Hvorfor er lyrik så intimiderende?

Min passion for lyrik er stor – og derfor vil jeg alle dage gerne forsvare den. Ikke, at genren som sådan behøver et forsvar. Det, jeg nok i virkeligheden mener er, at jeg ville ønske, at flere mennesker læste lyrik. Lyrik udkommer oftest i små oplag på mindre forlag, og det er yderst sjældent, at der går Yahya Hassan i den. Jeg taler oftest med folk om det, og et af de gennemgående argumenter for ikke læse lyrik er, at genren er intimiderende.

Egentlig kan jeg godt forstå det: I folkeskolen og gymnasiet er vi oftest blevet konfronteret med gamle, støvede digtere (som der også er en vis skønhed i), men – nu kan jeg kun tale for mig selv, og andre, jeg har talt med om emnet – det er sjældent, at vi er blevet udfordret med nyere digte. Så vidt, jeg husker, var den nyeste lyrik jeg læste i gymnasiet nogle digte af Inger Christensen (og jeg knuselsker hendes digte i dag, så det har jeg taget med mig) – og mens det er vigtigt at have noget viden om den lyrik, der ligger forud for den nye, tror jeg, det er ligeså vigtigt at have fokus på de nyere digtere, der ikke nødvendigvis opnår særlig stor mainstream anerkendelse. Det er ofte alt for abstrakt at skulle relatere til Thomas Kingos “Keed af Verden, og kier ad Himmelen”, når man som moderne læser knap nok har en særlig stor forståelse af, hvad “forgængelighed” egentlig er i den kingoske forstand (og ens lærer højst har en to minutter til at forklare det…)

I skolen lærer vi at splitte digtene ad til ugenkendelighed: Vi skal finde rimskemaet, anaforer, epiforer, allitteration, assonans, metaforer og meget mere – og mens dette har analytiske kvaliteter, som bestemt også er vigtige, har det også karakter af en metodisk og nogle gange endda fremmedgørende effekt, som viger for den kvalitet, jeg synes er vigtigst ved lyrikken: Hvad det får os til at føle. Digtenes effekt bliver skubbet i baggrunden. De analytiske redskaber er vigtige for at forstå, hvorfor lyrikken kan have den effekt, den har – men når det kommer til at blive fremstillet som det primære formål, som jeg synes, det har været med min erfaring med undervisning, bliver det pludseligt meget firkantet og metodisk. Ligesom med alt andet litteratur, betragter jeg lyrik som et håndværk. Ordene er velvalgte og gennemtænkte, uanset om vi taler om digte i frie vers eller sonetter. Derfor giver det også god mening at finde frem til håndværkets dele – men det umiddelbare ved digtene bliver skubbet i baggrunden og glemt.

For den kvalitet, jeg holder så meget af ved lyrikken, vil altid være den måde, hvor på den kan sige så meget på så få linjer. Hvordan de helt rigtige digte kan formå at skabe stemninger og følelser – kulde, sorg, glæde, varme – og hvordan det helt rigtige digt påvirker dig så meget, at det måske endda skaber en lille tåre i øjenkrogen – og det er det aspekt, der fuldkommen bliver negligeret. Ens mening om digte vil altid være subjektiv, men mens vi (igen i skolen) bliver bedt om at skrive boganmeldelser, er det yderst sjældent, vi bliver bedt om at skrive en digtanmeldelse.

Jeg tror, det er det, der gør, at mange læsere generelt føler sig intimideret af digte. Nogle føler måske, at man skal forstå og analysere, for det var jo det, man gjorde i skolen – mens andre blev så trætte af netop at prøve på at forstå, at de ikke har læst digte siden. Jeg siger ikke, at det er sådan med alle – nogle mennesker har sikkert ikke interessen, ligesom det langt fra er alle, der holder ligeså meget af at læse, som jeg gør – men jeg tror, at den måde, vi lærer om digte på, ofte er med til at skræmme folk.

For min mening er, at man ikke altid behøver at forstå digte. I første omgang skal man i hvert fald bare læse og mærke  – hvad får alle disse billeder mig til at føle? Senere kan man prøve at analysere og forstå (og eventuelt komme frem til en konklusion om, at digtet ikke er skabt til at blive forstået), men det er ikke hovedformålet.
Hvis du efter min lange smøre har mod på at læse noget lyrik, har jeg tidligere skrevet et indlæg med digtanbefalinger, som alle er yderst nemme at gå til.

Hvilke holdninger har du til lyrik? Hvor meget lyrik læser du? Havde du samme oplevelse som jeg havde i din skolegang? Hvad er dit yndlingsdigt? Du skal være velkommen til at skrive lige, hvad du har lyst til om lyrik, i kommentarfeltet – som sagt er det en af mine store passioner, så jeg ville elske at få en samtale i gang. 🙂