Michel Houellebecq: Platform

Not having anything around to read is dangerous: you have to content yourself with life itself, and that can lead you to take risks.

Inden jeg kommer alt for godt i gang med min anmeldelse, vil jeg hurtigt slå fast, at jeg aldrig selv ville have læst – eller købt – Platform, hvis det ikke havde været fordi, jeg skulle læse den på mit studie. Houellebecq er kendt for at skrive romaner med anti-feministiske og islamofobiske elementer, og selvom jeg er stor fan af, at bøger udfordrer læseren (også med synspunkter, som man ikke nødvendigvis er enig i), var jeg stærkt overbevist om, at hans romaner ikke var noget for mig. At læse Platform har ikke ændret dette synspunkt, blot gjort mig mere sikker i min sag.

Hovedpersonen, der også hedder Michel, rejser på en charterrejse til Thailand, hvor han hurtigt begynder at kede sig. De, han rejser med, interesserer ham ikke synderligt, og det eneste, der lader til at fornøje ham ved Thailand, er landets bordeller. Den eneste, han kan lide fra rejseselskabet er Valérie, men han reagerer ikke på sin lyst efter hende, før de er tilbage i Frankrig igen. I hjemlandet indleder de et passioneret forhold, og i et forsøg på at give rejsebureaet, Valérie arbejder på, en makeover, planlægger de at markedsføre sexturisme i Asien.

En af Michels (hovedpersonen, ikke forfatterens) hovedteser er, at vestens kvinder er for maskuline – så meget, at der ingen maskulinitet er tilbage til mænd. Kvinderne er simpelthen for selvstændige; de har højt betalte jobs, lækre lejligheder, men værst af alt: På grund af dette har de mistet lysten til sex. De har mistet lysten til at give og modtage nydelse, og dette bringer både mænd og kvinder ind i et tomrum, som betyder, at de søger mere og mere mod smerten i stedet. I østen har de i midlertidigt masser af kærlighed: Her mangler de i stedet penge – og disse to poler, mener Michel, kan med fordel forenes og danne en løsning.

Så… der var mange ting i denne roman, der fik mig til at skære tænder, bande og sætte aggressive understregninger. Først og fremmest er hovedpersonen knaldhamrende racistisk og misogyn. Jeg fandt ingen forsonende træk hos ham – selv ikke hans kærlighed til Valérie kunne bløde lidt op for ham. Han er negativ og pessimistisk på menneskets vegne, og der bliver fyldt så mange sider ud med det.

Der er mange ting, jeg godt kan se meningen bag – som i, at jeg forstår, at han skriver så kvindefjendsk, når nu hans lidelse er vestens kvinders skyld – og eftersom løsningen er thaiprostituerede, forstår jeg også den forsimplede portrættering af disse. Men jeg er ikke overbevist af hans kritik – og måske er det også fordi, jeg selv sidder, og føler mig ramt. Som feminist er det svært ikke at føle sig ramt – og alligevel kan jeg ikke tage kritikken seriøst. Mange gange sad jeg og havde et mentalt billede af hovedpersonen, der sad med armene over kors og rakte tunge ad mig; og i mit mentale billede pegede min tunge også fluks tilbage på ham.

En ting er, at jeg ikke føler mig overbevist om en af bogens største pointer – en anden er skrivestilen. Bogen er fuld af vold og sex – og sidstnævnte bliver beskrevet som en ufrivillig parodi på en erotisk roman. Jeg ved ikke, om det er oversættelsen, der misser noget. For på den ene side kunne det godt være et bevidst, stilistisk valg fra Houellebecq – det ligger sig lidt i det satiriske spor, han arbejder i – men på den anden side træder det overhovedet ikke klart frem og kommer til at blive en underlig mellemting, der blot efterlader mig med et skeptisk, hævet øjenbryn.

Jeg havde det lidt ambivalent med at skulle anmelde en bog, jeg måske ikke havde givet en fair chance til at starte med, men det føles egentlig meget konstruktivt at skrive ned, hvorfor jeg ikke kan lide den. For det er længe siden, jeg har været så irriteret – ja, decideret vred – på en bog; og det må jeg da give Houellebecq. Jeg har på fornemmelsen, at han skriver for at provokere, og det er i den grad lykkedes for ham med Platform.

Advertisements

Emma Donoghue: The Wonder

How could the child bear not just the hunger, but the boredom? The rest of humankind used means to divide the day, Lib realized – as reward, as entertainment, the chming of an inner clock. For Anna, during this watch, each day had to pass like one endless moment.

