Re: Book-shaming

Jeg læste dette indlæg af Rikke den anden dag, og var egentlig i gang med at skrive en lang kommentar til det – en kommentar, jeg endte med at synes, var alt for lang, specielt fordi min egen holdning blev mere og mere uklar, som jeg tastede løs. Forhåbentligt kommer det til at blive lidt mere klart her. Hvis du ikke allerede har læst Rikkes indlæg, vil jeg anbefale at gøre det – det gav i hvert fald mig stof til eftertanke.

For det, der skete for mig var egentlig, at jeg blev en anelse provokeret af indlægget. Der er nogle bestemte ting, jeg vil tage til efterretning, men samtidig gav den mig også en lyst til at ruske op i nogle andre ting. Jeg ved, det kan være et betændt emne, men jeg er mere end frisk på at debattere det yderligere i kommentarfeltet, hvis det skulle have interesse.

Noget af det vigtigste er at skelne mellem kritikken af bogen og kritikken af læseren. Det er heller ikke læseren, jeg er ude efter at slå oveni hovedet – men jeg ville sådan ønske, at vi stoppede med at promovere bøger, der romantiserer slaveri, forherliger usunde forhold og bruger bifobiske troper – bare for at tage nogle eksempler på noget af det, jeg har bemærket populære eksempler på de seneste år. Følgende liste indeholder spoilere for hhv. The Bone Season af Samantha Shannon, Ti Små Åndedrag af K. A. Tucker og The Graces af Laure Eve.

.

.

.

  1. Når en pige bliver taget i fangenskab, brændemærket og derefter forelsker sig i sin vogter, er det at romantisere slaveri. Selvom det er noget, vi godt kan lide at lade være med at tænke på, er der stadig mennesker i dag, der lever som slaver. Spoiler alert: De forelsker sig ikke i deres tilfangetagere.
  2. Når moralen i en roman lader til at være, at det er okay at stalke en pige, hvis liv man har ødelagt, så længe hun bliver forelsket i én, sender det en stærk signalværdi, og den har intet at gøre med virkeligheden. Stalkning er seriøst og kan potentielt få offeret til at frygte for sit liv. Der er ingen stor kærlighedshistore forbundet til det.
  3. Biseksualitet er ikke noget, man skal bruge som et plot twist i sin historie, ligesom det at oute vedkommende ikke skal normaliseres og reageres på med et skuldertræk. Selvom vi godt kan lide at se os selv som et samfund, der er kommet langt på LGBT+ området, er der igen mennnesker, der har en reel grund til at frygte for deres liv, hvis de bliver tvunget ud af skabet. Selv hvis der ikke er sådan en grund, er ens seksualitet altid ens egen, som man ikke skylder at fortælle til nogen, før man føler sig komfortabel med det.

.

.

.

Jeg synes, det er vigtigt som læser at være opmærksom på de her ting (og så har jeg ikke engang nævnt racisme, ableism og mange andre problematiske troper). Jeg ved, der er mange, der blot læser for den gode historie – og selvfølgelig skal man have lov til det. Men er det book-shaming at gøre læsere opmærksomme på de problematikker, deres yndlingsbøger har? Det synes jeg bestemt ikke. For som jeg nævner på ovennævnte liste, berører de her troper masser af marginaliserede mennesker. Det kan gøre ondt på dem at læse om, og for mange er det endnu mere frustrerende at se, at problemerne går uudtalt hen, og at det endda er noget, forfattere kan tjene penge på at skrive om. Jeg synes, vi bør forlange bedre af de bøger, vi læser – specielt, hvis man som jeg, er en forholdsvist privilegeret læser. Ikke mindst skal vi være gode allierede, der tager det seriøst, når marginaliserede råber højt om, at indholdet af en bestemt bog kan være skadende for deres minoritetsgruppe. Og igen: Det er tilladt at nyde en bog, selvom den indeholder problematiske dele; men husk at påpege det. Det betyder virkelig meget for rigtigt mange læsere.

Advertisements

Andres yndlingsbøger #1: Tiger Lily


I starten af året skrev jeg lidt om mit projekt om at læse andres yndlingsbøger. Søde Rikke var den første til at anbefale mig en bog – og herunder fortæller hun om sit valg. Herefter følger min egen anmeldelse af bogen. Tusind tak til Rikke for at deltage!

***

Mit navn er Rikke, jeg er 23 år og bosiddende i Odense. Jeg er en passioneret ekstrovert, der brænder for kultur (især litteratur). Til dagligt studerer jeg litteraturvidenskab på SDU i Odense, hvor jeg har tilvalg i Æstetik og Kulturanalyse. Derudover har jeg bloggen ”Flyv med mig”, som indeholder boganmeldelser, anbefalinger og tips, oplevelser og events, og andre finurlige ting.

Tiger Lily af Jodi Lynn Anderson er en af mine yndlingsbøger, og den anbefaler jeg til Camilla, da hun skal have læst lidt mere god YA (Young-Adult), og jeg håber sådan, at hun vil forelske sig i denne fortælling.

