, hvor svaret på gåden udmunder i en skræmmende problematik, der leder til ekstreme konsekvenser.

Atmosfæren i romanen er omgivet af mystik, mørke og en udefinerbar følelse af noget andet. Noget, der er dybt og fundamentalt forkert, men som man som læser ikke kan sætte en finger på, hvad er. Man kommer til at dele Libs frustrationer over ikke at kunne gennemskue, hvad der er på spil. Fornuften fortæller én, at der ikke kan være noget overnaturligt eller guddommeligt på færde. I stedet er svaret – uden at spoile for meget – nærmest lige for næsen af en. Donoghue omgiver således romanen med et slør, der ikke lader én tænke i gennemskuelige baner – og det er netop det, der gør romanen så god. The Wonder var en af de sidste romaner, jeg læste i 2016 – og hvilken måde at slutte året af på, langsommeligheden til trods.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s