Mange kender Donoghue for hendes roman, Room, der i 2015 blev filmatiseret med Brie Larson og Jacob Tremblay i hovedrollerne. Faktisk adskiller Room sig fra Emma Donoghues øvrige forfatterskab: Hun skriver oftest historisk fiktion, og dette er The Wonder et smukt eksempel på. Scenen er 1850’ernes Irland, hvor den 12-årige pige Anna hævder, at hun ikke har indtaget andet end vand siden sin fødselsdag – og det er altså fire måneder siden! Romanen er inspireret af virkelige hændelser om fastende piger mellem det 16. og det 20. århundrede, og er et fascinerende (og skræmmende) portræt af religiøs fanatisme sat op mod fornuften.

Den engelske sygeplejerske, Lib, bliver kaldt til den lille, irske by for at holde øje med Anna. I to uger skal hun og nonnen, Sister Michael, holde et vågent øje med, om Anna indtager mad. Anna selv påstår, at hun lever af “manna fra himlen”, men Lib er skeptisk. Hun er fuldt og fast overbevist om, at barnet – med eller uden sin familie – snyder den irske, fundamentalistiske landsby, der er overbevist om, at hun er en ny helgen.

Et af de bedste adjektiver, jeg kan sætte på romanen er “langsom” – langsom ment i allerbedste mening. Den kryber sig snigende ind på én. Første halvdel af romanen, hvor problematikken blev udfoldet, havde jeg meget svært ved at blive engageret i – men der sker noget afgørende i romanen, som fik mig til at blive liggende til klokken halv fire om natten for at læse færdigt. Donoghue formår at skrive spænding på en subtil måde, som gør første dels langsommelighed til en nødvendighed. Jeg er overbevist om, at The Wonder er en roman, man er nødt til at være tålmodig med. Hvis man kan være det, kommer det til at belønne sig i romanens anden halvdel, hvor svaret på gåden udmunder i en skræmmende problematik, der leder til ekstreme konsekvenser.

Atmosfæren i romanen er omgivet af mystik, mørke og en udefinerbar følelse af noget andet. Noget, der er dybt og fundamentalt forkert, men som man som læser ikke kan sætte en finger på, hvad er. Man kommer til at dele Libs frustrationer over ikke at kunne gennemskue, hvad der er på spil. Fornuften fortæller én, at der ikke kan være noget overnaturligt eller guddommeligt på færde. I stedet er svaret – uden at spoile for meget – nærmest lige for næsen af en. Donoghue omgiver således romanen med et slør, der ikke lader én tænke i gennemskuelige baner – og det er netop det, der gør romanen så god. The Wonder var en af de sidste romaner, jeg læste i 2016 – og hvilken måde at slutte året af på, langsommeligheden til trods.

Læseprojekt 2017: Andres yndlingsbøger

I 2017 vil jeg gerne udvide mine læsehorisonter – og jeg har længe tænkt på, hvordan jeg kan gøre det bedst. Selvom jeg synes, jeg læser en god blanding af genrer, er jeg alligevel tilbøjelig til at vælge de sikre bøger: Dem, der har elementer, der bare skriger af “mig” – og det er det meste af tiden også så skønt. Jeg har tænkt over, hvad det er, der gør, at jeg nogle gange får lyst til at læse udenfor min komfortzone – og det er passion. Når folk virkelig elsker en bog og taler i så rosende gloser om den, smitter entusiasmen af på mig, og jeg får lyst til at læse bogen. Det er bare så sjældent, jeg får gjort noget ved det – for som regel er der store eller små elementer i de omtalte bøger, der gør, at jeg kommer i tvivl om, at jeg vil nyde bogen.

Men nu tager jeg handling! I 2017 vil jeg læse seks af andres yndlingsbøger – ideelt set bliver det et miks på tværs af genrer, så jeg netop kommer ud af min komfortzone. Uanset hvad glæder jeg mig til projektet.

Jeg vil hveranden måned give ordet til anbefaleren, der kort præsenterer og skriver om deres yndlingsbog. Hvorfor de elsker den, og hvad den betyder for dem. I samme indlæg vil jeg selv reflektere over, hvad jeg har fået ud af at læse bogen, og hvad jeg synes om den – så ideelt set bliver det en anmeldelse med to synspunkter.

Allerede nu har jeg hivet fat i nogle seje personer, der gerne vil anbefale mig bøger – men jeg mangler stadig flere anbefalinger til projektet, så hvis det lyder som noget, du har lyst til, så send mig meget gerne en mail på millah@live.dk. 

Om de bedste bøger og at sparke 2016 væk

Kære 2016,
Jeg er virkelig glad for, at du snart slutter, for du har ærlig talt ikke været særlig sød. Hverken på det personlige eller politiske plan (ej at forglemme alle de gode mennesker, du har ladet dø). Faktisk glæder jeg mig virkelig meget til at sparke dig væk (ja, jeg hopper altså ikke!) og gøre plads til 2017, som – 7-9-13, bank under bordet – kun kan blive bedre. I det mindste har du da stadig budt mig på gode læseoplevelser (og det manglede da også bare), og det er dem, jeg vil dele de bedste af her. Jeg har ikke skrevet anmeldelser af dem alle, så i stedet har jeg enten linket til nogle gode anmeldelser eller til deres Goodreads side – de kan alle varmt anbefales!