Tiger Lily er et fantastisk eventyr, og forfatteren skriver simpelthen så smukt og fængende. Den handler om Tiger Lily, som vi kender lidt til fra Peter Pan, men den er fortalt fra Klokkeblomsts synsvinkel, hvilket gør det yderst interessant og lettere mystisk. Vi får historien om Tiger Lily og Peter Pan, inden han møder den berygtede Wendy Darling, og den går simpelthen lige i hjertet – derudover er der selvfølgelig også havfruer og pirater involveret. Jeg knuselsker den, og den er bare så spændende! Efter endt læsning havde jeg simpelthen lyst til at læse den igen, og når jeg tænker tilbage på den, så bliver jeg nærmest helt sentimental. Den har virkelig en særlig plads i mit hjerte.

***

Tiger Lily didn’t want someone to take care of her. But I heard the longing in Tik Tok’s heart too, and the loneliness of being such a singular tyype of person, without another like himself to hold at night. He didn’t want the same for his daughter.

Ligeså længe, som jeg har kendt Rikke og læst med på hendes blog, har jeg overvejet, om jeg skulle give mig i kast med netop Tiger Lily; for Rikke har altid talt varmt om netop denne roman. Som det er med så mange andre bøger, man har lyst til at læse, er man bare nogle gange fyldt med mere eller mindre gode undskyldninger for, hvorfor man aldrig helt alligevel har fået den læst, og det korte af det lange er, at jeg aldrig rigtigt kom omkring det. Indtil nu.

Som en lille bemærkning vil jeg lige hurtigt nævne noget, der irriterede mig: Jeg kan virkelig ikke forstå, at den bliver omtalt som mørkere end den oprindelige Peter Pan i de udtalelser, der er trykt på bogens første sider: “Readers will find it hard to resist being drawn into Tiger Lily’s world, where dangers and emotions are painted several shades darker than in J.M. Barrie’s classic fantasy.” (Publishers Weekly) Det er ikke fordi, Tiger Lily ikke er mørk, men i forsøget på at lovprise bogen, synes jeg simpelthen udtalelserne kommer til at nedvurdere og forsimple Tiger Lilys inspirationskilde. Ganske vidst er Peter Pan en børnebog, og hvis man kun kender til Disneys filmatisering, kan jeg godt forstå sammenligningen, men Barries klassiske fortælling er simpelthen langt mere dyster og mørk, end man umiddelbart skulle tro. Dette har selvfølgelig ikke noget at gøre med Tiger Lily, Jodi Lynn Anderson eller for den sags skyld Rikkes anbefaling, men jeg blev simpelthen nødt til at nævne det (og så læs, læs, læs Peter Pan, for den er fantastisk!)

Jeg forsøgte selvfølgelig at skubbe min indledende irritation til side, for det har kun noget med en underlig markedsføring at gøre. Jeg ved dog ikke, om denne irritation spillede ind alligevel, for jeg forelskede mig desværre ikke så meget i Tiger Lily, som Rikke (eller jeg) havde håbet på.

Når det så er sagt er det stadig en god genfortælling. Anderson formår virkelig at respektere Peter Pans præmisser, men samtidig udforsker hun nye kroge af klassikeren, som var spændende at følge. Hook er for eksempel ikke så frygtindgydende, som han før er blevet portrætteret, men er i stedet lidt af en stakkels, alkoholiseret mand med en livskrise, Tiger Lilys stamme bliver udsat for et forsøg på kolonialisering af englænderne og selvom det stadig er svært at kende de tabte drenge fra hinanden, får man alligevel fornemmelsen af større personligheder. Jeg må indrømme, at kærlighedshistorien ikke sagde mig så meget, men i stedet blev jeg betaget af Andersons sprog og hendes beskrivelser af hendes Neverland, dets karakterer og dets legender.

Jeg var vild med Tinker Bell som fortæller; der er øjeblikke, hvor man glemmer, hun er der, men så skal hun nok minde læseren om det ved at hive en karakter i håret. I Tinker Bells øjne bliver Tiger Lily til en helt speciel pige, og jeg tror, det i denne sammenhæng er et meget vigtigt greb: Der er ingen tvivl om, at hun forguder Tiger Lily næsten ligeså meget, som hun forguder Peter Pan, og hvis fortællestilen ikke havde været således, kunne det hurtigt være kammet over i en irriterende beskrivelse af, hvor lidt Tiger Lily er som alle andre piger. Der var spor af det, da Wendy Darling kommer til Neverland – for hendes kvindelighed og omsorgsfulde væsen er tydeligvis en trussel for både Tinker Bell og Tiger Lily – men det kammer heldigvis aldrig helt over.

Alt i alt er jeg glad for endelig at have fået læst Tiger Lily, selvom den ikke helt levede op til forventningerne. Næste gang skal jeg læse Bente fra Trolderiers yndlingsbog, I Capture the Castle af Dodie Smith – og det er endnu en af de der bøger, som jeg har villet læse i meget lang tid, så det ser jeg virkelig frem til.