Lad os snakke om fremtiden

“Det er ikke fordi, 10 ikke er en god karakter. Det er bare ikke godt nok.” – min indre kritiker (og jordens største kælling)

Jeg elsker academia og universitetslivet afsindigt højt. Jeg elsker at lære, jeg elsker at studere, jeg elsker at gå ned i de, for mange mennesker, ubetydelige detaljer og nuancer – det, der giver bøgerne liv og gør dem til mesterværker. Jeg elsker at splitte værker fra hinanden og læse akademiske analyser, der hjælper mig med at nuancere mit syn på romanerne. Jeg er en kæmpe nørd, jeg elsker mit studie, og min største drøm har længe været at skrive en ph.d.

Da jeg startede på universitetet, var det også noget, jeg drømte om. Det var dog langt mere en utopi end noget, der kunne være virkeligt, for så god var jeg jo alligevel ikke, vel?  Det fik jeg bekræftet, da jeg dumpede min allerførste eksamen på universitetet. Det var Humanistisk videnskabsteori, og når jeg tænker tilbage på det i dag, tog jeg det egentlig med en stoisk ro. Det var okay. Jeg kunne tage en hurtig reeksamen, og min underviser skrev til mig, at han havde været ked af at dumpe mig, for jeg havde egentlig skrevet en god opgave. Jeg havde bare byttet om på begreberne i konklusionen. Principper er principper og sådan noget.

Mine karakterer var i bedste tilfælde middelmådige; jeg stavrede mig frem på første og andet semester som Bambi på glatis. Sådan er det for mange – man skal lige finde ud af, hvad man laver. Da jeg fik mit første 12-tal på tredje semester, var jeg så forvirret. Det var til en mundtlig eksamen – jeg har altid hadet mundtlige eksaminer, så jeg måtte bare have været heldig. Men tingen er, at man på universitetet ikke bare er heldig – det er i hvert fald ikke min erfaring. Hvis du ikke har forberedt dig ordentligt, bliver resultatet derefter – og selv hvis du har knoklet hårdt, er det ikke altid, det er lige det, din underviser vil have af dig.

Men jeg begyndte at tro på, jeg var god. Jeg havde en oplevelse af at skrive gode eksamensopgaver, som jeg ikke havde lyst til at splitte fra hinanden med min kritik. Jeg begyndte at kunne lide at gå til mundtlige eksaminer. Det virkede ikke så urealistisk at tro på, at jeg var  god, at jeg kunne skrive den ph.d.

Derfor begyndte mine forventninger til mig selv at stige. Min opfattelse af mig selv og mit værd var grundlagt i academia; det var det, jeg kunne finde ud af. Samtidig begyndte glæden ved mit studie at falde. De kvikke læsere vil nok regne ud, at der er en årsagssammenhæng her – men det tog mig alt for længe at regne ud. Så lang tid at jeg store dele af tiden hadede at skrive den bachelor, jeg havde set så længe frem til at skulle i gang med. Når ens selvværd er grundlagt i noget så arbitrært som ens underviseres forskellige kriterier for, hvad der er en god eksamination, skal der ikke meget til, før ens verden falder i grus.

Den her sommer har jeg brugt på alt andet end academia. Det har været befriende; jeg har arbejdet frivilligt, jeg har rejst, og jeg har på mange måder bevist over for mig selv, at mit værd ligger i så meget andet end min evne til at analysere romaner og forstå filosofi. Jeg skal starte på min kandidatuddannelse på Litteraturvidenskab nu, og jeg kan oprigtigt sige,at jeg GLÆDER mig. Helt ned i maven.

Og ph.d.’en? Man siger jo, det gennemgående er karaktererne på kandidaten, der tæller – og selvfølgelig om ens projekt er nytænkende og har relevans. Men jeg vil ikke længere arbejde mod det som et mål. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor meget det potentielt ville kunne ødelægge mig. Jeg er langt mere værd end det. Jeg er god til universitetslivet, men jeg er også god til så meget andet; og det er de kvaliteter, jeg vil arbejde videre med i fremtiden. Være et menneske fremfor alt andet – arbejde hårdt, nyde at lære og finde glæde i alle de ting, jeg elsker ved mit studie.

Det er blandt andet derfor, her har været så stille. Ud over dette, har jeg nemlig også tænkt meget over, hvordan jeg bruger mit lille hjørne af internettet – og jeg er ikke nået frem til noget endegyldigt svar. Jeg er typen, der vil have en idiotsikker plan, før jeg springer ud i noget. Men er der noget, jeg har lært denne sommer, er det at tingene nok skal gå, selvom man ikke planlægger det hele. Der er så mange gode mennesker, der står klar til at gribe én. Jeg håber også, I vil blive hængende, selvom tingene kommer til at være anderledes herinde – og hvis ikke, er jeg alligevel så taknemmelig for hver eneste læser, der har læst med så langt. Tak for jer, hver og én. Tak. ❤

Advertisements