2e34ffr

  • Ali Smith – Girl Meets Boy: Det var en af de første bøger, jeg læste i 2016 – og lige siden har jeg ikke kunnet tie stille om den (eller Ali Smiths forfatterskab generelt). Girl Meets Boy er en tankevækkende, lille roman, der underholder og provokerer.
  • Virginia Woolf: To the Lighthouse: I 2016 er jeg kommet lidt længere i mit projekt om at læse hele Woolfs forfatterskab – To the Lighthouse kan være svær at læse, da Woolf her virkelig folder sin stream of conscioussness ud – men jeg synes, romanen var det hele værd. Passagen, hvor historien bliver fortalt af det gamle sommerhus, tog ganske simpelt vejret fra mig.
  • Marjane Satrapi – The Complete Persepolis: Satrapis graphic novel memoir er fantastisk; hendes streg er simpel, men fortæller alligevel historien så levende og hjerteskærende.
  • Donna Tartt – Stillidsen: Stillidsen havde med sin imponerende størrelse længe afskrækket mig – men jeg er så glad for, at jeg endelig fik den læst. På trods af Tartts lange sætninger og beskrivelser, var jeg fuldkommen suget ind i Theo Deckers verden, og den endte faktisk med at blive lidt af en page turner.
  • Marya Hornbacher – The Center of Winter: Hornbachers første roman er hjerteskærende, trist og samtidig fuld af håb. Hun portrætterer sorg som knusende, men lader alligevel læseren tilbage med en følelse af, at der er håb forude.
  • Delphine de Vigan – Alt må vige for natten: de Vigans autofiktion er barsk læsning, men også et ærligt portræt af forfatterens mor, der bestemt ikke har haft det let. Jeg er så glad for, at der er forfattere som de Vigan, der udfordrer grænsen mellem fiktion og non-fiktion – det giver en hel særlig læseoplevelse.
  • Michael Cunningham – The Hours: Cunninghams portræt af tre kvindeskæbner (Clarissa Vaughan – der ligesom Mrs. Dalloway skal holde en fest -, Laura Brown i 1950’ernes Los Angeles og Virginia Woolf, der snart kommer til at skrive Mrs. Dalloway) er så fin. Som Woolf-elsker er denne spin-off roman et must: Karaktererne og deres skæbner er beskrevet med så meget hjertevarme og empati, og selvom romanen er smækfuld med referencer til netop Mrs. Dalloway, bliver det aldrig kikset, og selv hvis man ikke er Woolf-fan, er jeg sikker på, at man vil få en kæmpe læseoplevelse.

Honorable mentions (det lyder bare ikke godt på dansk, vel?)

  • Gabriel García Marquez – 100 Years of Solitude: Selvom romanen ikke var en af mine favoritter, tænker jeg alligevel ofte på den forunderligt skøre roman, der på fantastisk vis illustrerer, hvorfor magisk realisme er sådan en fed genre.
  • Meredith Russo – Hvis jeg var din pige: Romanen var en af de eneste YA romaner, jeg læste i år (desværre) – og jeg kunne ikke have valgt en bedre en af slagsen.
  • Marguerite Duras – Sommeren 80: Duras’ forunderlige, lille samling af essays er en blanding af fakta, fiktion og politik – en til tider noget hæsblæsende blanding, hvor man skal have tungen lige i munden, men jeg nød virkelig at læse den.
  • Jonathan Safran Foer – Eating Animals: Denne bog har betydet virkelig meget for mig på et personligt plan i 2016 – men ud over dette er den også fantastisk skrevet og præget af yderst god research, der tvinger en til at åbne øjnene for sine omgivelser.

Jeg sparker som nævnt 2016 væk – og med en blanding af strawberry daiquiries, long island ice tea og asti, er jeg sikker på, at det nok skal gå fremragende. I må have en herlig aften, hvorend og hvordan I fejrer den. Godt nytår!

Hvilke bøger er de bedste, du har læst i 2016?

Om hellere at ville se serier og en Goodreads challenge

giphy

For en måneds tid siden skrev Kirstine et velreflekteret indlæg om Goodreads’ læseudfordring. Det er noget, jeg selv har tænkt en del over – specielt efter, jeg er begyndt at blogge, og lige nu, hvor både min læsning og bloggen bliver forsømt på det groveste, fylder det mere, end det burde.

For jeg har simpelthen ikke tiden til at læse. Egentlig har jeg altid sagt, at det handler om at prioritere – at man i stedet for at binge watche serier skal dykke ned i en bog – og det tror jeg for så vidt stadig på, selvom jeg gerne vil korrigere mine overvejelser. For jeg tror på, at læsning er en vanesag, og at man skal vænne sig til at rive tid ud af sin hverdag til at læse – så det er sådan noget, jeg fortæller min veninde, der har svært ved at få læst en enkelt bog på et år (og som i øvrigt gerne vil læse mere).

Litteraturvidenskab har generelt et virkeligt højt pensum, og det meste af tiden nyder jeg det. Jeg elsker både de tunge teoritekster og de skønlitterære værker. Jeg er videbegærlig, og jeg ville ønske, jeg kunne studere for evigt. Jeg kalder mig med stolthed for en nørd – så dette er på ingen måde en klagesang over, at det er for hårdt. Niveauet er i midlertidig blevet løftet, og jeg skal kæmpe en del for at følge med, eftersom jeg hoppede ind senere i semesteret efter en kort svipser bestående af et forkert valgt tilvalgsfag – og jeg skal derfor også op i udvidet pensum i alle mine tre kurser, som klart nok forhøjer læsebyrden.

Det var vidst et længere sidespor, men min pointe er, at jeg efter at have fordybet mig i studielæsning, har svært ved at koncentrere mig om min fritidslæsning. Jeg får højst læst ti sider, inden jeg skal sove. For når jeg har tid til at slappe af, vil jeg langt hellere binge watche tv-serier, end jeg vil åbne en bog. Og jeg bliver ved med at minde mig selv om, at det jo også er helt i orden.

Jeg går næsten og skæver ængsteligt til den åndssvage Goodreads challenge. Sandheden er jo, at jeg læser en masse – men der er ikke særligt meget af det, der kan registreres på Goodreads. Jeg ved ikke, om jeg når i mål i år, også selvom jeg lige for tiden er foran med en bog – og hvis jeg ikke gør, prøver jeg i hvert fald at fortælle mig selv, at det ikke er andet end et tal. Jeg er bare så vild med lister, læsemål og at kunne krydse noget af på en liste – og i det her tilfælde er det irrationelt og dumt. I stedet for at fokusere på, om jeg når at læse 70 bøger, bør jeg fokusere på, at det i det hele taget er flot, at jeg får læst ved siden af studiet – noget, jeg ved, mange af mine medstuderende har svært ved – og at jeg det meste af tiden har fået nogle gode læseoplevelser ud af det.

Og når vi nu er ved det… Hvilken serie kan anbefales at binge watche? Jeg kan lide serier som The 100, Orphan Black, Buffy the Vampire Slayer og Black Mirror.

Meredith Russo: Hvis jeg var din pige

Tak til Carlsen for anmeldereksemplaret. 

Virginia smilede til mig i bakspejlet, varm og vis. “Du kan få alt,” sagde hun, “når først du indrømmer over for dig selv, at du fortjener det.”

Apropos at holde sig oven vande: Forfattere som Russo er med til at gøre det. For da jeg første gang hørte om Meredith Russos debut, blev jeg så glad: Det er på tide, at transkønnede forfattere bliver en del af det kommercielle bogmarked, og Hvis jeg var din pige er sådan en fin roman, der forhåbentlig kommer til at bane vejen for en lang række romaner skrevet af transkønnede forfattere. Jeg læste en fremragende anmeldelse af Karen på Goodreads, som jeg bliver nødt til at fremhæve et citat fra, der understreger min egen pointe:

reviewing this book in terms of whether it is “good” or “not good” is almost irrelevant, because it’s one of those books that needs to exist for reasons that transcend a reader’s enjoyment of it.

Amanda er transkønnet og er lige flyttet til Lambertsville, hvor hun starter i en ny skole. Her bliver hun mødt af et helt nyt liv, hun før ikke har været vant til: For her taler pigerne til hende og vil være hendes veninder, og fyrene er ved at falde over hinanden for at komme til at tale med hende. Men det er Grant, der er speciel, og Grant, som begynder at få følelser for – men hvordan skal hun nogensinde få fortalt ham sin hemmelighed?

Jeg havde det lidt ambivalent med Hvis jeg var din pige. Det er sjældent, jeg læser YA romancer, og det spiller helt sikkert en rolle i forbindelse med de tanker, jeg sidder tilbage med nu. Jeg synes nemlig, at flashbacksne der beskrev Amandas overgang – hendes svære tid med at acceptere sig selv og sin kønsidentitet, hate crimes og operationerne – var romanens stærkeste passager. Som ciskønnet læser kan jeg naturligvis ikke sidde og gøre mig klog på, hvordan transkønnede føler – men med Amandas narrativ føler jeg, at jeg opnåede en større forståelse af, hvordan det kan føles.

Romanen er opbygget i et hurtigt tempo, og det gør, at der er detaljer, der er nødt til at blive udeladt. Russo er selv inde på dette i sit efterord – hun taler blandt andet om, at Amanda er en glamourøs transkønnet karakter, for Amanda har haft en forholdsvis nem transition, som blandt andet indebærer, at lever op til samfundets krav om at være en smuk kvinde og er heteroseksuel. Jeg var vild med denne passage fra efterordet, som jeg synes, det er vigtigt at tænke over, når man læser romanen som ciskønnet:

Amandas liv og identitet ville have været lige så gyldig, hvis hun ikke havde fundet ud af det før senere i livet, eller hvis hun var en drengepige, eller hvis hun var biseksuel eller lesbisk eller aseksuel, eller hvis hun havde haft problemer med at ligne en pige, eller hvis hun enten ikke kunne eller ikke valgte at blive opereret i de nedre regioner.

Så det var ikke så meget det glimt af utopi, der var i Meredith Russos fremstilling af Amanda som karakter, jeg havde et problem med. Jeg synes ikke, der var særlig mange gnister mellem Amanda og Grant, ligesom jeg havde svært ved at tro på, at Amandas veninder var så åbne, som de var. Romanen foregår trods alt i high school i en lille by, Amanda er den nye pige (og virkelig smuk) – det fandt mig simpelthen ikke realistisk, at en fasttømret venindegruppe så hurtigt ville lukke en ny pige ind i deres vennekreds.

Men alligevel holdt jeg af romanens karakterer: Amanda, der både er usikker og modig, Grant, der under overfladen er mere skrøbelig, end hvad man skulle tro, Amandas veninde Chloe, der selv gemmer på en hemmelighed, Virginia, Amandas mentor, der er fuld af visdomsord og Amandas far, der virkelig prøver at forstå, men som også er bange. Han er bange for den shitty verden, der viser sig, når man er anderledes og stikker ud – og det er desværre fortsat med god grund.

Du skal læse Hvis jeg var din pige, hvis du ønsker en nem og lettilgængelig kærlighedshistorie, men samtidig gerne vil høre en overhørt stemme fortælle en historie. Meredith Russos roman er lige dele underholdende, romantisk og – til tider – fremkaldte den endda små tårer i mine øjenkroge. På Bogforum fortalte Russo, at hun i øjeblikket arbejder på en kærlighedshistorie om to non-binary unge – og det er noget, jeg virkelig ser frem til, for med hendes forståelse for at skrive om unge mennesker identiteter, kan det kun blive fantastisk.

Om at holde sig oven vande

I går vågnede jeg op til nyheden om, at USA har valgt Donald Trump som præsident. Ud over, at det i sig selv er forfærdeligt, betyder dette også, at Mike Pence nu er vicepræsident. Uden at gå for meget i detaljer, vil jeg blot nævne, at en af Pences stærkeste mærkesager er omvendingsterapi for LGBT+ personer.
Dette afspejler en tendens, der skræmmer mig – for vi kan ikke bare sidde i Europa og sige, at det ikke er vores problem. Jeg har så meget på hjerte, og kan ikke få skrevet ord ned – i stedet lader jeg Emily Dickinson om at holde liv i mit spinkle håb.

 

“Hope” is the thing with feathers –
That perches in the soul –
And sings the tune without the words –
And never stops – at all –
And sweetest – in the Gale .- is heard –
And sore must be the storm –
That could abash the little Bird
That kept so many warm –
I’ve heard it in the chillest land –
And on the strangest Sea –
Yet – never – in Extremity,
It asked a crumb – of me.
Emily Dickinson – “Hope” is the thing with feathers

Bøger, der gør ondt

Bøger kan så mange fantastiske ting – vise os verdener, som vi måske ikke selv kender til, men som samtidig udpeger en realitet, der for mange er ganske virkelig. Nogle gange opdager vi, at vi faktisk ikke er forskellige fra personerne i bogen – om de er virkelige eller fiktion gør ingen forskel. Nogle gange sidder vi med åben mund og polypper og kan ikke forstå, hvordan verden kan være så grum – og det er netop sådanne bøger, jeg i dag vil anbefale: Bøger, der gør ondt, men som til gengæld giver så meget igen.

Marya Hornbacher: Wasted
Tidligere på måneden anbefalede jeg Hornbachers The Center of Winter – men Wasted vil for altid være den bog i hendes forfatterskab, der har gjort størst indtryk på mig. Det er hendes egen beretning om hendes kamp med anoreksi, bulimi og selvskade. Hendes ærlighed er brutal, og hun forsøger på ingen måde at fremstille sig selv i et bedre lys – tværtimod er det hjerteskærende at læse om hendes selvhad. Der findes mange memoirs om spiseforstyrrelser – og jeg har selv læst min del – og denne er en stjerne i mængden. Den er blevet kritiseret for at være alt for detaljeret og give tips til de, der er spiseforstyrrede, så det vil jeg være opmærksom på, hvis man har en historik med de forbistrede sygdomme.

Marya Hornbacher: Wasted (1997), Fourth Estate 2010.

 

Toni Morrison: Beloved
Morrison har tidligere sagt, at hun ikke forventede, Beloved ville få så stor succes:

I thought this has got to be the least read of all the books I’d written because it is about something that the characters don’t want to remember, I don’t want to remember, black people don’t want to remember, white people don’t want to remember.

Men jeg tror, det netop er derfor, den har fået så stor succes. Den hjerteknusende historie om Sethe, Denver og fremfor alt, Beloved, hjælper et undertrykt folk med at sætte ord på smerten, og hjælper os andre med at blive ved med at huske: For historie skal altid skrives ned, så den ikke gentager sig.

Toni Morrison: Beloved (1987), Knopf 1987.

 

Vita Andersen: Hold kæft og vær smuk
Vita Andersens noveller er på denne liste, fordi de er så nemme at relatere til. Selvom de handler om kvinder i de sene halvfjerdsere, er der så mange tematikker, der stadig er relevante i dag. Pigerne og kvindernes skæbner bliver beskrevet med en foruroligende præcision: Angste, selvhadet og frygten for ikke at være god nok er tilstedeværende i hver eneste linje. Jeg tror på, at det er så vigtigt at få sat ord på følelser som disse – og hvis man ikke selv kan, er Andersen exceptionel med sine ord. Jeg tror bestemt, der er mange teenagepiger, der ville få meget ud af at læse Andersen i 2016.

Vita Andersen: Tryghedsnarkomaner & Hold kæft og vær smuk (1977/1978), Samleren 2014.

 

Hvilke bøger kan du anbefale, som konfronterer os med den barske virkelighed?

Ottessa Moshfegh: Eileen

I guess that is how those sick people got by. They look like nobodies, but behind closed doors they turn into monsters.

De seneste år har det været populært at skrive upålidelige, kvindelige karakterer. Tænk på Gillian Flynns fortæller i Gone Girl, tænk på fortælleren i Paula Hawkins’ The Girl on the Train, gang med ti – og du har Eileen. For selvom fortællersynsvinklen ikke ligefrem er original, er der alligevel et friskt pust over Ottessa Moshfeghs fortolkning af tendensen.

For det er ikke en traditionel spændingsroman. Det meste af romanen følger vi Eileen rundt i den sidste uge af hendes liv i X-ville, som hun kalder sin fødeby. Som læsere ved vi, at der kommer til at ske noget, der vender op og ned på hendes liv, men hvad det præcis er, bliver først afsløret meget sent i romanen. Derfor bliver det en anderledes form for spænding, som Moshfegh opbygger: Den lurer lige rundt om et mørkt hjørne, og mysteriet er maskeret godt.

Eileen er nemlig en meget speciel fortæller og karakter. I X-ville lever hun sammen med sin alkoholiske far i deres snavsede hjem, der aldrig bliver gjort rent. Hun arbejder som sekretær i et fængsel for kriminelle drenge under 18 år, og så hader hun alle mennesker. Ikke på den der sarkastiske måde, som jeg af og til ytrer, når jeg har en træls mandag, eller jeg frygter, at Trump bliver valgt som USA’s næste præsident: Nej, hadet koger og bobler i hende. Skrivestilen er mørk, dyster og frem for alt: Beskidt. For en, der er så besat af sit udseende, er Eileen nemlig ikke et særligt renligt menneske. Hun går sjældent i bad, for hun kan lide at kunne mærke sit eget snavs. Hun lever i en svinesti og er ligeglad med det. Hun går i sin afdøde mors tøj.

Ind til hun møder Rebecca, har hun altid haft en drøm om at forlade X-ville. Mødet med Rebecca forandrer dog alting – hun er besat af denne kvinde, og hun vil gøre alt for at komme tæt på hende, hvilket giver katastrofale følger. Det var ikke lige den måde, hun havde tænkt sig at forlade byen på…

Min ambivalens omkring Eileens karakter er stor: For på den ene side er hun uhygiejnisk, voldsom og dramatisk. Man kommer i tvivl om, hvad der er sandt, og hvad der er forkert. Hun dømmer andre mennesker i så høj grad, at jeg næsten fik det dårligt. På den anden side er det svært ikke at få en smule sympati for hende – hun er vokset op i et ustabilt hjem og til trods for, at hendes far er afhængig af hendes hjælp, får hun aldrig så meget som et tak. Magtforholdet mellem de to er totalt skævvredet. Noget af det, der leder til tvetydighederne i hendes karakter er den måde, hun ofte selv tager afstand fra sine handlinger på: Hun fortæller om denne episode i sit liv omkring halvtreds år efter, den skete. Hun er blevet ældre, klogere – og måske alligevel ikke. Samtidig sætter det endnu et spørgsmålstegn i forhold til, hvor meget, man skal tage hendes ord for gode varer.

Moshfeghs skrivestil er på en og samme tid fantastisk og frastødende – der er intet filter med hensyn til kropslige funktioner og væsker. Det er ikke kun det, der gør romanen mørk: Det er hele hendes måde at karakterisere Eileen på. Nogle gange synes jeg, at disse upålidelige, kvindelige fortællere godt kan blive for endimensionelle, men dette sker ikke i Eileen. Jeg synes dog, romanen bærer præg af at være for kort – eller for lang. Det er sådan en underlig mellemting, hvor jeg enten ville ønske, der var blevet skåret lidt i optakten til hændelsen, så det i stedet var en novelle eller uddybet noget mere med flere flashbacks, så det var en længere roman.

Jeg kan dog sagtens forstå, Eileen er blevet shortlistet til Man Booker Prize prisen i år. Det var umiddelbart den bog fra listen, jeg havde mest interesse i – og selvom der var småting, jeg ikke syntes om, vil jeg i det store og hele varmt anbefale til de med stærke nerver, og som ønsker et lidt anderledes take på tropen om den upålidelige, kvindelige fortæller.

Dewey’s 24 Hour Readathon: Time for time

Jeg har lavet den fineste bogstak. Jeg har sørget for, der er proviant: Rester af den lækreste brownie fra min lillebrors fødselsdag, sodavand og te i spandevis, klementiner, chips og dejlig veggieburger til aftensmad. Selvom jeg ivrigt har planlagt, er det først med 40 minutter til start, at jeg er kommet i tanke om, at dette indlæg også skal forberedes. Så typisk mig.

Jeg har tilføjet Maggie Stiefvaters The Dream Thieves til min bunke. Jeg var i gang med at læse den, og jeg har ikke lyst til at starte på en ny bog, før den er læst færdigt. Der er cirka 250 sider igen – så nu er jeg da sikker på, jeg får færdiggjort en bog.

I kan følge min læsning her på bloggen, men jeg opdaterer også sporadisk på min Instagram, Twitter og Goodreads. Nu vil jeg bruge den sidste halve times tid på at få et overblik over bloggere, jeg skal følge de næste 24 timer og få lidt sen frokost. Uanset om I er med på readathon holdet eller ej, ønsker jeg jer en rigtig dejlig weekend.

14:03: Så er readathonet officielt skudt i gang. Jeg vil dykke ned i Maggie Stiefvaters Henrietta, som er fyldt med teenageangst og mystisk. Perfekt til sådan en læselørdag.

16:01: Jeg har læst lidt over 100 sider i The Dream Thieves, og har netop vækket min hårdtarbejdende roomie fra en lur. Hun vil gerne læse med her i løbet af eftermiddagen og aftenen, så det ser jeg frem til. Jeg er glad for Maggie Stiefvaters univers, men når jeg er færdig med The Dream Thieves, tror jeg lige, jeg skal have en pause fra det – som tidligere nævnt er der bare meget teenageangst, og min tålelige dosis er ved at være opfyldt for denne måned. 😉

18:56: Jeg blev færdig med The Dream Thieves og på trods af en cliffhanger, holder jeg fast i min beslutning om at give The Raven Cycle en pause. Hvis man er til paranormal romantik, kan bøgerne virkelig anbefales – jeg tror bare ikke, jeg er i målgruppen. Min roomie brokkede sig i øvrigt over, at jeg ikke skrev, hvad hun læste, så det må jeg hellere – hun læser bog nr. 4 i føromtalte serie, The Raven King, og er lidt mere begejstret over den, end jeg er.

Mine øjne er allerede ved at være godt brugte, så jeg vil i gang med at lave noget aftensmad. Jeg overvejer også at gå en tur ud i regnvejret, men det er godt nok koldt og vådt – så det kan godt være, det bare bliver ved tanken. Uanset hvad vil jeg starte på Caitlin Morans How to Build a Girl, når jeg vender tilbage til læsningen; det tror jeg er lige, hvad mine ømme øjne har brug for. Jeg har ind til videre læst 226 sider.

22:27: Og så var der pludselig gået rigtig mange timer! Jeg endte med at gå en tur i Netto, mens der var kartofler i ovnen. Jeg havde følgende ordveksling med min roomie:

Hende: “Køb en snack med hjem!”
Mig: “… har vi ikke nok?”
Hende: “Nej.”

Moralen er simpel: Man må ikke gå ned på snacks. Således endte jeg med at købe endnu mere chokolade med hjem fra Netto…
Mæt af burger – og snacks – er jeg godt i gang med How to Build a Girl, og den er simpelthen så sjov! Det var det helt rigtige valg til nuværende tidspunkt.

00:59: WordPress’ kontrolpanel fortæller mig, at det var 11 timer siden, jeg udgav dette indlæg. 11 timer! Det gør mig helt rundtosset at tænke på, men jeg nyder virkelig How to Build a Girl, så det er helt okay. Jeg er utroligt nok ikke særlig træt endnu, så jeg er spændt på at se, hvor længe, jeg holder.

All my life, I’ve thought that if I couldn’t say anything boys found interesting, I might as well shut up. But now I realise there was that whole other, invisible half of the world – girls – that I could speak to, instead. A whole other half equally silent and frustrated, and just waiting to be given the smallest starting-signal – the tiniest starter-culture – and they would explode into words, and song, and action, and relieved, euphoric cries of ‘Me too! I feel this too!’
– Caitlin Moran, How to Build a Girl

02:28: Puha, nu er jeg godt nok ved at være træt. Jeg vil lægge mig under dynen og læse et par kapitler mere, hvis jeg ikke falder i søvn ligeså snart, jeg rammer min pude. Jeg er godt nok spændt på, om jeg nogensinde kommer op igen…

07:46: Mit hoved er stadig en smule tungt af træthed, men nu er jeg igen tilbage i sofaen med kaffe i mit krus. Byture har ingenting på et 24-timers readathon – jeg kommer til at være så smadret senere, haha. Jeg vil fortsætte med Moran, og så må jeg tage stilling til, hvad jeg ellers skal læse senere. Jeg kunne godt tænke mig noget, jeg kan nå at færdiggøre inden klokken 14, og det er der umiddelbart intet i min bogstak, der inviterer til.

09:48: How to Build a Girl var den perfekte bog – tilpas sjov og beskidt til at holde mig vågen (sammen med en kop kaffe!). Nu aner jeg dog ikke, hvad jeg skal fortsætte med – det er som om, ingen af mine ellers mange ulæste bøger er gode nok nu, så jeg vil fordrive tiden lidt på de sociale medier. Jeg tror, jeg har bestemt mig for at læse nogle af Angela Carters udvalgte eventyr, men nu må vi se.

10:06: “Er du stadig vågen?” spurgte roomie og kiggede dømmende på mig. Indigneret svarede jeg, at jeg i hvert fald havde fået fem timers søvn… Jeg er ikke så god til matematik, når jeg er træt. Jeg er i gang med at læse introduktionen til Angela Carters eventyr, og jeg faldt over dette, som jeg gerne vil dele – det er fantastisk:

Although this is called a book of fairy tales, you will find very few actual fairies within the following pages. Talking beasts, yes; beings that are, to a greater or lesser extent, supernatural; and many sequences of events that bend, somewhat, the laws of physics. But fairies, as such, are thin on the ground, for the term ‘fairy tale’ is a figure of speech and we use it loosely, to describe the great mass of infinitely various narrative that was, one cupon a time, and still is, sometimes, passed on and disseminated through the world by word of mouth – stories without known originators that can be remade again and again by every person who tells them, the perenially refreshed entertainment of the poor.
– Angela Carter, Angela Carter’s Book of Fairy Tales

11:56: En ting er sikkert – eventyrerne har absolut intet med feer at gøre. De er groteske, voldsomme og helt fantastiske, og jeg flyver igennem dem. Efterhånden er der kun små to timer tilbage af dette readathon, og udsigten til en lur er ved at gøre mig en smule utålmodig. 😉

13:52: Jeg har lagt Carters eventyr fra mig – 24 timer i læsningens tegn er ved at være slut, og det har været så hyggeligt. Carters eventyr var helt perfekte til min lettere døsige dag. Eventyr er så fantastiske – for på trods af mange forskelligheder, er de alligevel så ens – om de er fra Grønland, Norge, Nordamerika eller Egypten.

Jeg har nydt mit døgn så meget, selvom det slet ikke gik, som jeg planlagde. Jeg havde jo planlagt, at jeg skulle læse Sarah Waters’ Tipping the Velvet, men lysten var forsvundet som dug for solen. Jeg er fortsat imponeret over, hvordan det kan lykkedes for så mange at få læst så meget på så kort tid – vi har jo alle den samme tid til rådighed, ikke? Jeg fik læst 727 sider, hvilket jeg er noget så tilfreds med.

Nu vil jeg gå ind og tage mig en velfortjent lur. Tak for nu – og på gensyn til foråret. Det har været så skønt at opleve det fælleskab, som readathonet først og fremmest er. ❤